I kalenderen melder foråret i den grad sit komme, og dermed ville det egentlig være tid til at samle op, gøre status på - og ikke mindst høste frugterne af - vinterens træning. Men denne vinter har på mange måder ikke lignet nogen af de andre vintre i mit cykelmosterliv.

Helt indledningsvis vil jeg gerne sige, at jeg både i tankerne og på papiret er startet på det her indlæg rigtig mange gange.

For hvad skal man lige tænke eller skrive nu, hvor vi gang på gang samler underkæben op fra lårene, når Søren og Mette toner frem på skærmen og med ret alvorlige miner lukker Danmark mere og mere ned?

SOM I VIRKELIGHEDEN LUKKER DANMARK NED!

I disse dage, hvor vi endnu afventer konsekvenserne af COVID-19’s hærgen i Danmark, og resten af verden for den sags skyld, og hvor det føles lidt som om vi kollektivt holder vejret, har mit ellers nok så ukuelige cykelmostermotto GOOD VIBES ONLY lidt en midlertidig knock out.

Lige nu kan jeg simpelthen ikke skrive GOOD VIBES ONLY som vigtigste # på mine ture…

Uagtet, hvor glad jeg stadig er for at komme på cyklen, og uagtet at mine ture helt sikkert er en vigtig ingrediens i min mentale og fysiske sundhed, så synes jeg bare ikke, at et lidt “jubeloptimistisk” budskab er på sin plads lige nu.

Bekymringsrynken har gjort sit indtog - også på mine cykelture, og pt. er det et langt vigtigere budskab at sprede.

Den årvågne følger af mine opslag på de sociale medier har måske noteret sig,  at GOOD VIBES ONLY lige nu er erstattet af RIDE SOLO og FLATTEN THE CURVE!

For det er der vi er, det er NU det gælder! FÆRDIG! Den er bare ikke længere.

I samme åndedrag føles tanker om personlige mål og udfordringer, der sætter point ind på selvrealiseringskontoen også pænt irrelevante lige nu.

Det betyder ikke, at jeg ikke havde glædet mig som et lille barn til jul, til at komme til Belgien og køre på de legendariske stigninger i Flandern lørdag d. 4/4 i godt selskab med min “cykelpartner in crime” Lene og Belgian Cycling Club.

Og så i øvrigt toppe den med at se profferne gøre os kunsten efter om søndagen. MEN lige nu, og indtil der er mere styr på verden igen, er det bare ikke ret vigtigt. Det håber jeg det bliver igen, og så skal jeg nok blive klar!

Vinter 19/20 - den korte version

Når det så er sagt, er den træning jeg har præsteret vinteren igennem heldigvis ikke spildt.

Selvom jeg ikke kommer af sted sammen med Lene til Belgien som planlagt, har jeg stadig gjort min krop en tjeneste ved at holde den i gang og ved lige, og med en forholdsvis lang tur med skrappe brostensstigninger som sigtepunkt tidligt på sæsonen, har jeg kørt mere udendørs i denne vinter end nogen sinde før, og det har egentlig været ret skønt.

Jeg har helt sikkert flyttet mine grænser for, hvor dårligt vejr jeg gider køre ud i, og jeg har kørt min første landevejstur en tidlig morgen i bælgmørke sammen med min knægt - og det kunne sørme også lade sig gøre.

At køre ind i solopgangen sammen med ham, kan nu også noget.

Alle detaljerne om vinterens strabadser, og de overvejelser og erfaringer jeg har gjort mig, får I en anden god gang, men kilometermæssigt er det blevet til omkring 3300 km fra oktober til nu, fortrinsvis udendørs, en del spinning, noget yoga og alt for lidt styrketræning.

I starten af perioden meget struktureret, senere mere efter humør og knægtens program.

Nu må de små ting tælle

Som I sikkert har luret, kører min træning ikke pt. i det høje præstationsgear. Jeg træner efter anbefalingerne moderat, alene eller sammen med mand eller børn fra egen husstand.

Mit fokus er nu at holde mig sund og rask, samt af få ladet de mentale batterier op.

Jeg er ikke udpræget god til at håndtere uvisheden i denne tid, og der er dage, hvor jeg mest har lyst til at trække dynen over hovedet og blive der.

De dage kommer det mig helt sikkert til gode, at jeg er vant til at komme af sted på cyklen uden at forhandle for meget med mig selv, for jeg er også kommet af sted på nogle af dén type dage.

På de ture har jeg udelukkende fokus på at nyde turen - og naturen, komme ud hvor havet stadig er havet, stranden stadig er stranden og hvor himlen stadig er blå. De steder er heldigvis ikke svære at finde her i “Vandkantsdanmark” hvor jeg bor.

Hvor langt jeg når, eller hvor hurtigt det er gået er helt underordnet i den sammenhæng.

Nu må vi ALLE gøre os umage med ikke at sprede smitten og håbe det bedste!

Vi ses på den anden side!

Læs også de andre Good Vibes Only beretninger