Hobro åbner Danmarks eneste udendørs cykelbane

Danmark har fået en ny udendørs cykelbane, efter at “Alt på hjul”-anlægget er åbnet i Hobro. Til juni fyldes banen med motionister til Danmarks største motionscykelløb, inden PostNord Danmark Rundt kommer forbi til august.

Af Jesper Johannesen – Motionsfeltet.dk

Knap har sorgen over nedlæggelsen af Aarhus Cyklebane lagt sig, før cykelentusiaster i Danmark nu kan glæde sig på ny. Med indvielsen af “Alt på hjul”-anlægget i Hobro har Jylland igen fået en cykelbane. Banen er en udendørs betonbane og er nu den eneste af sin slags i Danmark efter Aarhus Cyklebane er lukket.

Den er en del af anlægget Alt på hjul, som ligger ved Rosendal Idrætsforum i Hobro og indeholder både cykelbane, pumptrackbane, MTB-spor og skaterbane. Området er åbent for lokalområdet og cykelmotionister fra hele landet.

Henning Sørensen er tidligere formand i Hobro Cykleklub og idémanden til projektet, der har været undervejs i ni år.

”Jeg er enormt glad ved, at det er lykkes. Det er et stort projekt at gå i gang med på frivillig basis, og det er en stor opgave at finde pengene til det. Vi har været en styregruppe på fire, som har arbejdet med det i ni år,” siger han.

“De spørger hver gang”

Der er stadig to timer, til træningen i Hobro Cykleklub starter, da 9-årige Viggo ruller ind på cykelbanen. Han kan ikke vente med at komme afsted.

”Det er sjovt. Der er de store ramper, man kan køre op ad, og man kan få god fart på nedad. Og der er ingen biler,” siger han.

I Hobro Cykleklub har de allerede glæde af banen, som kun har været åben i to uger. Inde på banen kan de nemmere holde styr på børnene, de slipper for at køre i trafikken, og det er nemt at lave øvelser, som er sjove for alle på tværs af alder og niveau, fortæller to af trænerne.

”De spørger hver gang, hvornår vi skal på banen. De vil faktisk helst herover, fordi der er mere leg,” siger Thomas Wetter, inden Morten Larsen tilføjer:

”For to år siden var der to-tre børn i klubben. Nu er vi på en 15-16 stykker. Området tiltrækker, og vi har børn, som kommer 20 kilometer herfra og troligt møder op hver gang.”

Tusindvis af cyklister kommer forbi

Cykelbanen fyldes snart med både motionister og med nogle af verdens bedste cykelryttere. Danmarks største motionscykelløb DGI Hærvejsløbet med i alt 7.000 deltagere kommer forbi den 28. juni, inden 5. etape af PostNord Danmark Rundt starter på selve banen den 16. august.

Til DGI Hærvejsløbet får omkring 1.200 cyklister fra ruterne med start i Aalborg og Rebild mulighed for at cykle en runde på banen og gå i depot lige i midten.

Løbsleder Magnus Korsgaard Nielsen er imponeret over projektet og glæder sig over samarbejdet med Hobro Cykleklub og Mariagerfjord Kommune, der sikrer deltagerne en unik oplevelse.

”Henning er ophavsmanden til projektet, men hans passion har spredt sig. Fra at få den gode idé til at samle så mange mennesker og lokale aktører, der kan finde pengene og lykkes med det. Det er så imponerende og inspirerende. Her har foreningslivet virkelig gode betingelser for at blomstre,” siger han.

”Deltagerne i DGI Hærvejsløbet får lov at komme ind og opleve dette mesterstykke af et cykelanlæg. Så er der depot inde på midten, hvor man kan parkere cyklen, få lidt at spise, en god snak og tænke over, om det er her, den næste træningstur skal gå til.”

Oplever stor interesse

Alt på hjul er fuldt finansieret, og hele anlægget er åbent og gratis at benytte for alle, og man oplever allerede stor interesse fra andre klubber og ryttere, der vil komme på besøg.

”Mange af børnenes venner i andre cykelklubber spørger, hvornår de kan komme på besøg, og det er planen at invitere de andre klubber i nærområdet, så vi kan lave noget sammen. Hvis banen kan give noget sammenhold og venner på tværs, er det fantastisk,” siger Morten Larsen.

Danmark har stolte traditioner inden for banecykling med blandt andet 6-dagesløb, par nummer syv og utallige OL- og VM-medaljer. Banen i Hobro er 250 meter lang og lever op til internationale standarder, så den kan bruges til træning og konkurrencer af f.eks. det danske banelandshold.

”Vi har ikke lagt os fast på, hvor meget banen skal bruges nationalt. Men jeg kan allerede høre nu, at mange på landsplan spørger ind til mulighederne, så der skal nok komme nogle store navne forbi,” siger Henning Sørensen.

Fakta: Den nye cykelbane i Hobro

Cykelbanen er en del af anlægget Alt på hjul, som ligger i forbindelse med Rosendal Idrætsforum i udkanten af Hobro.

Det er en kæmpe cykelpark på 80.000 kvadratmeter, som indeholder cykelbane, en asfaltbelagt pumptrackbane, MTB-spor og skaterbane. Området er åbent, oplyst og gratis for alle at benytte.

Cykelbanen fyldes med cykelmotionister til DGI Hærvejsløbet den 28. juni, inden PostNord Danmark Rundt også kommer forbi med starten på 5. etape den 16. august inde på selve cykelbanen.

Alt på hjul har kostet knap 30 mio. kr. og er bl.a. finansieret af Mariagerfjord Kommune, Lokale og Anlægsfonden og lokale bidragsydere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *