Gravelcykling handler om frihed. Om at tage den lille sti, finde grusveje ingen kender og opleve naturen på en ny måde. Men den frihed udfordrer også grænser – bogstaveligt talt.
Af: Jesper Johannesen, Motionsfeltet.dk.
For hvad gør man, når man som gravelrytter kører ad en vej, der viser sig at være privat? Når man passerer et “Adgang forbudt”-skilt uden at have set det i farten? Eller når en vred lodsejer pludselig står i vejkanten og peger ned i gruset og siger: “Det her er min vej.”
“Min yndlingstur går ad en privat vej, hvor biler er forbudt, men cyklister tolereres. Jeg er altid lidt nervøs for, at en vred lodsejer en dag beder mig om at forsvinde,” skriver en bruger på Reddit.
Gravelcyklingens vilde charme støder af og til sammen med virkeligheden: ejendomsret, dyrehold, landbrug og beboere, der ikke nødvendigvis synes. det er fantastisk, når folk i lycra ruller gennem gårdspladsen eller baghaven.
DGI og Danmarks Cykle Union har derfor lanceret en kampagne for god kørselskultur på gravelcyklen. Den bygger på tre enkle principper: vis hensyn, respektér adgang og del fællesskabet.
For som gravelrytter er du ikke kun en motionist. Du er også en repræsentant for sporten – og dit hjulspor sætter aftryk, både fysisk og mentalt.
Motionsfelet.dk har lavet 10 råd til god stil på gravelcyklen
1. Respektér adgangsreglerne
Ikke alle veje er åbne for cykling. Tjek din rute og respekter skiltning og ejendomsret.
2. Vis hensyn – også når du ikke møder nogen
Bare fordi du er alene på vejen, betyder det ikke, du er uden ansvar. Skov og land er arbejdsplads for andre.
3. Hold afstand og overhal pænt
Brug klokke eller stemme og overhal med god margin. Især når du møder gående, børn eller dyr.
4. Lad ikke emballage følge vinden
En tom gel i grøften er ikke gravelånd. Affald hører hjemme i din lomme.
5. Vær stille gennem landsbyer og gårde
Ingen har lyst til at blive vækket søndag morgen af bremser og klikpedaler.
6. Undgå mudderkørsel
Hvis det er for vådt, så vend om. Du sparer både dig selv og naturen for unødigt slid.
7. Respektér dyreliv og yngleområder
Gravelcykling foregår ofte i følsomme områder. Hold dig til veje – ikke markskel eller vildtstier.
8. Bliv ikke en andens problem
Vær selvforsynende. Ingen gider hente dig ud af en grusmark, fordi du ikke havde en ekstra slange, energi eller dunke nok med.
9. Del viden – ikke konflikter
Er du i tvivl om en vej er privat? Spørg. Hjælp nye gravelryttere med at forstå spillereglerne.
10. Vær den, andre ser op til – ikke den, der får portene lukket
God stil smitter. Dårlig opførsel lukker spor. Dit valg.
Er gravel blevet for frit?
Gravel handler om eventyr, men hvad sker der, hvis vi som ryttere mister jordforbindelsen? Hvis vi forveksler frihed med ligegyldighed?
Cykelmiljøet vokser og med det følger ansvar. Hvis vi vil have adgang til grusvejene i morgen, skal vi opføre os ordentligt i dag.
Så: Skal vi gravelryttere tage os mere sammen?
Debatten er åben. Kommentér, del – og husk god stil, næste gang du rammer gruset.