Vi var en god blanding af folk, som havde prøvet TransAlp før, og for nogen af os var det første gang. Personligt for mig, var det første gang.

Min oplevelse med Tour TransAlp, har været helt fantastisk. Jeg har været dybt imponeret over hvor professionelt hele setup’et har været.

Vi havde inden løbet, sørget for selv at bestille hotellerne omkring start- og målbyerne. Og hver evig eneste dag, var der fuldstændig styr på vores baggage, og alt det logistiske omkring løbet, kunne man ikke sætte en finger på.

Alle folk omkring løbet sørgede for, at det helt igennem blev en rigtig god oplevelse.

Lige nu kan man allerede melde sig til Tour TransAlp 2020. Og jeg synes alle der elsker cykling, skylder sig selv denne oplevelse. Og man må ikke tænke, at man ikke kan gennemføre. Jeg er en tung gut, og har kun kørt i cirka tre år. Og med kun et halvt år dedikeret træning, hvor jeg gik fra en vægt på 98 kilo til 85 kilo og 2.800 km træning, kunne jeg gennemføre løbet. Det hele handler om det mentale, og kun med det mål at gennemføre, var det en helt utrolig oplevelse, netop at få gennemført løbet.

Som en ny ting i 2019, kunne man melde sig til som single. Så man behøves ikke, som min far og jeg gjorde det, og køre løbet som par. Denne succes fortsætter de med i 2020.

Jeg vil anbefale inden, som jeg selv gjorde, at se videoer og billeder af tidligere år fra Tour TransAlp. Du kan finde alt på Tour TransAlp officielle hjemmeside.

Nedenfor vil jeg kronologisk dag for dag, berette om mine personlige oplevelser, løbet igennem. Og hvordan det var at prøve kræfter med TransAlp for første gang, sammen med min far, hvilket var hans tredje gang. Så meget af dette, vil tage udgangspunkt i mine personlige oplevelser.

Derudover vil der også være lidt om det sociale, og hvordan det har været at være otte mand af sted. At have denne fælles oplevelse sammen, og få denne mulighed sammen, gennem Motionsfeltet.dk.

Afsted til Innsbruck

Allerede i hver vores biler på vej ned over Tyskland, var spændingen til at mærke. Interne drillerier, og en konstant opdatering over hvor langt vi var nået ned, prydede vores fælles messenger-gruppe. Vi havde alle en intention om, at lande et lille døgn før starten skulle gå i Innsbruck.

Bilerne parkeret, cyklerne indlogeret på hotellet, benene klar, nu skulle vi bare i gang!

Vi kunne rigtig gå og gejle hinanden op, og få en lille hyggelig dag i Innsbruck, hvor depoterne blev fyldt godt op.

Alle de praktiske detaljer skulle selvfølgelig også på plads. Tour TransAlp sørgede for at man var fuldt forberedt til løbet, og heldigvis havde vi nogle fra holdet som havde kørt det før, og kunne sætte os nye ind i rutinerne.

1. Etape: Innsbruck - Brixen 90,08 km - 1.174 hm

Aldrig før har jeg haft så meget spænding i kroppen, det helt rigtige mix af nervøsitet og spænding var til stede søndag morgen, da man slog øjnene op.

Og det var tydeligt at vi alle var klar. Alle var spændte og med de små muleposer på ryggen, trillede de toptunede carbon racere af sted til start. Og med hele holdet helt i sort på førstedagen, var der igen plads til de små interne drillerier, inden starten for alvor nærmede sig.

Foto: Tour TransAlp Facebook

At stå i boksen, hvor du ser over tusind ryttere stå klar på alle niveauer, var helt vildt! Man sørgede for at suge alt det til sig, som man kunne - personligt gik jeg lige ind i mig selv, da der var et minut til start. Hovedet ned på styret, en lille bøn om at hele ugen vil gå godt, uden uheld.

Og pludselig lød det… 5… 4… 3… 2… 1… Bang! Og nårh ja, hov.. vi stod jo langt nede i rækkerne.

Så vi venter lige til de første hurtige kommer afsted. Men så kunne vi nyde, hvad der skulle blive soundtracket for hver start, Robbie Williams’ Let Me Entertain you for fuld udblæsning. Men så kunne man høre kliklydene fra skoene i klamperne, og så begyndte der at ske noget, og så var det afsted på cyklen.

Et kæmpe felt slangede sig nu igennem Innsbrucks gader, og mange publikummer stod og heppede os ud af byen. Og med god tysk koordinering, blev vi sikkert transporteret ud til den første udfordring - Brenner Passet.

Og med så stort et felt, havde jeg hurtigt ingen af mine holdkammerater i syne. Og da procenterne kommer, kan jeg mærke at kroppen og benene ikke helt er der. Det var muligt at den opbyggede spænding, har sat sig i kroppen på mig.

Det tog mig en god time inden jeg følte mig til rette på cyklen, og så var jeg der heldigvis også. Jeg begyndte at køre nogle grupper ind igen, op ad Brenner-passet. Men jeg ved at jeg er den bagerste af os fra holdet, og med en i forvejen aftale hjemmefra, står min far og venter på toppen.

Og nu ventede der blot 45 km hjem, som stort set var ned af bakke.

Første Etape var en kort dag på kontoret, og en lille teaser på hvad der skulle vente os. Vi mødes alle otte otte mand på slutningen af etapen, med udsigt over Brixen. Og får taget lidt selfies, som man gør.

Og med tre timer i sadlen, kunne vi nyde dagen i Brixen, med god tid til at få hygget, og komme på god restaurant.

De garvede gutter kendte til et godt sted, hvor vi fik alt hvad maven og benene kunne bede om.

Men hvad jeg registrerer, så var der ingen alkohol til maden! Lidt seriøs er man vel.

Og bagefter gik vi på det obligatoriske isrov, i den nærmeste isbod. Nogen med større trang end andre.

Med et lille tjek på vejrudsigten for morgendagen, kunne vi se graderne stige.  Og vi kunne være sikre på at de lange ærmer og bukser, kunne forblive i tasken, da man gjorde klar til 2. etape.

Tøjet lagt frem, og tasken pakket… nu var det på hovedet i seng, inden vi for alvor skulle prøve kræfter med bjergene.

2. etape: Kaltern Am See 143,40 km - 3.473 hm

Med lidt møre stænger, stod vi op til en solrig morgen, og med udsigt til en varm dag, var vi alle klar I sadlen til dagens etape.

Første rigtige hårde udfordring - Penser Joch - var først for. En benhård stigning, som aldrig nogensinde ville give op, med konstante stigningsprocenter mellem 8-10%. Dog lå jeg længe sammen med holdkammerater, dog uden det overskud som blev vist af andre på holdet. Der var plads til jokes og grin. Bevares, jeg klukkede lidt med, for sjovt var det. Men mit fokus var lidt et andet sted.

Da man kommer op over trægrænsen, kan intet skygge for solen, og nu begynder varmen virkelig at fylde i billedet.

Man havde i starten haft overskuddet, til at køre lidt i forskellige tempo, for at finde sig ind på stigningen. Alt dette var nu overstået. Der var et tempo, og det var med solide firkantede tråd ned i pedalerne.

Med 1-2 kilometer til toppen, bliver jeg passeret af en holdkammerat, hvor jeg formår at hægte mig på hans hjul, med hiv og sving.

Og vi når begge op til toppen sammen, hvor en tredje for teamet, står 100 meter fra toppen, og hepper os det sidste af vejen. Det var en fed følelse, nu at have overstået første hårde bjerg, og man vidste at Penser Joch var en af de svære, i rækken af mange.

Vi står alle fælles på toppen, og får fyldt op på de velfungerende depote. Energi, vand, kage, kartofler, appelsiner, agurker og salt. Ja, alt hvad man behov for, det var der!

Nu gik turen til andet bjerg.

Med undtagelse af en lille krampe, som satte sig ned af stigningen fra Penser Joch, havde jeg en perfekt fornemmelse da vi går ind på anden stigning.

Jeg kan mærke det hele er som det skal være… Men næh hov, hvad var det… Nårh ja, jeg kører i skygge. Pludselig er du kommet om på solsiden, og du mærker varmen er taget til. Man tager sig lidt vand, man køler sig selv lidt ned, med vand fra dunken. Og du har det lige nøjagtig ok, i omkring 10 sekunder, indtil at varmen igen overskygger alle tanker.

De indre kampe inde i hovedet tager til, og det skulle vise sig, jeg ikke var den eneste med disse besværligheder.

Jeg ser min far som er lidt længere fremme, køre ind mod venstre side, hvor der var et lille strejf af skygge. Jeg kører ind, og vi står og ”køler af”. Eller hvor meget det nu kan lade sig gøre. Vi får besøg af to andre holdkammerater, hvor den ene virker ramt. Og laver også den klassiske, med at vælte så lang som han er, da der skal klikkes i.

Ja, vi var mange som var på det yderste allerede, og en ting var procenterne og kilometerne i benene. Men varmen var den altoverskyggende faktor, af alle de udfordringer du mødte.

Men der var kun en vej i mål, og det var på cyklen igen. Resten af etapen, var fyldt med indlagte pauser, udover TransAlp’s indlagte depoter.

Og når man havde overstået dagens stigninger, kunne man komme ned i dalområderne hvor varmegraderne blot var endnu værre. Aldrig i mit liv, har jeg på lige ud landevej, måtte stige af cyklen, sætte mig ned, blot for at få kølet mig ned og få styr på vejtrækning.

Efter 8 timer og 32 minutter, som senere skulle vise sig at være den hårdeste dag i sadlen, var min far og jeg nu kommet i mål sammen.

Vi kunne konstatere at dagen havde taget hårdt på alle. Og med en enkelt mand, som endnu ikke var kommet i mål, var det et tegn på at, nu var TransAlp for alvor i gang.

Min far og jeg skynder os på hotellet, som vi cykler ud til, da sulten og trætheden melder sig. På hotellet må en holdkammerat erkende at dagens strabadser, og varme, havde taget for hårdt på kroppen.

Med opbakning fra os holdkammerater, vælger han at stå over de næstkommende etaper, og vil støde til os senere i løbet.

Det skulle dog vise sig at være tidligere end ventet, vi skulle se ham igen, men dette kommer jeg tilbage til.

Ærligt må jeg sige, at jeg havde mine bange anelser for resten af løbet, dagen havde været umenneskelig hård, og klart det hårdeste jeg nogensinde havde prøvet. Og var det niveauet for resten af løbet, så skulle der noget helt specielt til for at gennemføre.

Men med de gode snakke, man havde med de andre på holdet. Kunne de fortælle at dagens etape, var ekstra ordinær hård, primært grundet varmen. Og det gav en lidt sindsro.

Nu var tiden til to pizzaer, og på hovedet direkte i seng! Men med den varme vi oplevede, var det jo ikke altid lige at falde i søvn med det samme.

Læs anden del af løbsberetningen om Tour TransAlp

Læs tredje del af løbsberetningen om Tour TransAlp