Der bliver trængsel på løberuterne i København i næste uge. DHL Stafetten København melder nemlig fuldstændig udsolgt, når hele 160.000 deltagere fordelt på fem dage skal løbe eller gå fem kilometer i og omkring Fælledparken.
Af Jesper Johannesen, Motionsfeltet.dk
Det er svært ikke at blive imponeret over størrelsen.
Når DHL Stafetten København løber af stablen fra mandag den 24. til fredag den 28. august, bliver det med hele 160.000 deltagere. Dermed rammer arrangementet for andet år i træk det maksimale deltagerantal.
Mere end 100.000 af deltagerne skal løbe det klassiske fem kilometer lange stafetløb, mens over 50.000 har valgt Walk-ruten på ligeledes fem kilometer.
Det betyder, at Fælledparken gennem fem dage bliver omdrejningspunkt for et af verdens største motionsevents.
Fra 700 til 160.000 deltagere
Årets udgave bliver nummer 45 i rækken.
Sparta Atletik & Løb arrangerede første gang stafetten i København i 1981. Dengang deltog omkring 700 personer. Da DHL ti år senere kom til som hovedsponsor, fik arrangementet navnet DHL Stafetten København.
Siden er det vokset eksplosivt.

I dag deltager medarbejdere fra mere end 2.700 danske arbejdspladser. Det gælder både nogle af landets største arbejdspladser og mindre virksomheder, der måske blot stiller med et enkelt hold.
Blandt de store deltagere er Novo Nordisk og Region Hovedstaden, mens også Christiansborg bliver massivt repræsenteret. Folketingets administration og politikere har været med i mere end 20 år og stiller denne gang med over 45 hold.
Alle Folketingets partier er ifølge arrangørerne repræsenteret.
Mere end bare fem kilometer
Selvom løb og gang naturligvis er omdrejningspunktet, fremhæver arrangøren især fællesskabet som en væsentlig årsag til stafettens enorme popularitet.
Deltagernes egne evalueringer viser ifølge Sparta Atletik & Løb, at stemningen og samværet med kollegerne er blandt de vigtigste grunde til at deltage.
“DHL Stafetten handler selvfølgelig om at løbe eller gå fem kilometer, men det, vi ser igen og igen, er, at det er fællesskabet, der får folk til at komme tilbage. Når man mødes på en anden måde end i hverdagen, opstår der nye relationer på tværs af afdelinger og hierarkier. Det styrker sammenholdet på arbejdspladsen – og den effekt rækker langt ud over de timer, man tilbringer sammen i Fælledparken,” siger Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Atletik & Løb.
Og med 160.000 deltagere for andet år i træk tyder meget på, at kombinationen af motion og kollegialt fællesskab fortsat rammer noget hos danskerne.
Nyt løb for skoleelever
I forbindelse med årets DHL Stafetten introducerer Sparta desuden et nyt initiativ.
Fredag den 28. august arrangeres Mini Stafetten for første gang. Her får lokale skoleelever mulighed for at være en del af stafetten i Fælledparken.
DHL Stafetten København arrangeres af den nonprofitbaserede idrætsforening Sparta Atletik & Løb. Overskuddet fra arrangementet går blandt andet til udviklingen af løbeevents og til arbejdet med at skabe gode betingelser for børn, unge og eliteudøvere inden for løb og atletik.
