24.07.2015 @ 12:16

Motionsfeltet.dk har fulgt debutanten Torsten Brix, som i 2015 fik debut på velgørenhedsholdet Team Rynkeby. Torsten har skrevet en dagbog hver dag på turen til Paris. 

Debutanten Torsten Brix fortæller her i dagbogsform om turen - med Team Rynkeby til Paris 2015. Om de mange tanker undervejs, men også om et unikt kammeratskab og en stor oplevelse.


1. dag 
Fredag den 03. juli (prolog) 
fra Aalborg til Vejle - 174 km
Logi: Best Western Torvehallerne


We've come a long way for today
This is what we're here for
Fought a long fight for today
Found a remedy in your eyes
Though the fighting get's tough
Don't you ever give up
When the river gets strong
We'll make it through
When the road gets long
We'll make it through
When the rain gets tough
And we're lost
We're fighting on for you
It's You and I
It's You and I


Med disse strofer i baghovedet cyklede jeg sammen et halvt hundrede Rynkeby-ryttere ud af Aalborg - med et stort smil på læben. Humøret var højt, hvilket ikke mindst skyldtes den enorme opbakning, der havde været fra folket omkring Limfjorden. Alene på vej ud af byen fortsatte pårørende med dukke op og sende hilsner. Sponsoren BDO havde lavet et stort banner, og fra deres altan sendte de også en kærlig hilsen. Desuden havde et overraskende bryllup og en imponerende sang løftet stemningen. 

Én anden af de mange årsager til, at humøret var højt, kunne naturligvis også være, at de første dage af turen var påvirket af den gode varme, selvom kilometerne hovedsaglig foregik i Danmark. Dog var der også noget modvind, hvilket hang sammen med varmen, som kom fra Spanien og blev sendt til Danmark således, at vinden kom fra syd og dermed gav en solid modvind. 

Når man dertil lagde flere gode bakker - især omkring Vejle og Kolding - gav det en frisk start på turen. Alt dette var dog glemt, da vi ankom til vores hotel i Vejle, hvor jeg oplevede min første ”bagsmæk”. Midt i solen blev der grinet meget, og hyggen gav det første billede på, hvad der ventede de kommende dage ”på den sociale konto”. 

Samme sted nogle timer senere blev der uddelt ”grønne og røde” snore, inden forslaget om at ”gå en tur i byen” heldigvis ikke havde den store opbakning, men da vi gik i seng, efter ”nogle giner med agurker” var det med et stort smil på læben efter en god start på turen. 

2. dag 
Lørdag den 4. juli (1. Etape) 
fra Vejle til Brüdelsdorf     - 187 km
Logi: Hotel Heidehof


I don’t have time to worry about who doesn’t like me… I’m too busy loving the people who love me… 

Andendagens højdepunkt indtraf, da vi ankom til vores frokost-depot. Det store vognmandsfirma H.P. Therkelsen var traditionen tro omdannet til et stort Rynkeby-samlingspunkt, hvor der blandt andet blev serveret grillpølser fra en stor grill og Hjem Is-bilen leverede noget tiltrængt koldt i varmen. Udover dette var der underholdning med live-musik samt taler og autograf-skrivning. 

Under dette depot fandt jeg dog også ud af, at pauserne på turen ikke kun handler om at hygge sig. Det skal gå stærkt - på grænsen til det stressende - når alle skal nå på toilettet, få fyldt alle depoter i kroppen, smøre sig ind i flere slags cremer osv. 

Jeg har tilmeldt mig turen sammen med Rikke Hamann og Henrik Fenger, men en af mine nye gode cykelkammerater - Jens Christian - og jeg jokede i løbet af ugen om den føromtalte stressfaktor, men også om en masse mere. Derudover havde vi flere andre samtaler, som jeg vil huske tilbage på med glæde… ligesom jeg har med mange andre, som jeg har cyklet ved siden af. Min makker Lene i træningen op til turen - og på træningsturen på Mallorca - fik jeg desværre ikke så meget selskab af på turens indledning, da jeg blev forfremmet til ”trækker-dreng”.

Da vi cyklede ind til Paris, havde jeg heldigvis Lene ved min side… som vi aftalte et halvt år forinden. Vi har ikke meget tilfælles - udover et positivt livssyn, let til grin samt at vi melder ærligt ud, når der er noget man er utilfreds med - men trods vores forskelligheder udviklede vi et venskab… 


Foto: Torsten Brix og Lene Munk fem dage senere i Paris

Cykelturen forstærkede alt i forhold til træningen op til turen. De skavanker man havde i kroppen blev værre, hvilket også var gældende for relationerne i gruppen. Altså dem man holdt af, blev man mere glade for, og de personer, der irriterede en, blev man små-arrig på. Jeg kunne godt mærke på flere af mine medcyklister, at min til tider højtråbende og lidt arrogante facon også satte følelser i gang hos nogle af de andre… og jo mere trætte vi blev, jo mere irriteret kunne vi blive på hinanden. 

3.    dag 
Søndag den 5 juli (2. Etape)
Fra Brüdelsdorf til Bremen - 194 km
Logi: ATLANTIC Hotel Galopprennbahn 


Vindere er ikke mennesker, der aldrig fejler, men mennesker, der aldrig giver op

Efter en smule af dagens tur skulle vi forcere kanalen ind imod Kiel, hvilket vi gjorde ved at cykle under vandet ved Rendsburg. En af mange specielle oplevelser og humøret steg straks, når der skete noget afvekslede, for efter nogle lange dage - som var meget flade - begyndte kedsomheden, og dermed også manglen på koncentration at indfinde sig. Vi ankom sent til Hotel Galopprennnbahn, da vi kort før hotellet havde haft et mindre styrt, og vi blev bekymret, da det rygtedes, at Ringe-holdet med vores kammerat Rene var styrtet næsten samme sted, og hele tolv mand havde været i asfalten. 

På bagsiden af hotellet var der en ægte galopbane, hvor vi senere på aftenen nød lækkert mad, men til vores ”bagsmæk” efter mørkets frembrud blev vi overhalet totalt af ”Fest-Jylland”. De gæve vestjyder havde tilsyneladende en musiker i deres gruppe, som afviklede en mindre koncert fra ladet på deres store lastbil. 

De sidste natteravne på vores hold ”gate-crashede” vestjyderne, og her mødte vi Karina, som hævdede, at hun havde baller af stål - og derfor aldrig fik smerter i den afdeling. Da vi mødte ”Stål-ballerne” senere på ugen, virkede det til, at hun skulle være klar til at revidere påstanden - samt sikkert også sin overdrivelse om, hvor lidt hun havde tænkt sig at sove på turen. 

På det tidspunkt var jeg også begyndt at blive lidt træt og havde også fået lidt ondt omkring mellemkødet. Der var kommet flere siddesår, men salven, som holdkaptajnen Stig havde anbefalet, hjalp meget. Det ændrede dog ikke ved, at det ikke var smerterne i benene eller ryggen, der var værst, men derimod i mellemkødet… men jeg ville ikke give op! 

4.    dag 
Mandag den 6. juli (3. Etape) 
Fra Bremen til Boekelo - 213 km
Logi: Santon Resort Bad Boekelo


Det er umuligt, sagde tvivlen 
Det er fagligt, sagde frygten 
Det er unødigt, sagde fornuften 
Gør det alligevel, sagde hjertet. 


Midt på turen begyndte vi at køre mere imod vest, og derfor blev vi heller ikke så påvirket af vinden, som ellers havde givet noget modstand hidtil på turen. Desuden begyndte der at indfinde sig en dagsrytme, der startede kl. 6 - med afgang på cyklerne kl. 8. Forinden havde man naturligvis spist så meget, at man slet ikke kunne finde lyst til mere mad. De fleste smurte sig ind i diverse cremer, og desuden skulle man have styr på sin cykel samt drikkevarerne til den første del af dagen. 

I løbet af dagen faldt depoterne meget punktligt, og selvom man kunne blive meget fokuseret på dem - som små delmål - så vænnede kroppen sig hurtigt til de fast rammer, og man behøvede faktisk ikke at tænke på dem. For var man i tvivl om, hvor langt der var til det næste depot, skulle man bare mærke efter, hvor sulten man var. For når sulten kom, så kom der også et depot meget snart. 

Dagsrytmen indbefattede også 10-13 timer på cyklen, inden man imellem kl. 18-21 ankom til hotellet, hvor man hurtigt fik parkeret cyklen, drukket lidt øl og udleveret hotel-nøgler. Efter aftensmaden var der ”bagsmæk” kl. 22-23, og denne seance varede cirka en times tid. Nogle gik i seng herefter, men efter de første dage havde jeg ikke fået sovet mere end 4-5 timer pr. nat. 

Som tidligere nævnt gjorde tiden, at jeg forsvandt ind i ”osteklokken” - et sted hvor tiden går langsomt, og hovedet tømmes for tanker. Jeg løste arbejdsrelaterede problemstillinger og tænkte over alt muligt, som havde ligget længe på ”harddisken”. Jeg bestemte mig fx for at opfylde mine børns store ønske om at få en hund, og jeg fandt en løsning på, hvordan vi som familie skulle løse dette. Naturligvis fortalte jeg Lene og flere af de andre om dette, og på bedste Rynkeby-vis hjalp de med de bedste løsninger og erfaringer. 

Samtidig med at hjernen blev tømt, tænkte jeg også mere og mere over, hvor langt der var tilbage til Paris. Dele af min underbevidsthed snakkede til mig og sagde, at der var noget i vejen med cyklen eller benene - så jeg kunne få en plads i servicebilen, men mit hjerte og vilje slog heldigvis de tanker ned… 

5.    dag 
Tirsdag den 7. juli (4. Etape)
Fra Boekelo til Maasmechelen - 180 km
Logi: MoM Hotel


If they miss you. They’ll call. If they want you they’ll say it. And if they care, they’ll show it. If not, they can’t be worth your time, because you’re obviously not worth theirs. 

Dagen startede i Holland, og her begyndte sagens alvor at ramme mig. Ikke nok med at kroppen var mærket, så begyndte det også at rumstere noget i hovedet. For på en underlig vis tænkte jeg pludselig over, at vi cyklede rundt i Holland… og gudhjælpemig havde cyklet hertil. 

Disse tanker gav naturligvis en stolthed, men samtidig kunne det heller ikke undgå at påvirke ens ”hoved” - både i positiv og negativ retning. For det faktum at vi havde cyklet til Holland på fire dage, gjorde mig træt, men omvendt også stolt… men men men jeg vidste godt, at de hårdeste timer ventede, når Ardennerne dukkede op i de næste dage. 

Mine batterier var næsten tomme, da jeg meget træt lagde mig i den store seng på det fine hotel Terhills. Klokken var blot 23, og jeg havde brug for en god håndfuld timers søvn. Jeg ringede til min familie for at sige godnat, men de virkede underlige - og ville gerne lige ringe tilbage om ti minutter. Det opkald ventede jeg naturligvis på… og til min store overraskelse spurgte de ikke til turen, men derimod til mit værelsesnummer, da de gerne lige ville sige ”hej”. Jeg var helt paf og et par minutter senere lå jeg sammen med min familie i den store seng - totalt overrasket over at de var kørt til Holland for at heppe på mig. 

Humøret var højt i en times tid, men de havde ikke et hotelværelse at sove på, så først kl. 02 faldt jeg i søvn, da jeg havde hørt, at de havde fundet et hotelværelse i nærheden - men jeg faldt i søvn med det største smil på læben… 

6.    dag 
Onsdag den 8. Juli (5. Etape)
Fra Maasmechelen til Vresse-sur-Semois, Belgien -181 km
Logi: La Sapinière 


-    Pain is tempoary, pride is forever!! 

Min overraskende nat skete på det suverænt bedste hotel på turen… ved morgenmaden tænkte jeg, om dette mon var tilfældigt, da den efterfølgende dag var ”konge-etapen”. Var dette hotel valgt for at skabe lidt ekstra energi inden de kommende strabadser, som viste sig at være meget hårde mod mig. De første 1100 km af turen havde jeg været én af de seks ”trækkerdrenge”, som havde været gennemgående i fronten på hold 2. 

Flere af de andre seks havde kørt til Paris før, og de tog længere føringer end mig, men trætheden blev i løbet af dagen slående. De første 70 km blev kørt i den hårdeste vind på turen, og da vi ankom for foden af Huy de Mur, var jeg allerede godt brugt. 

To dage forinden havde Tour de France sluttet en etape på den top, som vi nu skulle bestige. Min familie ville møde mig på toppen, men kunne ikke finde den, og derfor talte jeg med dem i telefonen, mens de andre gik i gang med opstigning, som på nogle steder er på over 20%. Igennem hele træningen havde der været snakket meget om ”muren”, men jeg var slet ikke røget med på bølgen omkring dette bjerg. For mig handlede det kun om at komme til Paris - ikke om at bestige Huy de Mur, men jeg ville cykle hele vejen til Paris og dermed også op af disse voldsomme stigninger.  

Da jeg begyndte at cykle opad på det første stykke, overhalede jeg flere af mine holdkammerater, der var stået af cyklen for at trække op af den helt ulidelige stigning. Min plan var at holde en pause på vej op og få pulsen ned, men at cykle hele vejen op. Det holdt, men det var næsten umuligt at klikke i klamperne, da jeg skulle sætte i gang efter min pause. Jeg var også helt færdig kort før mål, hvor kun en energisk Peter Mikkelsen fik mig til at indse, at der jo ”kun” var 300 meter til toppen. Jeg klarede ”muren”, men var presset til sidst og gav alt… 

Det blev kostbart… for efterfølgende ventede 100 km og 1.500 højdemeter. Tretten km før hotellet gik jeg ”kold”. Regnen og kulden havde gjort, at jeg havde fået et ”nedfrysning”, sagde holdets læge, der tilså mig. Jeg rystede over hele kroppen og havde tømt min krop for energi - altså gået ”sukker-kold”. Lægen sagde, at jeg skulle en tur i servicebilen, men det ville jeg ikke… Kompromiset blev, at jeg hurtigt skulle spise to pakker druesukker, to skriver rugbrød, drikke to Fanta’er, spise flere energi-barer samt spise fire figenstænger. 

Jeg hader stegt lever… og figenstænger, men sagde ikke noget til den altid rare Anne, som holdt et skarpt øje med min rystende krop. Jeg indtog det hele på et par minutter, og meldte mig klar. For første gang på turen blev jeg sat tilbage i gruppen, hvor holdkaptajnen holdt et meget venligt øje på mig, og på en af de sidste stigninger lagde han en hjælpsom hånd på min ryg for at hjælpe mig op, men jeg afviste dette - alt for groft. 

Dette beklagede jeg naturligvis overfor Peter Thorsø senere, men jeg var presset, og mine tanker svævede omkring min syge far og min familie, der lige havde sendt mig videre fra ”muren” med kærlige hilsner på plancher - dette hjalp mig til at give det allersidste… Efter et langt bad og masser af aftensmad stoppede jeg igen med at ryste, og jeg fik en god nats søvn. 

7.    dag 
Torsdag den 9. juli (6. Etape)
Fra Vresse-sur-Semois, Belgien til Compiegne  - 198 km
Logi: Hotel Ibis 


Oh, I get by with a little help from my friends
Mm, I get high with a little help from my friends
Mm, gonna try with a little help from my friends


Gårsdagens oplevelse sad naturligvis i kroppen dagen efter, men nu manglede der blot en lille tur ind til Paris samt dagens bjergetape, som endte med at vise sig at være ualmindelig hård - især efter en hård start. Efter få minutter af dagens etape startede nemlig 50 km hård bjergkørsel, men på trods af dette var der en opløftende stemning på holdet.

I løbet af dagen opdagede jeg de andres træthed, men også styrke. For imens flere af holdets ryttere blev trætte, så trådte andre i karakter - på en næsten rørende måde. Nogle fik et skub, når der var brug for det og andre et kram, når det var tiltrængt. Alle hjalp til, hvor de kunne, hvilket næsten gav en unik fremgang - også hele service-teamet trådte virkelig i karakter med den energi, som vi manglende. 

Her mærkede jeg, hvordan Team Rynkeby kunne komme i ens blod. Afslutningen på hele turen blev en kæmpe udfordring for mange, og glem nu ikke at det var for en rigtig god sags skyld, at mange ramtes fysisk hårdt, men også menneskeligt. 

Alle trillede trætte ind til hotellet med opløftet pande, og om aftenen løftede taget sig på hotellet. Fra første minut af aftensmaden var der fest og høj stemning i sådan en grad, at personalet så måbende til. Efter maden havde vores service-hold imponeret igen ved at lave en udendørs bar - som vi forsøgte at tømme. Jeg gik i seng omkring kl. 3, imens Benny - efter Danni var puttet - stadigvæk nød ”solen, palmerne og kællingerne”. 

8.    dag
Fredag den 10. juli (7. Etape)
Fra Compiegne til Paris - 92 km
Logi: Novotel Paris East (Bagnolet)


You can’t see the future - with tears in our eyes! 

Tømmermændsramte stod vi alle klar kl. 9 på denne sidste dag, men samtidigt med dette var der også en følelse af ubeskrivelig glæde. Der manglede blot små 100 km, inden vi ville ramme målet, men denne korte dag blev pludselig lidt stresset - ikke overraskende for Jens Christian og jeg - da en grusvej gjorde, at vi skulle køre en omvej på denne meget varme dag. 

På Place de la Fontaine aux Lions mødte vi dog til tiden - sammen med de 31 andre Team Rynkeby-hold, og herefter kørte vi samlet til centrum af Paris. Det blev til tider lidt hektisk, men en stor oplevelse. Mange steder i midten af 

den franske hovedstad var spæret til fordel for os, hvilket skabte et trafikalt kaos, men vi kørte en flot tur, hvor vi blandt andet kom forbi Triumfbuen og kørte næsten under Eiffeltårnet - til min store overraskelse. 

Da vi nærmede os Invalidekirken, græd mange på holdet - og bag ved mine tætsiddende gule Oakley-briller trillede også tårer ned af kinderne. Under hele vejen indtil centrum af Paris blev vi klappet frem, og der var samlet flere tusinde for at fejre vores ankomst ved Invalidekirken. Tilskuerne var glade, og glædes- og sikkert også lidt udmattelsestårer var på manges kinder. 
Kort inden ankomsten brød feltet ud i "Der er et yndigt land". Den sang fik mig helt i knæ… jeg havde gåsehud over det hele - det var virkelig bevægende. Mange tanker løb igennem hovedet, og det kan være svært at genskabe eller berette om, men nationalmelodien og den unikke sang "Never Giving Up” var i baghovedet. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor stort det var - måske pga. af tårrene i mine øjne, men pludseligt stod det klart, at måske havde jeg været med til at gøre en stor forskel… 

Jeg havde cyklet små 1.500 km og 10.000 højdemeter på en uge, som måske gør, at Børnecancerfonden i fremtiden kan hjælpe med til, at der bliver helbredt 5/5 i stedet for nu 4/5… Jeg havde samlet penge ind og været klar til hjælpe, når der var blevet bedt om det. Derudover var jeg blevet en meget stor oplevelse rigere, og jeg havde intet fortrudt, så afslutningen på den officielle Rynkeby-sang blev pludseligt meget rammende: 

When the river gets strong
We'll make it through(uh-uh)
When the road gets long
We'll make it through(uh-uh)
When the rain gets tough
And we're lost
We're fighting on for you
It's You and I
It's You and I
Never giving up on you
Never giving up on you…

Feltet.dk's app: Følg Paris-Nice nu
Nu er den her - Feltet.dk's helt nye unikke app! En gratis app. Download den før dine cykelvenner og kom forrest i feltet. 
Sidste chance: Deltag i Paris-Nice managerspillet
Managerspillene til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico er åbnet. Dyst i mod alle Feltet.dk's brugere og opret en privat liga, hvor du kun dyster imod dine venner, familie eller arbejdskollegaer.
Feltet.dk køber Bikemania Magazine
Skandinaviens største online cykelportal Feltet.dk køber Bikemania Magazine og stifter samtidig et nyt selskab Motionsfeltet.dk ApS. 
Stor dansk virksomhed går ind i cykelsporten - Ny sponsor i Giroen
Den danske lysvirksomhed VELUX kan kalde sig ny sponsor af nogle af cykelsportens største løb.
Officielt: Københavnsk cykelfusion ser dagens lys
Team Interklima ABC Copenhagen vil fremover være et samarbejde mellem Amager Cykle Ring og ABC København.
Oversigt: Se alle de nye trøjer til 2024
Vi bringer her en oversigt over alle de nye trøjer, der kommer til at pryde landskabet i den kommende sæson.
UCI tager bizar sag op: Mekaniker klædte sig ud som rytter
UCI sanktionerer det amerikanske kontinentalhold, Cynisca Cycling, efter de sidste år forsøgte at snyde sig til en startplads i et belgisk endagsløb.
I dag starter årets store cykeldyst! Er du klar!?
Er du klar til sæsonens ultimative managerspil? Feltet.dk's sæson kører helt fra februar til cykelsæsonen slutter den 20. oktober.
Test: EKOI HEAT Concept 5
Kolde fingre kan ødelægge den gode oplevelse af en vintercykeltur - med EKOI Heat Concept 5 er det bare med at komme afsted.

Instagram #motionsfeltet

ANNONCE

Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig

Team Motionsfeltet.dk

Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?

ANNONCE

Motionsfeltet.dk   •   Åsvinget 5   •   9800 Hjørring   •   Tlf. 5155 8966   •   info@motionsfeltet.dk   •   Cookieindstillinger

Andet