Ved at bruge vores tjenester accepterer du samtidig vores brug af cookies.OKLÆS MERE OM COOKIES »

29.07.2015 @ 14:00

Løbsberetning: Seks dage - 300 kilometer - 10.000 meter op - 18.000 meter ned. Terræn, ekstremt teknisk og varrieret.

Tilbage i 2011 da jeg, (Mette Marie Kronborg), stadig kørte XC løb for fuld skrue, faldt jeg over nogle videoer fra et løb et sted i Frankrig. Jeg var ikke helt sikker på, hvad løbet gik ud på, men jeg var ikke i tvivl om, at det var noget af det smukkeste og mest fantastiske mountainbike terræn jeg nogensinde havde set! Løbet var Mavic Trans Provence (TP), som er et seksdages enduro MTB etapeløb, fra de højeste alper i Provence til Middelhavet.

 

Enduroformatet er et løbsformat, som I en årrække har været gået i glemmebogen, men som nu for alvor har fået en rival og der findes nu et hav af enduro løb i hele verden. Formatet bygger på det jeg vil kalde ”the spirit of mountainbike” hvor du stille og roligt pedallerer op ad et bjerg, sammen med vennerne for sammen at nå de ultimativt fedeste spor! Der bliver kun taget tid på de tekniske nedkørsler - som kaldes ”Special stages”. Typisk køres der tre til fem special stages på en dag og tiderne herfra lægges sammen til dit samlede resultat. Disciplinen er, som sagt, blevet rigtig stor og der findes efterhånden en del fuldtids professionelle enduroryttere samt en verdens cup; ”Enduro world series” 

 

Foto: Santa Cruz Bicycles/Gary Perkin.

 

Dag 0: Ankomst til Camp Zero, Embrun

Jeg selv og min gode ven, Mads, som også havde fået en plads til løbet, havde været så heldige at få mulighed for at ankomme allerede om aftenen. Min luksuriøse bolig under TP 2015 - mit lille blå telt, som det skulle vise sig, at jeg kom til at holde ret meget af! Til TP bor alle i telt og ingen har hjælpere med. Det er nok også i høj grad det, som er med til at skabe den fede fællesskabsfølelse ugen igennem.

 

 

Ved morgenbordet denne første morgen var der allerede en summen af folk der snakkede om spor, cykler, oplevelser osv. Og det var tydeligt at mange kendte hinanden på forhånd og en del havde kørt løbet før. Mads og jeg var de eneste danskere til TP 2015 og jeg kendte ikke nogen udover ham på forhånd, så det var bare med at kaste sig ud i det og få snakket med en masse nye mennesker.

 

Efter morgenmaden var der indskrivning og udlevering af numre. Det var en lidt speciel følelse at få udleveret mit nummer med eget navn og nummeret otte og få det sat på cyklen - det havde jeg efterhånden drømt om i en del år! Derefter trillede vi ud på den lille prolog eller ”fun ride” som ikke tæller med i det samlede resultat. Nu har jeg kørt i området før, så jeg kender godt til de - hvad der føles som - uendeligt mange switch backs (meget snævre 180 graders sving ned ad bjergsiden), men jeg blev da lige endnu engang mindet om, at det ikke er det, vi har de bedste muligheder for at træne her i DK! Jeg havde også ugens første, faktisk et af de værste styrt, rundt i en af de snævre switch backs, hvor jeg røg over styret og begge håndled fik et ordenligt slag. Det var en øjenåbner og første gang jeg måtte have et alvorsord med mig selv: ”Mette, det er en lang uge, du skal holde hele vejen igennem og du skal nyde det og pakke dit ”Race mode” langt væk!”. 

 

Om aftenen var der treretters menu, vin på bordet og en rigtig hyggelig, men også en lidt spændt, stemning. Ash, som er manden bag TP, holdt en briefing og ridsede kort de vigtigste punkter fra det ti sider lange regelsæt op. Derefter fortalte han os lidt om, hvad der ventede os på førstedagen. Det jeg bed mærke i var ”probably the longest hike of the week…” Ash er både berømt og berygtet for at sende folk ud på lange vandreturer i ufremkommeligt terræn med cyklen på nakken.

 

Om aftenen pakkede jeg for første gang rygsækken med alt det jeg skulle have med på førstedagen. Meget usikker på, om jeg nu havde nok med af det ene og det andet og endnu mere usikker på, hvordan jeg skulle få slæbt den ti kilo tunge rygsæk op ad bjerget uden at få alt for ondt et vist sted…

 

Dag 1: Embrun til Barcelonette

 

Distance: 36 kilometer

D+: 1574 (opstigning)

D-:2292 (nedstigning)

 

Første dag! Kun 36 kilometer og 1500 højdemeter - det kan enhver da klare at køre på en MTB…

Dagen startede med et shuttle, hvilket vil sige at vi blev kørt op ad første stigning. Alle dage indeholder et eller to shuttles. Grunden til det, er absolut ikke for at gøre det lettere, for hverken deltagere eller arrangører, men for at det samlede antal højdemeter man kører ned bliver større da det jo er det, der konkurreres på. Der køres to ”shuttle waves” og jeg var i andet wave. Det vil sige, at os i wave to kommer afsted halvanden time senere end dem i wave et. I wave to er alle pro-rytterne og så fyldes der ellers op med de knap så heldige amatører, som jo altså enten skal hænge på pro’erne eller acceptere at de er hjemme halvanden til to timer efter de fleste andre… 

 

Efter at være kommet på cyklerne lagde vi ud med en overkommelig stigning og derefer stage nul, som var en slags test ride, hvor tidtagningssystemet lige kunne testes og vi kunne få ro på nerverne. Man kører med en chip som sidder fast i rygsækken og i starten af hver stage hjælper deltagere hinanden med at få læst chippen. I bunden står der så en fra ”Mountain staff” klar til at læse din chip.

 

Efter stage nul var der lunch stop, hvor der er noget let fokost, en masse snacks, vand, kaffe og værkstedservice. Jeg var blandt de sidste som ankom til lunch stop og jeg kørte ret hurtigt videre, da jeg vidste vi havde en cirka 1000 højdemeters stigning forude. De første cirka 400 højdemeter var på grus og sti i et helt fantastisk alpelandskab, hvor man havde følelsen af at komme længere og længere væk fra civilisationen. Derefter blev det mere og mere ufremkommeligt og vi måtte skiftevis trække med cyklen og havde den på nakken. Selvom jeg har nogle Mavic sko som er designet til enduro og derfor mere bløde og OK at gå i, kom der ret hurtigt vabler på mine hæle… av av! ”Probably the longest hike of the week” varede cirka tre timer på en løs stejl sti op ad et bjerg med cyklen på nakken - og hvorfor var det lige jeg havde meldt mig til det her?? Det var i hvert fald ikke på grund af den sværm af fluer, der sad som et ekstra sort summende lag på hjelmen og konstant fløj ind i hjelmen, øjnene, munden og ALLE steder.

 

Så kom jeg i tanke om at det var fordi jeg var på vej op ad et bjerg i et fuldstændigt øde alpelandskab, jeg kunne se fantastiske klippeformationer, sneklædte toppe og blomsterenge, som var ”The sound of music” værdig.

 

Vi klarede det og vi nåede toppen! En smal bjergkam, hvor det gik lige så stejlt ned på den anden side og en udsigt som fik én til at miste pusten!  

 

 

 

Så var det tid til første rigtige stage! Jeg havde egentlig forventet, at jeg ville have haft sommerfulge i maven inden chippen skulle bippes og tiden for alvor begyndte at gælde. Men efter hvad der føltes som en lang rejse op til første stage, virkede konkurrenceelementet lige pludselig ret ligegyldigt.

 

Jeg glædede mig bare til at komme på cyklen og få lidt fart på! Det skulle dog også vise sig, at første stage stort se bare var ren overlevelse og bestod af snævre switch backs med store løse sten ned af en stejl bjergside. Puha! Jeg kom fint ned over, men kørte meget konservativt.

 

2. stage var noget skuffende og derefter… mere hike! Nok også et af ugens mest sindssyge hikes! Vi gik på en løs bjergside, hvor sporet flere steder var helt væk og der var vel omkring 150 meter fald til den ene side, hvis man skulle være så uheldig at snuble. Men så begyndte det også at ligne noget, af det jeg forelskede mig i, da jeg i sin tid faldt over videoerne fra løbet! Stage tre og fire var vildt fede! Det er sjovt, som man pludselig har glemt alle dagens strabadser efter at have kørt et fedt spor! 

 

Dag 2: Barcelonette til Villars-Colmars

 

Distance: 45 kilometer

D+: 1660

D-: 2716

 

Da jeg vågnede på andendagen var jeg selvsagt noget træt fra førstedagens ekstremt krævende hike. Men jeg glædede mig også til at komme på cyklen!

 

Dagen startede i 2300 meters højde i et fantastisk smukt alpelandskab! Og vi kørte et traverserende stykke spor på en smal hylde som steg let. Jeg mærkede for første gang sådan rigtigt den fede fællesskabsfølelse der er til løbet. Den der følelse af, at alle er lidt trætte, men man kommer stille og roligt i gang, pedallerer derop ad i samlet flok i stilhed, indtil en eller anden fortæller en joke, kommenterer udsigten eller kommer med et udbrud om, hvor fantastisk heldig man er at få lov at starte dagen på den her måde.

 

Efter lidt trækken med cyklen var vi oppe ved første stage. Dagen bød på fire virkelig fede special stages og to hårde, varme opkørsler. Jeg havde en rigtig god dag og jeg var hjemme i lejren i forholdsvist god tid til at få pakket soveposen ud, vasket cyklen og mig selv, pakket tasken til næste dag og endda få en øl sammen med de andre inden aftenmaden.

 

 

Dag 3: Villars-Colamars til Valberg

 

Distance: 51 kilometer                                   

D+: 1921

D-: 3209

 

Dag tre viste sig, at blive den man vist godt kan kalde for ”Kongeetapen”. Jeg havde dagen inden bedt om, at komme i shuttle wave to da jeg de foregående dage havde savnet lidt mere tid til at cruise op ad bakkerne, stoppe og tage billeder og bare nyde det fuldt ud. Da der var en, som var udgået, var jeg så heldig, at få en plads i wave et. Det betød så, at jeg skulle en time tidligere op, men til gengæld havde en time mere at gøre godt med i løbet af dagen.

 

Alle dage til TP starter tidligt og denne dag var ingen undtagelse, så klokken syv var der afgang for wave et og vi blev kørt op til cirka 2100 meters højde. Igen startede vi i et smukt smukt alpelandskab, med blomsterenge og snoet singletrack så langt øjet rakte. Første stage bestod af en meget stejl nedkørsel i tæt skov med snævre switch backs - tricky! Derefter ventede en næsten 1000 højdemeters stigning. Det første kunne køres, men så blev det temmelig ufremkommeligt og vi hikede med cyklen på nakken på klipper, hvor der ikke var noget der mindede om hverken et spor eller en sti.

 

 

 

I kender sikkert godt den der følelse af, at man når toppen liiige om lidt. Første gang jeg tænkte det på den opstigning, var cirka to timer før vi rent faktisk nåede toppen og derimellem nåede jeg at tænke det ret mange gange!

 

Igen viste den hårde opstigning sig at blive belønnet. Stage to denne dag, ”Narrow wide”, er det bedste spor jeg til dato har kørt! 1000 højdemeter ned på ekstremt afvekslende underlag - alt fra flowspor i skovbund til switch backs på klippeunderlag til stenet, løst underlag i skov, afsluttende med store, rollercoaster switch backs! YES!

 

Dag tre endte med at blive lang - rigtig lang! Vi var ude lige over 12 timer og altså derfor sent tilbage i lejren! Men som alle andre dage var stemningen høj og der blev fortalt røverhistorier fra dagens tur til aftensmaden over et (eller flere…) glas rødvin. 

 

Dag 4: Valberg til Valdeblore

 

Distance: 34 kilometer

D+: 867

D-: 2902

 

4. dagen så på papiret ud til, at blive en af de lettere dage - på papiret… efterfølgende gav nogle af deltagerne dagen tilnavnet ”Wicked Wednesday”, hvilket viste sig at skulle blive ret rammende!

 

Hver morgen gav Ash en briefing om dagens rute. Denne dag lagde han ekstra stor vægt på, at vi skulle tænke os godt om da vi kom til at køre i et meget øde område, hvor det kun var muligt at komme til og fra på cykel eller med helikopter. For at tilføre lidt ekstra spænding, ville det også blive nogle af ugens sværeste special stages.

 

Modsat de andre dage cyklede vi fra lejren og vi nød turen op ad den jævne stigning, hvor der kunne pedalleres hele vejen op. Og så gik det ellers løs! Dagens stages var, som Ash ganske rigtigt havde sagt, rigtige svære! Det hele var på løst underlag, en del af det temmelig stejlt og med switch backs og store drops.

 

Det, som klart gjorde dagen mest udfordrende, var at sporet rigtig mange steder var eksponeret. Det vil sige, at man flere steder kørte på en smal hylde med frit fald eller stejl bjergside til den ene side. Noget som generelt kendetegner sporene i de franske alper. Et øjebliks uopmærksomhed og et dumt styrt kan få fatale konsekvenser på sådanne spor.

 

Foto: Santa Cruz Bicycles/Gary Perkin.

 

Efter stage tre mødte jeg tre af pro-damerne, hvor den ene var styrtet på en af de omtalte eksponerede stages og røget ned af skrænten! Hun var OK, men rystet. Heldigvis havde en af de andre ryttere set hende og fik hende op på sporet igen. Der hersker en fed fællesskabsånd til løbet. Selvom folk går op i konkurrencen og der endda er 15-20 ryttere med til løbet, som lever af at køre enduroløb, så er alle lige, når vi befinder os på bjerget. Har nogen brug for hjælp, så hjælper man - uanset hvad man hedder eller om uret tikker.

 

Da jeg kom ned til dagens feedstation efter tredje stage gik det op for mig, hvor mange der egentlig var kommet til skade i løbet af dagen. Der var både hjernerystelser, brækkede ribben og en med en flænge i benet som skulle syes. Det var også på fjerde dagen, at yderligere to damer udgik og vi nu var seks damer tilbage ud af ni (en udgik efter anden dagen). Heldigvis var ingen kommet alvorligt til skade og der var kun én, som udgik - resten fortsatte ugen ud på trods af deres skader!

 

Da vi kom i mål og ventede på at blive shuttlet til campen, var der en temmelig lettet og lidt løssluppen stemning. Der blev drukket en del øl på den lille bar, hvor vi ventede - faktisk så mange, at de løb tør og nogen endte med at købe en flaske fransk brændevin. Endnu et charmerende træk ved enduro disciplinen er, at man altid mødes på baren efter dagen er omme.

 

Dag 5: Valdeblore til Sospel.

 

Distance: 63 kilometer

D+: 1381

D-: 4031

 

Så kom dagen, hvor vi ville ende i Sospel og den havde jeg set frem til. Vi har de sidste tre forår tilbragt nogle uger i Sospel og jeg er helt forelsket i byen og ikke mindst sporene i området!

 

Igen kørte vi på cykel fra lejren og vi kunne se frem til en dag, hvor vi fik lov at køre flest højdemeter ned. Netop derfor og fordi sporene bliver mere og mere tekniske efterhånden, som man nærmer sig kysten, havde jeg forberedt mig på en rigtig hård dag.

 

Terrænet skiftede også denne dag for alvor fra alpeterræn til middelhavsterræn. Det vil sige, at det i højere grad bliver løst, støvet og mere stenet, hvor sporene først på ugen havde båret mere præg af en del skovbund, flow og masser af switch backs. Det er dog meget generaliserende, da et kendetegn ved området netop er, at man kører i ekstremt varierende terræn og på så mange forskellige typer underlag, at et optimalt dækvalg er totalt utopi.

 

 

 

Helt uventet, havde jeg min suverænt bedste dag. Jeg begyndte for alvor at føle mig godt tilpas i det stenede og rough terræn, som nok også er der, jeg har min styrke. Og selvom vi kørte rigtig meget nedad, nød jeg hver en højdemeter og følte mig godt tilpas og afslappet på cyklen!

 

Dag 6: Sospel til Menton

 

Distance: 43 kilometer

D+: 1443

D-: 2257

 

Sidstedagen startede med shuttle, op til det berygtede ”Ze holy trail”, som jeg faktisk kørte da vi var på ferie i Sospel i foråret. Selvom sporet nok er, det sværeste jeg til dato har kørt, gik det faktisk ret godt første gang jeg kørte det. Men jeg skal love for det er noget andet med en krop, som har kørt cykelløb i seks dage, styrtet en del gange og et hoved som er TRÆT.

 

Resten af dagen kan vist også bedst beskrives som MEGET hård og UFATTELIGT varm. Blandt andet kørte vi en 1000 højdemeters stigning i cirka 40 grader i bagende middagssol. Men jeg var langt fra den eneste, som havde det hårdt og som glædede sig ufatteligt til at hoppe i Middelhavet. At vi flere gange på dagens tur have udsigt til det blå Middelhav holdt motivationen oppe og fik os igennem dagens fire svære og rough stages. 

 

Og pludselig så var vi der! I Menton, hvor målstregen er helt nede ved vandet. Vi var kommet igennem det meste af Provence, eventyret var slut og jeg var stolt, men faktisk også lidt trist over, at det nu var slut.

 

Ved mål blev vi mødt at utallige high fives, krammere, kolde øl og smil. Den første der kom og ønskede mig tillykke var Nico Lau, prof endurorytter og vinder af løbet. For selvom det er en af de mest profilerede enduroløb, så er det faktisk ret lige meget, om du er blevet nummer et eller nummer 59, når du hopper i bølgerne med en kold øl i hånden sammen med hele TP familien, som sammen er gået igennem en hård, men frem for alt, fed og episk uge!

 

Foto: Santa Cruz Bicycles/Gary Perkin.

 

Konkurrence eller ej - når man har et podiebillede med Tracey Moseley, så må man altså godt blære sig lidt med det! Fra venstre Mette Marie Kronborg (Team Slettestrand), Anka Martin (Juliana Bicycles), Tracey Moseley (Trek), Claire Buchar (Kovarik Racing) Kerstin Kögler (BMC))

 

Grejet

Jeg kørte på en Santa Cruz Nomad. En carboncykel med 160 milimeter vandring for og bag og med 650B hjul. Sådan som den var sat op til TP, vejede den lige omkring 13 kilo, hvilket er meget let for en cykel af den holdbarhed og med så meget vandring. De dæk jeg kørte med var WTB breakout, som vejer cirka et kilo per dæk. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med mit grej og jeg havde som en af de få ikke en eneste defekt eller punktering i løbet af ugen! Af beskyttelsesudstyr kørte jeg med en Bell Super 2R med aftagelig chinguard (hagebeskyttelse). Derudover kørte jeg med knæbeskyttere og albuebeskyttere.

 

Ash og Melissa, som står bag Trans Provence, har formået at skabe et unikt event, som lige netop handler om eventyret og om at bringe folk sammen, som alle brænder for den side af sporten. Noget af det der har gjort størst indtryk på mig, har været at køre sammen med en flok mennesker med vidt forskellige forudsætninger.

 

Foto: Santa Cruz Bicycles/Gary Perkin.

 

Nogle lever af at rejse rundt i verden, og køre enduroløb andre er familiefædre eller -mødre, som er på deres livs eventyr. Når vi var på bjerget, var der virkelig en stemning af, at vi alle var der af den samme årsag - at opleve eventyret! 

 

Løbets hjemmeside: http://trans-provence.com/

 

Mette Marie Kronborg: www.mtbslettestrand.dk

 

 

Vind cykel til 15.990 kroner og over 8000 kroner kontant
Er du klar til en fantastisk cykelsæson? Sammensæt dit managerhold til 2020-sæsonen og vind kontante præmier.
Test: Knog Lil’ Cobber lygtesæt
Et kompakt lygtesæt i god kvalitet, som gør opmærksom på sin rytter og lyser godt op i mørket for god synlighed og tryghed.
Atlanterhavets cykel-hotspot
300 kilometer fra Afrikas kyst ligger De kanariske Øer, og den største af disse - Tenerife - byder på optimale forhold for cykling. Flere steder fremhæves øen som en af verdens bedste cykeldestinationer.
Deltag på Python Camp Mallorca
Det danske cykelbrand, Python Pro, har i 2020 lavet en Camp på Mallorca, hvor danske cykelmotionister kan deltage og låne Python-cykler.
Test: Trek Supercaliber 9.8 2020
Med den nye Supercaliber er Trek startet med et blankt stykke papir og tænkt ud af boksen, da de skulle designe deres nye full suspension XC MTB. Det er der kommet et nyt og hyper-effektivt affjedringsdesign ud af.  
Futurum: Kæmp som en ulv, klæd dig som et lam
Futurum har været på en mission for at ændre markedet af cykeltøj siden 2012. I jagten på at skabe high-end cykeltøj som er langtidsholdbart bruger Futurum blandt andet merinould på mange forskellige måder.
MacAskill gør det igen: MTB-akrobaten i træningscenter
Januar står ofte på nytårsforsætter, og også den skotske MTB-rytter Danny MacAskill følte først i det nye år for at udfordre sig selv. Derfor meldte han sig ind i det lokale træningscenter. Det er der, ikke overraskende, kommet en ganske seværdig video ud af.
Interesseret i cykeludstyr, rabatter, guides - se her!
Feltet.dk har siden 2010 haft en nyhedsbrev omkring cykler, udstyr og tilbehør, men vi har ikke serviceret vores nyhedsbrevsmodtagere specielt godt indenfor dette område...
Test: Garmin Tacx Neo 2T
High-end hometrainer der gør den sure vintertræning sjovere. Tacx Neo 2T gør det godt på de fleste parametre, dog er prisen også i den høje ende af skalaen.

Instagram #motionsfeltet

Motionsfeltet.dk   •   Åsvinget 5   •   9800 Hjørring   •   Tlf. 5155 8966   •   info@motionsfeltet.dk

Andet