Ligesom vinteren 19-20 forløb en del anderledes en vanligt, må jeg nu, hvor sommeren for alvor er kommet til Danmark nok konkludere, at det samme har gjort sig gældende med dette forår.

Starten af foråret plejer at være den sidste intensive periode, hvor jeg træningsmæssigt bygger det sidste på til sæsonens mål. En periode hvor jeg plejer at se frem til at få nummer på ryggen og give den én over nakken i håb om at nå det givne mål.

Sådan har det så åbenlyst IKKE været i år, og uden et klar mål at sigte efter, kan man let miste orienteringen en smule…

Mental balance i en coronatid

I mangel på et klart mål at træne efter, samt store usikkerheder i vores børns liv, hvor Magnus blev sendt hjem fra efterskole og fra sit træningsmiljø på Vejle Idrætsefterskoles cykellinje,  og hvor Frejas studentereksaminer pludselig hang i en tynd tråd, har min træning i dette forår egentlig mest drejet sig om, at jeg kunne holde den mentale balance som mor og som cykelmoster.

For både Magnus og jeg var realiteterne, at vi kunne skyde en hvid pil efter hver vores sæsonmål, og den hårde strukturerede træning måtte i en periode erstattes af glæden ved bare at komme ud at rulle.

På de helt tunge dage måtte de skrappe midler i brug i form af kaffe og ”Pivefjæs-brungsviger” eller måske endda ”romkugle-kyllinger” for at have noget at køre efter, og for at  holde humøret højt undervejs.

Lange eller knap så lange ture, med en god snak om tingenes tilstand og fokus på at nyde turen.

Sigtekornet måtte flyttes fra præstation til oplevelse for en tid. Og når nu det ikke kunne være anderledes, havde det nu også sine kvaliteter.

Vi har haft nogle rigtig skønne ture sammen, hvor hyggen og glæden  ved at køre ud sammen bare var fint nok i sig selv.

Oven i min cykelmæssige mathed, usikkerheden i mine børns afslutning af hhv. efterskole og gymnasium, var opstarten på mit job i ”Coronaskolen” med små elever på rækker med to meters afstand, sprit og håndvask i lange baner ved at vælte mig af pinden, og stressbarometeret steg lige lovligt højt.

Jeg måtte en kort periode melde pas, trække en kortvarig deltidssygemelding og arbejde målrettet med at finde balancen igen.

Det blev med cyklen som redningsplanke.

Morning gravel - tæt på naturen og den indre ro

På min gravelcykel på tur gennem skoven og langs vandet i de helt tidlige morgentimer, som er så ufattelig smukke og energigivende, lykkedes det mig heldigvis forholdsvis hurtigt at få bugt med stresssymptomerne, finde retningen og få ro på krop og sjæl igen.

HOLD NU OP! - Hvor der det bare MEGA fedt at køre ud, når morgenduggen endnu ikke er lettet og luften er frisk og fuld at lys og liv. Jeg er fuldstændig pjattet med det, og  jeg står stadigvæk gerne meget tidligt op søndag morgen, for den oplevelse.

Med min Pronghorn  gravel har der virkelig åbnet sig en ny dimension af mit cykelliv, som jeg helt sikkert kommer til at gøre meget mere ved. Faktisk har min mand nu også solgt sin mountainbike og investeret i en gravel, og vi har mange planer om at tage på naturture i løbet af sommeren, som vi jo alligevel skal tilbringe her i Danmark.

Og hva’ så nu?

Som det  ser ud i skrivende stund, har jeg fortsat ikke de store mål for resten af denne sæson. Jeg har valgt at tage tingene som de kommer, og først og fremmest nyde mine ture på cyklen uanset terræn, underlag og intensitet.

På landevejen har jeg dog meldt mig til Fyen Rundt i Middelfart til august, for lige at få nummer på ryggen en enkelt gang, og for måske at finde et ekstra gear rent træningsmæssigt hen over sommeren. Umiddelbart er min formbase forholdsvis OK, jeg har trænet 3800 km siden nytår, men jeg kan helt sikkert godt finde et gear mere på tempo og på bakkerne.

I forhold til at komme i naturen på de brede futter, har min mand og jeg en tur i ærmet i løbet af sommeren, og uden at afsløre for meget, skal vi ud i det blå med både telt og cykler på bilen… mere om det til august.

Rigtig god sommer og GOOD VIBES ONLY fra cykelmosteren.