Skrevet af: Johannes Ravn.
Lørdag den 11. april blev Ulven Gravl afholdt lige uden for Hjallerup. 238 var tilmeldt og
fordelt ud på tre distancer: 50 km, 90 km og den lange 150 km.
Løbet var kaotisk fra start med ødelagt udstyr, et felt der relativt hurtigt blev godt spredt, og så mange bakker, man kunne ønske sig.
Morgenen startede godt med solstråler, der brød igennem de lette skyer, og duften af
friskbrygget kaffe, der blandede sig med den fugtige skovbund. Regnen natten til lørdag
havde lagt en dæmper på støvet, så forholdene var supergode. Klokken 10.00 blev de første ryttere sluppet løs på den lange 150 km rute.
At navnet “Ulven” ikke er valgt for sjov, blev tydeligt for alle allerede efter 20 minutter. Her
vendte den første rytter tilbage mod startområdet – ikke med en sejr, men med en flækket
fælg og fladt dæk.
Fra aerodynamik til mountainbike-tendenser
Gravel-scenen er i konstant udvikling, og i dag så vi tydelige tegn på de nyeste trends. Mens
de fleste ryttere holdt sig til de klassiske 45 mm dæk, var der et par undtagelser, der peger
mod en bredere fremtid, vi måske allerede er midt i.
Blandt andet denne opsigtsvækkende cykel fra norske Fara. GR4, som modellen hedder, var
sat op med de aerodynamiske Zipp 303 XPLR S fælge, der med dens 32 mm indvendige bredde virkelig gav dækkene plads til at arbejde.
På fælgene sad et sæt 2.2” Continental Dubnital XC-dæk – en opsætning, der udnytter cyklens maksimale dækfrigang på 57 mm. Cyklen var udstyret med et 380 mm bredt styr og 13-speed SRAM Force.
Anna Eriksens podie-raket
En anden cykel, der er til at få øje på, er Anna Eriksens. Anna kom på en 2. plads for kvinderne og 27. plads samlet på en flot Cannondale Topstone, udstyret med Miche Graff fælge og en elektronisk Shimano-gruppe bestående af et mix af mountainbike- og gravelkomponenter. Bagskifteren er en Shimano XTR Di2, som er noget af det ypperste inden for elektroniske mountainbikegrupper. Kassetten er en Shimano 9-45T, og en 48T
Wolftooth aero klinge, designet specifikt til Shimano GRX-kranksæt. Dækkene er Schwalbe G ONE RX i 50 mm.
Hydreringsveste og “no-stop” strategi
En anden tydelig tendens var mængden af hydreringsveste. For de ryttere, der jagtede en god tid, var depoterne en tidsrøver, der skulle undgås. Ved at bære deres egen væske og
energi kunne de køre nonstop gennem det bølgede terræn, hvor farten varierede voldsomt alt efter underlagets tilstand. Desuden viser nyere aero tests, at det også skulle have en aerodynamisk fordel at bære en hydreringsvest.
Ude på ruten
Undervejs var jeg med løbsarrangøren Søren Svenningsen rundt på ruten. Vi fik mange bemærkninger med fra rytterne. De var glade, men så også ud til at have det hårdt, især på de mange stigninger. Vi mødte blandt andet det forreste felt på 150 km-distancen, bestående af ca. 10 ryttere. Senere var feltet brudt op, og Thomas Bundgaard og hans flotte S-works Crux, som også sad i samme felt, endte med at tage sejren med hjem.
Der blev virkelig kørt til. Underlaget var til tider løst, og når det samtidig går op ad bakke, så
bliver det hårdt. På trods af dette lykkedes det løbets absolutte top at holde en gennemsnitsfart på lige omkring de 33 km/t over 150 km, selvom der kun var ca. 25 % asfalt og så mange – måske endda flere – bakker, end man kunne ønske sig.
Desuden så det ikke ud til, at der lå grene og andre efterladenskaber, efter at stormen Dave havde været forbi et par dage forinden. Dog havde det regnet natten til lørdag, så gruset var mere fast, end det kunne have været. Det resulterede i et underlag, som var i absolut topklasse.
Da rytterne begyndte at komme retur fra de hårde grusbakker, blev der fyret op for mad, kaffe og musik. Der var virkelig en hyggelig og god stemning efter løbet, på trods af de mange ømme ben. Menuen stod på ris, fladbrød og chili con carne – lige hvad man havde brug for efter en lang dag i sadlen. Snakken i målområdet gik i høj grad på udstyr og ruten, hvilket er helt i gravelrytterens ånd.
