Efter at have båret kisten ud med den 11-årige Nikoline Skovsted var Torsten Brix ikke i tvivl… han skulle nok engang cykle til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden. For kræft… det er ikke for børn! 

 

Da hans ven igennem 15 år - Allan Timm - var blevet holdkaptajn for Nordjylland og spurgte, om Torsten ikke ville træde ind i styregruppen og hjælpe med at planlægge turen, blev beslutningen endnu lettere at tage. Her kommer dagbogen fra Torsten Brix - ikke for Team Rynkeby Nordjylland - men hvordan han oplevede turen igennem sine gule Oakley cykelbriller. 

 

Fredag den 7. juli 2023 

Aalborg - Kolding 

200 km 

1260 højdemeter

 

Denne fredag morgen mødtes 46 Rynkeby-cykelister sammen med 13 servicefolk af den rigtige støbning for at begive sig ud på en rejse, som ingen af dem nogensinde vil glemme. For de skulle til Paris og gudhjælpemig… cykle derned for at støtte børn med kritiske sygdomme. 

 

Afskeden med Aalborg blev ligesom store dele af de ni måneders forberedelse - en stor succes. I Aalborg var der nemlig stor opbakning med blandt andet en energisk tale fra radioværten Niels Skovmand, der mødte op, selvom han samtidigt med lavede morgenradio. Derudover var der ikke mange tørre øjne, da holdkaptajnens niece Julie fortalte om sit mirakel ved at blive raskmeldt fra en ellers meget kritisk kræftsygdom. 

 

Ned igennem Jylland fortsatte den flotte opbakning (blandt andet fra den trofaste Mette Svendsen) og mange traditioner blev genskabt som de velsmurte oste- og rullepølsemadder i Hobro, hvor Pajo Bolte var vært ved første depot for 12. år i træk. Personligt havde min familie sendt mig godt af sted ud af Aalborg og min ven samt gamle værelseskammerat Morten Thorup dukkede op flere gange med hilsner. Derudover stod min bror og hans familie også på ruten, da vi ramte Silkeborg. Deres hilsen kom på et passende tidspunkt, for det blev en hård dag med et ujævnt tempo og måske også lidt nervøs kørsel. 

 

Midt i dette skete der det, som ikke måtte ske, da jeg kom med i et mindre styrt, efter to ryttere væltede foran mig og jeg kørte henover den sidste. Mit styr knækkede, da jeg landede oven på den sidste, og de næste dage - jah… måske hele ugen - var jeg lidt ramt af styrtet, da min vejrtrækning i mine astma-befængte og elendige lunger ikke blev det samme. Jeg havde ondt flere steder i kroppen efter gener fra styrtet. Tandhjulet havde lavet nogle mindre sår, og der var lidt blå mærker, men det ”trykkende” for brystet påvirkede mig. 

 

Jeg har været socialminister på TRN23, og i den forbindelse havde vi i styregruppen aflivet ”snorene” og i stedet lavet andre ting at samles om, når der skulle hygges lidt om aftenen. Den første aften fortalte 23-årige Frida lidt om, hvordan hendes liv har været påvirket af kræft. Det var en stærk oplevelse og mine smerter blev glemt. For kunne det andet, når en så modig og stærk pige fortæller om at have kræft i ”Fase 4”, hvor meldingerne, som hun og hendes familien fik, var en meget lille chance for overlevelse. Igennem hele året har jeg været tæt på Frida og hendes meget stærke familie. Farmand Brian har været en del af holdet og skulle have cyklet med på turen, men endte på serviceholdet, hvorfra han på nærmeste hold kunne se Frida cykle ind til Paris på flotteste vis. 

 

Foto: Brian og Frida

 

Da vi ankom til Paris, kom Frida med en sten til mig, hvorpå der var den sødeste hilsen. Meget store dele af træningerne op til turen har jeg cyklet ved siden af Frida og har set hende kæmpe en næsten urimelig kamp - næsten ligeså urimelig som det deres familien har gennemlevet. Trods dette har de haft overskud til at lave deres egen helt personlige indsamling til Børnecancerfonden og har indsamlet omkring 300.000 kroner ved at sælge de malede sten. Denne familie har min dybeste respekt og jeg er stolt over at kende dem samt have hjulpet Frida lidt på vejen imod hendes helt store mål. Frida har i træningen op til turen haft meget store rygsmerter, men hendes stålvilje og kærlighed til livet gav hende en gigantisk oplevelse. Forældrene må være stolte over hende… og jeg sagde til Brian, at det ville jeg i hvert fald være, hvis hun var min datter. 

 

Store dele af Fridas liv har været påvirket af sygdommen. Trods hun er 23 år, har lægerne vurderet hendes kropalder til at være 60 år, men hendes vilje fejler ikke noget. Derudover har hun i hele forløbet været skarp i kommentarer til mig, som når hun mener, at jeg ikke kun skulle tabe mig 7 kg, men 27 kg.  Uden at være læge kan jeg mærke på Fridas ryg, at hun har ondt efter flere kræftoperationer i dette område, så hun forsøgte at lave flere strækøvelserne i pauserne i foråret.  Det gør jeg også, da den gode fysioterapeut Jan Heinrich giver mig disse. Den sidste måned op imod turen får jeg nemlig problemer med ryggen/ballen. 

 

Den tidligere Rynkeby-rytter Jan er ikke i tvivl om, at jeg har en afklemning i iskiasnerven, men han kender mig også godt nok til at vide, at hans råd - 10 dage inden afgang - med ikke at cykle til Paris ikke vil blive efterlevet. I stedet er han meget behjælpelig, ligesom han var med Thomas Fiskers knæ, og hans råd hjælper mig, men ikke uden at det på turen gør ondt. Jeg har flere gange sagt, når nye ryttere har spurgt til smerte i r…, at hvis de kan nøjes med nogle siddesår i den afdeling er det billigt sluppet. Så billigt slipper jeg ikke og det påvirker lidt min tur. 

 

Udover Frida er der på TRN23 en anden unik pige, som har haft et liv med en af de sygdomme, som vi indsamler penge til at bekæmpe. Min buddy - Eva Christiansen - bliver i hård konkurrence med Frida den helt store succeshistorie for TRN23. Hun lider af systemisk fibrose og hun fik nogle meget dårlige testtal på de spinningtests, som jeg lavede på hende i løbet af vinteren. Men hun er en gigantisk fighter, men også et menneske med et smittende humør, som rammer alle på hele holdet. Hun bliver flot hjulpet af en folk ”hjælperyttere” og deres sammenhold virker ubrydeligt. 

 

Foto: Eva

 

Lørdag den 8. juli 2023 

Kolding - Itzehoe 

203 km 

870 højdemeter 

 

Turens første dag var varm og hård, men sluttede med kold fadøl i Kolding omkring kl. 19. Ankomsttidspunktet var næsten det samme et døgn senere, da vi var kommet til Itzehoe. Forinden havde vi haft depot hos Hp Terkildsen, hvor der igen var et legendarisk depot med jazz, is og pølser på grill. 

 

Men anden dag blev også en ”hård dag på kontoret”. De sidste 70 km sad jeg bagerst på hold 2 med komikeren Nikolaj Lange, der havde det skidt. Jeg har taget mange træningsture med ”Lange”, som viste sig at være meget værd, da vi på turen kom til at lære alt om hinandens fysiske grænser. Den ellers veltrænede mand på et par meter led i varmen, men gjorde det i stilhed. Jeg var dog på intet tidspunkt i tvivl om, hvordan han kæmpede. Så man kan vel sige, at de sidste 70 km af dagens 200 km blev… Lange! 

 

Foto: Lange
 

Efter 157 km var vi under vandet ved Rendsburg for at komme over Kielerkanalen og traditionen tro sang vi den danske nationalmelodi under vandet. Derudover kom afkølingen på det rigtige tidspunkt for flere af ”de store motorer”. 

 

Foto: Kielerkanalen

 

To af dem boede sammen - holdkaptajnen Allan Timm og jeg. Om aftenen slog Allan efter over 400 km på to dage i god varme fast, at vi måske kunne sammenligne os lidt med de kræftramte familier, som vi cykler for - altså at det kan være en hård kamp. Allan ved, hvad han taler om, da hans niece har gennemlevet i hårdt forløb, hvor hun først ikke stod til at redde, men kort inden jul kom der et mirakel, da Julie blev erklæret sygdomsfri. Dette mirakel fulgte TRN23 tæt og skabte naturligvis mange følelser. 

 

Søndag den 9. juli 2023 

Itzehoe - Oldenburg 

157 km 

540 højdemeter

 

Varmen fortsatte og flere gange viste min Garmin 34-35 grader og den gode Frank fortalte mig om, hvordan han dagen før havde ført regnskab med sit væskeindtag. I alt havde han drukket 12 liter væske, men trods dette kunne han ikke skvise en dråbe ud, når der var tissepauser. Igennem turen og op til afgang havde debutanten Frank bedt om mine råd, da vi er i samme vægtklasse.  

 

Den vægtklasse har det ikke for godt med bakkerne, men vejen igennem Nordtyskland er meget flad og de tyske landeveje i dette område har en næsten mediterende rytme, som kan være med til at tømme vores hoveder og skabe noget ro. 

 

Det havde jeg i den grad selv brug for, da jeg få dage inden afrejse solgte det firma, som jeg har brugt 18 år på at opbygge. Så denne del af turen passede mig - og Frank - godt. Ikke mindst fordi vi kun skulle cykle 157 km denne dag og dermed havde tid til en ispause, så der også kom noget socialt ind i projektet. Vi fik også en is på færgen, da vi krydsede Elben. Vi cyklede stærkt og havde få defekter, så alt var godt. 

 

Bortset fra akustikken i restauranten på hotellet om aftenen. Der var en umenneskelig larm i det lille rum, og landmanden Peter Henriksen slog fast, at det mindede om fem minutter, før han åbner for foderet til grisene. 

 

Apropos svinekød så blev denne dag også dagen, hvor erhvervsunderviseren Thomas Fisker blev ”Prospekt” til service-holdet og endte med at blive frikadellesteger. Den lune maddame Hanne slog fast, at hvis Thomas fortsatte det gode arbejde, ville han indenfor nogle år kunne blive optaget på service-holdet. 

 

Mandag den 10. juli 2023 

Oldenburg - Bad Bentheim 

137 km 

450 højdemeter

 

Efter 555 km de første tre dage kom der en ”hviledag” på blot 137 km. Den sluttede højt i kurbyen Bad Bentheim, hvor vi om eftermiddagen hyggede os i den udendørs pool med masser af kold fadøl. 

 

Vi trængte også til lidt hygge, da vi på dette tidspunkt af turen ofte begynder på nogle småskænderier. Det kom der også på hold 2, hvor jeg var løjtnant, og efter lidt ”snak” endte vi med at give hinanden hånden på, at nu skulle stemningen på holdet ændres og os, der var ansvarlige for holdet skulle blandt andet blive bedre til at kommunikere.  

 

Foto: Hold 2

 

Tidligere på dagen manglede der ikke kommunikation, da ”Lange blev bidt af en slange”, mente han. Bekymringerne for flådbid sendte ham til lægen kort inden, at Shanna kom til at vælte ”stående” på cykel foran en flok elever, der lige havde sunget for os. På dagens tur havde vi også besøg af Rynkebys landechef, som vi dog ikke så meget til, udover at han deltog i vores aften-underholdning, hvor han skulle skiftede et dæk på tid. 

 

Tirsdag den 11. juli 2023 

Bad Bentheim - Sittard 

195 km 

480 højdemeter

 

Efter vores hygge eftermiddagen dagen før ved poolen, var der set frem til en lignede oplevelse efter de små 200 km til Sittard i Holland, men deltagerlysten blev lidt mindre, da vi fik oplyst, at hotellets Wellness-afdeling krævede, at man var total nøgen. 

 

Vi kunne ellers godt trænge til lidt ”Wellness” efter 60 km med flisebelagte cykelstier i fortsat høj varme. Turen var flad og dermed et såkaldt transportstykke, og for nogen er det lidt kedeligt. Disse etaper lever af de gode kommentarer, som rytterne kommer med, som Ib Jensen der mente, at vi i morgen skulle vi op kl. 5, for så er der jo en time til sex. 

 

Ib er en af turens stærkeste ryttere, men også en stor personlighed, og han har igennem flere år - sammen med konen Kate - været en stor del af Team Rynkeby Nordjylland. Men Kate døde meget overraskende kort inden vores afrejse. Hun var et livsstykke på serviceholdet - vores allesammens Kate. 

 

Sidste gang jeg så hende i levende live, kom hun løbende efter mig på vores træningstur til Pinenhus med solcreme, som hun har gjort flere gange før, da hun godt vidste, at jeg ikke får puttet nok på. Dette billede er bare indbegrebet af Kate. Hun var kærlig og ærlig lige til det sidste og helt gul inde i hjertet. Derfor fik hun også en smuk afsked med en stopfyldt kirke i Tylstrup, og da kisten blev båret ud og rustvognen kørte væk, stod der en gul mur af Rynkeby-ryttere og servicefolk med hånden og hjelmen på hjertet. Et smukt og rørende syn. I min verden var det højdepunktet for TRN23 - for det viste, hvor stærke vi er… sammen. 

 

Foto: Kates begravelse 

 

På den føromtalte træningstur til Pinenhus blev det sociale på holdet også højnet med den klassiske hygge i ”baggården” og badning i Limfjorden. Til manges overraskelse dukkede der denne eftermiddag pludseligt også en ”Hus-dj” op fra service-holdet, da et andet livsstykke - den tidligere pladeproducent Rene Rupecht spillede god musik og underholdt… ligesom han gjorde på store dele af vores bagsmække på turen. 

 

Foto: Rene
 

Onsdag den 12. juli 2023 

Sittard - Givet  

150 km 

1150 højdemeter 

 

Dagen som mange havde set frem til og endnu flere havde flygtet pga. den berygtede Mur de Huy. For mig har den næsten ingen betydning efter en håndfuld ture på den. Ikke mindst fordi Team Rynkeby ikke havde fået ansøgt rettidigt om vores tilstedeværelse og dermed måtte vi ikke samles på toppen. 

 

Så ”Muren” blev ikke mere end en bakke for mig - en stejl bakke. Men ikke meget anderledes end nogle af dem, der kom kort tid efter på denne bjergetape. Jeg forsøgte at fjerne noget af dramatikken på holdet ved at vise en lille håndfuld af deltagerne, hvor man kan holde pause undervejs og dermed ikke køre sig ”helt ned”, som jeg tidligere har gjort. Det var der flere, der gjorde denne dag. Altså gjorde alt for at cykle stærkt op ad bakken eller gennemføre den uden pause for efterfølgende ikke at have nok kræfter til resten af dagen. 

 

Turen op ad Mur de Huy giver også et solidt afbræk i en periode af turen, hvor dagene bliver lidt ensformige. Omvendt kom der kort efter turen op ad ”Muren” en stigning på fem kilometer, hvor flere af deltagerne virkelig måtte tømme deres deporter og finde den største vilje frem. Imellem så store stigninger kommer der naturligvis også nogle voldsomme nedkørsler, hvor vi på hold 2 havde nogle modige unge piger, der gav den masser af fart. 

 

En af disse var Charlotte, hvis tur dog blev påvirket af et styrt. Efter en holdkammerat ramte en stolpe, fik Charlotte nogle solide tæsk på kroppen og blandt andet nogle blå mærker, som påvirkede hendes videre tur. 

 

Foto: Charlotte

 

Torsdag den 13. juli 2023 

Givet - Laon 

128 km 

770 højdemeter

 

Dagen før havde vi cyklet omkring store byer som Liege og Maastrick samt været en tur oppe i Ardennerne, men de sidste dage var fuldt fokus rettet imod Paris - som lige pludseligt begyndte at stå på vejskiltene. 

 

Det blev også tidspunktet, hvor mine kræfter begyndte at slippe op. Min femte tur blev min ringeste cykelpræstation, og jeg var til tider meget træt. Mine forberedelser var ellers ens med dem, som jeg tidligere har lavet - altså cykle og spinne 4-5.000 km op til turen, have samme kampvægt og ellers træne omkring 80% af kilometerne med resten af holdet. Men det var ikke nok på denne tur… 

 

Min kone har en frustrende tendens til at vide, hvad jeg vil/kan, inden jeg selv ved det. Hun er psykolog og måske er det en erhvervsevne? Hun siger til mig, da jeg beklager over mig over telefonen på den sidste del af turen, at jeg ikke have været mentalt klar til turen. Man kan ikke lave så store ændringer i ens liv, som jeg gjorde i dagene op til turen - og sove så lidt - uden, at det har konsekvenser, mener hun. 

 

Nu må man jo ikke læse andres dagbog, så jeg kan jo godt give hende ret her. For hun læser det jo ikke… men udover det mentale, så tror jeg nu også, at min skade op til turen samt styret tidligere på ugen havde påvirket mig - måske også mentalt? 

 

Jeg blev ikke skubbet af nogle, men et par gange faldt jeg ned igennem feltet - når vi kørte op ad bakke og ”løbet var givet frit”. Flere tilbød hjælp, da der nemlig var mange stærke ryttere på hele TRN23, men jeg ville selv. 

Fredag den 14. juli 

Laon - Senlis 

102 km 

760 højdemeter

 

Midt på den korte - men forholdsvis hårde etape stod min familie og heppede på mig. Ved depotet var der også opbakning fra et par andre familier til nogle af de andre ryttere og man kunne tydelig se, hvordan det påvirkede dem. Jeg tudede meget ved gensynet, da mange tanker ramte mig. Om det umenneskelige andre familier må gennemleve, når kræften rammer deres børn, og her tæt på Paris stod mine kære pludselig og fyldte mig med kærlighed. Hvad mere kan jeg tillade mig at bede om? 

 

Foto: Familien Brix

 

Fredag aften kunne vi heller ikke bede om mere. Allan havde produceret fire kunstværker, som blev uddelt til Trine, Frida, Eva og Ib - som en lille ekstra hilsen til dem. Det blev en unik aften og nat - hvor den bar jeg havde medbragt hurtigt blev gjort store indhak i - blandt andet med den store ”Balje”, hvor hvert hold drak af den på samme tid. Det sociale den aften holdt vand, men der blev ikke drukket meget vand.  

 

Den sociale konto var i løbet af året blevet styrket via selskabeligheder som vores legendariske julefrokost på Søgaards Bryghus men også til Bierfest i Løgstør og 100 km-hygge på San Giovanni. Derudover havde vi også på TRN23 haft en padel-turnering, haft flere fællesspisninger inden vores vinterspinning samt et gigantisk tagselvbord i vores klubhus hos Qorvo - men ellers havde der været skruet op for flere træningsmuligheder i denne sæson. Igennem hele året havde der været ekstra træning om torsdagen og til alle disse havde været forsøgt at koble med noget socialt, hvilket havde hjulpet på formen hos mange, men også flyttet fællesskabet. 

 

Lørdag den 15. juli 

Senlis - Paris 

71 km 

200 højdemeter

 

Dem, som havde prøvet at cykle ind til Paris, ved godt, at det kan været svært… jah næsten umuligt… at beskrive, hvilke følelser der løber igennem kroppen, når man gør det. Store mænd stortuder og dem var jeg en af i år. Min familie mente ikke, at jeg kun var den der græd mest på hold 2 eller på Team Rynkeby Nordjylland, men den af de 2.500 deltagere. 

 

Mine tanker svælgede omkring Nikoline Skovsted, Allans niece Julie, den kærlige Kate, min sygdomsramte far og Fridas families forløb. Men samtidigt med dette ramtes jeg også af en gigantisk stolthed over at have været med til at forme dette projekt. Det arbejde vi i styregruppen med Kent, Lone, Per, Line og Allan havde lavet i ni måneder, havde ikke bare holdt vand. I alt beskedenhed vil jeg mene, at vi har skabt en unik tur for mange mennesker. En så stor oplevelse, at mange efterfølgende plejer at sige, at det er en de største oplevelser i deres liv. 

Foto: Styregruppen

 

Styregruppen har ikke bare skabt den oplevelse. Vi har også haft modet til at ændre mange ting ved noget, som er meget traditionsbundet. Vi har blandt andet indført en ekstra dag, forynget holdet og har øget for træningsmængden samt mange andre ting. TRN23 vil blive husket for det hold, hvor der var ualmindelig mange ressourcer og disse fik lov til at blomstre under den ærlige holdkaptajn Allan Timm. 

 

Folks ideer og tiltag er blevet taget godt imod, og det har blandt andet resulteret i historisk flotte indsamlinger på MyCollection og skoleløbet, men det har f.eks. også gjort, at store mængder af den mad, som vi indtog i løbet af ugen, er blevet sponsoreret og ikke indkøbt. Hvis der er blevet indkøbt, er det blevet gjort med et sponsoreret ”indkøbskort”. Selve sponsordelen har ellers haft det svært i en periode, hvor Danmark var ramt af stor inflation og økonomisk krise. 

 

Gennemsnitsalderen på TRN23 var meget lav, da der til projektet - modsat tidligere - faktisk var mange unge ansøgere, og det giver håb fra fremtiden, fordi disse unge mennesker virker til at have taget projektet helt ind i hjertet, og det er min forventning, at mange af disse vil ansøge igen og være med til forme fremtiden for Team Rynkeby Nordjylland. Det er nemlig sådan, at dem, der er med i projektet, former det, og dermed er det altid i udvikling. Et banalt eksempel på dette er vores ”Hus-dj”, som var med til at forme alles oplevelse på TRN23. Tidligere har vi haft en harmonika-spiller og sanghæfter med - kun fremtiden kan vise, hvordan kommende hold og oplevelser bliver. Men ens… det bliver det aldrig! Og om jeg skal ansøge, er fortsat uvist, men det faktum, at nogen har gjort deres deltagelse betinget af min, gør min stolthed endnu større.  

 

Efter fire års pause fra TRN har det været svært at vende tilbage, da meget er ændret - og nogle ting i mine øjne også i en forkert retning som opstarten på cyklerne og at ”kravene” er blevet til forventninger. I forhold til det sidste er TRN omvendt også blevet langt mere afslappet og ikke så diktatorisk og militærisk, hvilket, jeg i den grad mener, har pyntet på det. 

 

Omvendt er Team Rynkeby ikke et cykelhold, men et indsamlingsprojekt - og dette er ændret, siden jeg startede for snart ti år siden. Dengang var vi tættere socialt og der var meget mere fokus på indsamlingsdelen, selvom vi i styregruppen har forsøgt at ændre dette, har det været en svær kamp. 

 

TRN23 kommer klart til at indsamle flere penge end sidste år, og det i sig selv er jo utrolig flot, men for mig er det krystalklart, at dem, der tilmelder sig projektet, gør det for at cykle til Paris mere end for at samle penge end til Børnecancerfonden, hvilket er forkert, da det jo ikke er… et cykelhold, men et indsamlingsprojekt. 

 

I forhold til det sociale har jeg været ”socialminister” på TRN23 og er ganske godt tilfreds med, hvordan denne konto sluttede. Holdet har bakket op om tingene, selvom der har været mange gengangere på vores arrangementer og dermed også de samme, som ikke har deltaget så meget, samlet har der været ualmindelig meget ros og meget har virket vellykket. 

 

På tidligere ture har der været mange på ”Bagsmækken” efter midnat. Det var der ikke på denne tur og det endda selvom vi fem af dagene først kom i mål omkring kl. 19. Og de tidligere ryttere, som jeg har taget turen med, anser det vel næsten som usandsynligt, men tro det eller lad vær… men på min tur i år var jeg i seng før kl. 23 hele fem aftner - ligesom min gode mekanikerven Peter Hansen også var. Vi har tidligere været sent oppe, men det duer ikke at cykle langsom om dagen og være sent oppe om natten. 

 

Foto: Peter

 

Styregruppen havde besluttet sig for, at TRN23 skulle være en tur på otte dage, hvilket betød, at vi startede om fredagen i Aalborg og dermed startede i Kolding på anden dagen - ligesom holdet fra ”Trekanten” gjorde. Ellers havde de jo over 200 km forspring, og det virkede noget grotesk, at man skulle cykle til Paris og samtidig hente nogen, der har 200 km forspring, hvilket ville være realiteterne, hvis det nordjyske hold også var startet om lørdagen. Vi skal jo alle ankomme i Paris på samme tid. 

 

Det gjorde vi… alle, der cyklede ud af Aalborg, kom også til Paris. Det har været et mål for styregruppen, at vores fokus på sikkerheden skulle resultere i det. Meget andet lykkedes også, hvilket frembringer endnu mere stolthed for alle dem, som deltog. Fire gange tidligere har jeg taget turen med min ven Morten Thorup, og han har tidligere sagt, at vi ikke kunne stoppe efter fire ture. Og det kan man ikke… Morten! 

 

Foto: I mål

 

Disse linjer skrives i skyggen på Sardinien, hvor Jonas Vingegaard cykler fra alle i Frankrig, mens der på øen tales om en europæisk varmerekord på over 48 grader. Så varmen er over mig, men det er stoltheden også. Stoltheden dræber de tørre læber og smerten i mit mellemkød, som kan bruges som et puslespil. Jeg har også et hoved, der er fyldt med indtryk. 

 

TRN23 blev en let tur, hvor ærmerne og regntøjet blev i rytterkassen og vinden gav et perfekt cykelvejr. Trods det blev det en hård tur for mig og min gamle krop, men alligevel er jeg fyldt med en selvtilfredshed, som måske slet ikke hører hjemme i jantelovsramte Nordjylland. For en flok tossede nordjyder har altså indsamlet vanvittige 1.700.000 kroner til nogle af dem, der har det værst og hvad er mere givende end at give til dem der lider - også endda børn. Jeg kan ikke komme i tanke om noget… så hvis Team Rynkeby var et cykelløb, var der ingen tabere!