Motionsfeltet.dk tester ny geargruppe fra Shimano i Uppsala – lynhurtigt og intuitivt gearskifte. Shimano løfter sløret for ny XTR M9250 Di2.
Di2-geargruppen bygger videre på generationer af Shimano’s mekaniske geargrupper og giver en naturlig, ergonomisk følelse allerede fra første tryk. Den nye Shimano RAPID ES-teknologi leverer lynhurtigt trådløst skifte og kan tilpasses præcist til rytterens præferencer, inklusive programmerbar tredje knap.
Shimano inviterede fornylig en lille gruppe medier til at afprøve det nye gearsystem før lanceringen – heriblandt Motionsfeltet.dk, repræsenteret af Bjarne Albrektsen. Testen foregik i de tekniske skove omkring Uppsala, hvor M9250 blev presset til det yderste.
“Her skifter man op og ned på to knapper, som passer perfekt i størrelsen til din tommelfinger. Et let tryk, og du skifter ét gear op eller ned – et lidt kraftigere tryk, og du skifter to. Det er virkelig genialt,” fortæller Bjarne.

“Du kan lynhurtigt komme to eller fire gear ned, hvis du skal accelerere voldsomt ned ad bakke – du trykker bare hårdt to gange hurtigt efter hinanden. Det samme gælder ved en pludselig stigning – du har lynhurtigt fundet det rette tandhjul.”

Gearskiftet fungerer præcist og øjeblikkeligt – selv under maksimal belastning, fx når man står op i pedalerne.
BLIV MEDLEM AF MOTIONSFELTET.DK FOR KUN 16,58 KR PER MÅNED
“Selve gearskiftet er let, hurtigt og præcist – også selvom du står op i pedalerne og der er max tryk på drivlinjen. En sand fornøjelse.”

Trådløs teknologi med robusthed i centrum
XTR M9250 er den første fuldt trådløse mountainbikegruppe fra Shimano. Det betyder færre ledninger, lettere opsætning og en mere ren cockpit-oplevelse. Shimano’s nye SHADOW ES-design beskytter bagskifteren bedre mod stød og slag, og med automatisk impact recovery vender bagskifteren automatisk tilbage til sin oprindelige position efter et slag.
Den nye BT-DN320 batterienhed er integreret i bagskifteren og kan nemt fjernes for opladning. Med en kapacitet på 310 mAh giver den masser af rækkevidde og stabil strømforsyning.
For E-MTB-ryttere lanceres også en kablet udgave (RD-M9260) med funktioner som AUTO SHIFT og FREE SHIFT, der muliggør automatisk gearskifte både under og uden pedalering.

Ergonomi og tilpasning – din cykel, dit setup
Den nye SW-M9250IR skifter har flere tilpasningsmuligheder end nogensinde. Med Shimano’s RAPID ES-teknologi får du et velkendt, taktilt klik – men nu med mulighed for at programmere knapperne til forskellige funktioner via E-TUBE-appen.

Hvad er et “taktilt” klik?
Når du trykker på skifterknappen, får du en lille fysisk “klik”-fornemmelse, som giver dig en sikkerhed for, at gearskiftet er registreret.
Det kræver ikke et hårdt tryk, men det føles tydeligt – også med handsker på og uden at du behøver kigge.
Det minder om følelsen i mekaniske skiftere, og det er med til at give kontrol og præcision, især på ujævnt underlag.

Formålet er at skabe en intuitiv og pålidelig oplevelse, så rytteren aldrig er i tvivl om, hvorvidt et gearskifte er aktiveret – uden at skulle flytte hånden, se ned eller gætte sig frem.
Du kan også justere skifterens position i flere retninger, så den passer perfekt til din kørestil og håndposition – en detalje, der virkelig gør forskel, når ruten kræver fuld fokus.
Bremser med balance mellem kraft og finesse
Shimano har redesignet deres bremsegreb med ERGO FLOW, som følger fingerens naturlige bevægelse og giver bedre vægtfordeling. En ny type lav-viskositets mineralolie sikrer mere jævn respons – uanset temperatur.

Bjarne Albrektsen var særligt imponeret over bremseydelsen:
“En virkelig imponerende bremsekraft, som er meget nem at dosere – både på fast undergrund og i løst sand eller grus på singletracks. En pegefinger er alt, der behøves for at bremse, selv på stejle nedkørsler – og med en følelse af at have fuld kontrol hele tiden.”
Nye stive hjul og hurtig respons – og ingen nåde i testen
Shimano tilbyder lette og stærke carbonhjul til både XC og Enduro. Hjulene er designet til at være både stive, modstandsdygtige og med lav rullemodstand – med 3,5° engagement og forbedret tætning i navene.
De nye XTR-hjul benytter Shimano’s letteste og stærkeste carbonfælge til dato. XC-hjulene (WH-M9200) bruger titaniumseger og har hooked 29.6 mm fælge, mens Enduro-udgaven (WH-M9220) har kraftigere hookless 30 mm fælge med J-bend rustfrie ståleger og konventionelle nav for lettere service.
“På denne tur fik hjulsættet virkelig nogle tæsk – det blev ikke skånet på nogen måde,” fortæller Bjarne om testen.
“Ud over drop og ned over forskellige rockgardens og nedkørsler med store rødder i høj hastighed – som vi ville sige der, hvor jeg kommer fra: ‘fuld smadder’. Der var ingen slinger i valsen – et meget stift og let hjulsæt, som hurtigt kom op i fart ved acceleration.”









Shimano sætter barren højt igen
Shimano XTR M9250 Di2 markerer et vigtigt skridt i udviklingen af elektronisk mountainbike-udstyr. Den trådløse platform er ikke bare en smart feature – den gør en reel forskel i praktisk kørsel. Og som vores test viser: Det fungerer, også når du kører hårdt.
“En sand fornøjelse at køre med – præcision, kontrol og følelse forenes i ét samlet system,” afrunder Bjarne efter testen i Uppsala.
Med fokus på tre kerneværdier, Robusthed, Intuition og Konsistens, leverer XTR M9250 ikke bare præstationer, men også tryghed for rytteren. Hver komponent er designet til at yde maksimalt, uanset om du kører World Cup XC eller Enduro i vildt terræn, påpeger Shimano.
BLIV MEDLEM AF MOTIONSFELTET.DK FOR KUN 16,58 KR PER MÅNED
Se det store galleri af den nye XTR-geargruppe


















































TIP: Meld dig gratis ind i Motionsfeltet.dk’s Strava-klub og mød vores andre brugere!