3. etape: Kaltern Am See -Bormio 158,90 km - 3.923 hm (efter 84,58 km slutter tidstagning)

Aftenen før 3. etape, kunne Tour TransAlp berette, at grundet for meget smeltevand på toppen af Passo Gavia, skulle der findes en alternativ rute til Bormio.

Med de logistiske udfordringer, betød det at dagens etape blev forlænget. Dog med det forbehold, at tidstagningen for etapen allerede sluttede efter ca. 85 km. Og efter 136 km, havde man den mulighed at køre med shuttlebus til Bormio.

Og sidste mulighed, var at tage hele turen på cyklen, som vil blive til 158 km i alt.

Foto: Tour TransAlp

Det stod soleklart for mig, at jeg skulle selvfølgelig ”bare” når han til Shuttlebussen, som lå 136 km forude.

Dagens etape, startede direkte op i himlen hvor vi skulle køre Mendelpass. Så da vi står i startbåsen, og med lidt tomme blikke, kan jeg mærke ved nogle, og mig selv, at der er lidt nerver på. Hvordan skulle man overvinde endnu en dag i varmen?

Vi kommer ind på Mendelpass, og min taktik er klar. Tag det helt stille og roligt, og kom op over med overskud!

Hurtigt kan jeg se at jeg bliver sat af alle fra holdet. Jeg falder hurtigt ind i en gruppe, hvor jeg kan køre med overskud. Men da mine ben køres varme, begynder jeg at føle mig rigtig godt tilpas på cyklen, og tiden var nok til at skrue lidt på tempoet.

Jeg kører fra gruppen som jeg sidder i, og pludselig ser jeg en makker i samme tøj som mig. Hovedet godt begravet under skulderne, og et helt tomt blik ned på asfalten, i et malende tråd. Morten, mærker tydelig stadig strabadserne fra dagen før, og har svært ved at finde sig tilpas.

Med tanke på endnu mange kilometer og etaper, som der skulle tilbagelægges. Tænker jeg hurtig at dette var en kærkommen mulighed, for at tage en dag med overskud, og komme hjem i god behold. Samtidig kunne jeg sidde med en fra holdet, og hjælpe ham igennem dagen så godt som muligt.

Vi sad sammen hen over Mendelpass, og frem til næste depot, hvor vi fik tanket op. Nu går turen mod Passo Tonale, hvor tiden vil slutte på toppen. Og lige der, der er målet for os to, blot at forsøge at komme frem dertil, vi tager et tråd af gangen.

I alt det her, skal man altid huske, vi sidder i 30-35 grader, solen står direkte ned på os. Og i alt det vi gennemgår, og de tanker der går igennem hovedet på en, er varmen den absolutte største faktor.

Og igen, skulle den overmande os på vejen op ad Tonale. Da jeg kører under mit max, har jeg det som sådan okay. Men min makker, Morten, lider under varmen, og så snart et træerne kastede den mindste lille skygge ned over en holdeplads, så tog man muligheden.

Vi finder på et tidspunkt et godt sted, hvor vi også ser to tøser, hvoraf den ene ligger helt fladt på jorden, og virker ikke som en der kommer på cyklen igen. Og selvom det var hårdt, så blev man her bekræftet i at det var hårdt for alle. Uanset holdkammerat, eller fremmede som kører løbet, så er vi alle sammen, sammen i dette. Og man forsøger at hjælpe hinanden, med god moralsk opbakning.

Det skulle senere vise sig, at netop de to tøser, for kæmpet sig mål som Lanterne Rouge. Stærkt!

Mens vi kæmper os videre op af bjerget, snakker vi om tidsgrænsen for dagen, og fejebladet som måtte nærme sig. Og med ca. 2 kilometer til toppen, hvor vi igen tager os en pause, da kommer fejebladet rullende op til os, og holder ind til siden.

Morten vælger klogt, at sætte sig ind i bilen, og tage resten af etapen i fejebladet. Med fuld forståelse for beslutningen, skulle jeg lige mande mig op til, at nu var jeg alene, og den stod umiddelbart på endnu 50 kilometer igen, med endnu et bjerg i vente…puha…

Jeg tager de sidste 2 kilometer alene til toppen af Tonale, hvor den heldigvis flader ud mod toppen.

Endelig over tidstagningen, og der, til min store overraskelse står min far og venter. Jeg var rigtig glad for at se ham lige netop der, da det betød at man ikke skulle udholde resten af dagen alene.

Men hurtig får vi kigget hinanden i øjnene, og dagen har i forvejen været lang, og tidstagningen er slut. Nu vil vi bare hjem. Også selvom dette betød, at det ikke blev på cyklen. Vi overvejer alle de muligheder vi har, men ingen virker som bedre alternativer, end blot at tage turen på cyklen.

Og godt som vi nærmest lidt opgivende sætter os på cyklen, så triller den mindste italiener bil ind foran os. Og aldrig har jeg været så glad for at se en sjællænder… Makkeren, som tidligere måtte stå over nogle dage, har nu været ude at leje en bil, for at kunne komme videre, til den by vi senere skulle mødes i.

Han står der på toppen af Tonale, og tilbyder nu et lift til Bormio… få minutter senere, har vi nu tre fuldvoksne mænd, og tre carbon cykler i bilen.

Vi kører nu resten af ruten i bilen, hvor vi på toppen af det tredje bjerg, møder andre fra holdet. Vi giver dem lige en moralsk indsprøjtning, selvom det nok blegner lidt, når man står der fuld af overskud, med cyklerne i bilen.

De andre fra holdet ned til shuttle bussen, og der var da også dem som tog hele turen på de 158,90 kilometer. Føj.. siger jeg bare!

Alligevel når vi alle til Bormio i stort set samme tid.

Min far og jeg, kommer på værelset -  og YES! Der kunne laves gennemtræk!  Så op med vinduerne, og så var det direkte ned i baren, og ja, nu skulle vi have en velfortjent øl.

Senere gik vi nogen af os ud og spiste, hvor Morten som tidligere kom i fejebladet, støder til. Hvad end de har givet ham i bilen, så ligner han en nyfødt mand. Morten er igen klar på at give den gas i morgen - Fedt! Godt at se han var klar igen. Og personligt, har jeg ikke været på grænsen, så nu var jeg bare klar på en god nats søvn. Og i morgen ventede det bjerg jeg havde set allermest frem til - Stelvio! Nu skulle den bare have gas i morgen!

Foto: Tour TransAlp Facebook

4. etape: Bormio - Livigno 133,43 km - 3.455 hm

Stelvio! Eller rettere sagt, Umbrailpass venter lige foran os. Kort fortalt, vi kører ikke de sidste par kilometer af Stelvio, da vi drejer fra lidt før ind i Schweiz, og derfor kaldet Umbrailpass.

Jeg havde i løbet af vinteren, på Bkool kørt Stelvio to gange, og jeg havde gejlet mig selv op til denne stigning.

Det var nu, det måtte bære eller briste. Der lå selvfølgelig en lang dag foran os efter denne mytiske stigning. Men den del af etapen, må jeg tage stilling til på toppen.

Jeg kom godt rigtig godt af sted - dog som med alle andre stigninger, starter jeg lidt langsommere ud end dem fra holdet. Men langsom kæmper jeg mig igennem feltet, og henter flere som kørte fra mig på starten af stigningen.

Nu var man allerede begyndt at kunne kende de forskellige ansigter i feltet. De samme folk som man har kæmpet med de første par dage, ligger man nu igen side om side med. Og man knytter på en eller anden måde et usagt bånd til hinanden, blikkene i øjnene er de samme, og man ved lige præcis de sidder med nøjagtig samme smerte og tanker, som en selv.

Selvom jeg har nogle fra holdet, som jeg ligger og ”kæmper” lidt med. Så er jeg gået helt ind i mig selv på stigningen. Målet er at komme på toppen på under to timer - og mine morgentunge ben, får det bedre og bedre mod toppen, og det går bare strygende.

Hertil skal det netop siges, at vi kører i meget skygge i løbet af denne morgen, og varmen er ikke til at mærke på samme måde som de foregående dage. Og det er med til, at man bare tør at give slip, og give fuld gas.

Jo mere vi nærmere os toppen, jo mere kan jeg lukke op for gassen. Den får alt hvad den kan trække mod toppen… Og yes! Under 2 timer! Lækkert.

Og her står man, mit i en bagende sol, og en god temperatur, og kan få øje på store områder hvor solen endnu ikke har fået magten over sneen. Og så kigge ned over de hårnålesving du lige netop har passeret - Smukkere bliver det næsten ikke!

Men med gode ben, og en helt perfekt følelse i kroppen, kører min far og jeg som de første af sted fra første depot på Umbrailpass.

En sjov nedkørsel, hvor den får god gas!

Vi kommer ned i dalen, og nu venter Offenpass som næste udfordring. Og man havde jo næsten lykkelig glemt alt om varmen. Men den skulle vi nu blive mindet om igen. Den samme hede som havde været der dagene før, rammer os nu igen i dalen.

Søren fra holdet kommer op til os, og triller langsom forbi os. Jeg kan se min far ikke helt kan følge med, men med en god fornemmelse i kroppen, forsøger jeg nu at holde snor i Søren, og kommer op til ham igen.

Men pludselig hører jeg min far udbryde: ”SKYGGE!” - Og jeg triller ind til siden.

Varmen den dag, blev for meget for min far. Vi holder her efter 40 km, og min far er klar på at opgive på hele etapen. Vi får os kølet ned, med fra en nærliggende bæk. Og igen skulle de mentale kræfter i spil. Et skridt ad gangen, og et mål af gangen, og lad os tage det i vores tempo. Hjem, det skulle vi.

Vi kommer op på toppen af Offenpass, og ja, hvem ellers end ens holdkammerater står klar med en iskold cola til os.

Vi får tanket hinanden op, både med sukker, vand og spise. Og man får lige snakket resten af etapen igennem, hvor min far stadig lidt overvejer at stå af ved næste depot, som lå efter nedkørslen fra Offenpass. Men igen kommer man ned i dalen, og de områder er bare så umenneskelige varme. Og her tager far hurtig en beslutning om, at her skal han ikke være og vente på fejebladet.

Så med en fælles aftale om,  nu kører vi resten af dagen i et tempo som føles godt for begge, og kommer stille og roligt i mål.

Men med de stadig mange kilometrere tilbage, og endnu to bjerge, bliver dette den absolutte længste dag på cyklen. Over de sidste to bjergpas, kunne man nogen gange føle vi var de eneste to i verden. Kun afbrudt af få øjeblikke, hvor man møder andre ryttere og officials, på ruten. Men det var tydeligt at mærke, at vi nok var nogle af de sidste på ruten, da de sidste kilometre føles meget ”tomme”.

Men vi kom i mål, og vi er begge meget trætte. Vi skyndte os at få spist noget i målområdet, sammen med andre fra holdet, som pænt havde ventet på os.

Denne aften, blev ikke den store sociale oplevelse. Alt det praktiske skulle bare overstås, og så direkte i seng.

5. etape: Livigno - Aprica 109,66 km - 2.463 hm

Dagen er kommet, hvor den mest frygtede stigning skulle passeres - Motirolo.

Motirolo var med i dette års Giro d’Italia, og er en af de mest berygtede stigninger, og jeg skulle på egen krop finde ud af hvorfor.

En stigning på over 12 km, med over 10% i gennemsnit.

Denne morgen, vågner jeg igen med min far ved min side, og igen har vi synet af bjergtoppe omkring os. Synes er smog og for første gang føles mine ben okay om morgenen, og føler mig faktisk mere og mere tilpas - dog med undtagelse af bagdelen, som er ved at være godt mør.

Vi skulle passere to ”små” knolde, inden en lang nedkørsel mod Motirolo. Med netop det i tankerne, sørgede jeg for at køre roligt op over de to første, uden at gå i rødt. Og varmen om formiddagen, var tåleligt, og derfor var det bare med at spare sig selv mens man kunne. Og med lidt interne stikpiller, på vej op af de to første, synes overskuddet stort på holdet.

Der trilles stille og rolig ned mod Motirolo. Vi møder depotet efter 70 km, lige inden det går løs. Og efter optankning og nedkøling på depotet, slår klokken præcis 12.00, da vi skal i gang med stigningen. Og hvad er det nu man siger med det tidspunkt… nårh ja, det er jo der solen står højest! Og det skulle man få at mærke på vej op af.

Min far og jeg kører ind på stigningen sammen, med i løbet af hele ugen, har jeg set mig ”slået” på de lange og hårde stigninger.

Og hurtig trækker min far også fra mig, men med de procenter som Motirolo byder, har jeg øje på ham længe. Vi har klart to forskellige taktikker for stigningen, jeg kan se at han skiftevis er nede og gå, og på cyklen igen. Jeg holder i stedet, et malende og usandsynligt langsom tempo opad.

Efter 3 km opad, mister jeg pludselig min far af syne. Og med det, sammen med et lille nøk opad med procenterne, der slukker lyset for mig. Jeg ved alle jeg kender er foran mig, jeg har ingen bagved jeg kender, som kan komme med et moralsk boost. Der er kun mig og 9 km bjerg dirkete op i himlen.

Lige der, det var den største mentale udfordring på hele turen. Jeg er steget af cyklen, og jeg trækker pt. Min computer kan ikke rigtig måle distancen, eftersom jeg er nede og gå, og den har svært ved at finde data. Så her misser jeg også lidt overblikket over hvor langt jeg har igen.

Jeg er derude hvor tankerne snoer rundt i hovedet på mig, og jeg tvivler på om jeg overhovedet finder overskuddet til at komme på cyklen igen.

Men en af de første to redninger, kommer pludselig til syne. Jeg ser to svenskere, som begge står hen over cyklerne, og virker umiddelbart mere opgivende end jeg selv. De kan se jeg kommer gående med min cykel, og vi ender med at gå sammen et godt stykke af vejen.

Dette giver mig lige lidt moral, at jeg har nogen at følges med, og nogen som er i nøjagtig samme situation som mig.

Jeg har svært ved at holde varmen ud, og selv gående, er man kogt hel over. Og lige der hvor det ser aller sortest ud, kan man få øje på nogle ryttere, som står i en lille flok inde ved siden.

Og der, har vi dejligt koldt bjergvand rindende ned af bjerget. Jeg står længe, og hælder koldt vand ud over mig, og for drukket rigeligt. Jeg har indtil da, stoppet ved mange bjergkilder, for at fylde dunken op med vand, og lige få sig selv kølet ned.

Men denne her var den absolutte mest givende, og efter dette lille pit stop, hvor man var godt kølet ned, og fået fyldt kroppen med væske, var jeg nu klar til at komme på cyklen igen.

Uden at være helt sikker, vil skyde på at jeg var lidt under halvvejs. Og nu gik det heldigvis stille og roligt fremad på cyklen. Jeg kunne mærke at hvis jeg holdte dette tempo jeg sad med, skulle jeg nok kunne blive på cyklen. Stille og roligt nærmer jeg mig toppen, og med 2-3 kilometer igen begynder den at flade lidt ud.

Og med flade ud, er vi altså stadig på ca. 9-10% stigning, men når man har siddet på 12-15% længe, så føles 9-10% overkommelig.

Og da man pludselig får øje på de velkendte blå pavilioner, som de brugte på depoter, vidste man at toppen var nær. Og yes, der står min far, klappende og lige stikker mig besked ”Du tager den lige helt til toppen”. Man skulle jo lige have strava segmentet kørt til ende, inden man holdte sin pause ved depotet.

En vanvittig hård stigning, men nu vidste jeg det værste på hele denne tur var overstået. Og med smil på læben, var det bare at få trillet de sidste 30 kilometer i mål.

Og i denne by mødes vi igen med vores kære ven, som lige holdte en ufrivillig pause efter 2. etape. Og han havde haft rig mulighed for at tjekke de gode restauranter ud, og med det samme var vi afsted.

Vi hygger os rigtig ved bordet, og det virker nærmest som en konkurrence om hvem der kan bestille mest at spise. Og her vil jeg gerne lige give et godt råd videre. Aldrig bestil en Grill Menu på en Italiensk restaurent! Husk det nu! Pizza og pasta hele vejen igennem, det er det eneste der dur.

Læs første del af løbsberetningen om Tour TransAlp

Læs tredje del af løbsberetningen om Tour TransAlp