Den helt nye Garmin 850 Edge er med sin kompakte størrelse, mange avancerede funktioner, lave vægt og lækre kvalitet, et godt bud på en cykelcomputer til dine cykelture

Garmin har igen lanceret en rigtig lækker cykelcomputer, som helt sikkert vil være en eftertragtet model for mange. Kompakt størrelse, masser af funktioner og ikke mindst en lækker kvalitet i materialer, software og funktioner. Dertil et økosystem med hurtig og nem parring med dit WIFI og dit Garmin Connect system og alt sammen til en fornuftig pris.
Un-boxing:
Garmin laver nogle rigtig gode cykelcomputere. Kvaliteten er i orden, og da jeg modtager pakken med den nye GARMIN 850 Edge til test, kan jeg allerede på kassen mærke en lækker kvalitet.
I kassen medfølger stort set alle de ting, du skal bruge for at få en god oplevelse. Diverse elastikker til montering, front-mount til et rundt styr og kabler til opladning. Alt sammen pænt pakket ind og i lækker kvalitet.

Fakta:
Inden vi går i gang med testen, så lad os se på, hvad Garmin selv siger om deres nye topmodel:
Produktets navn: GARMIN Edge 850
– Et levende farvedisplay 2,7 tommer og i farver
– Op til 12 timers batteritid i krævende brugssituationer
– Få advarsler om færdselsfarer rapporteret af andre ryttere
– Avanceret indsigt i træning og præstationer
– Giv ryttere og fodgængere besked med en cykelklokke på enheden
– Hold forbindelse og vær konkurrencedygtig med “gruppeturfunktionen”
Producent: Produktet er stillet til rådighed af Garmin
Vægt 113 gram
Vejledende pris: kr. 4.299 jf. Garmins hjemmeside
En lækker lille sag:
Til dagligt kører jeg rundt med en Garmin 1050, og man bemærker straks slægtskabet til denne lillebror. Selve designet og det udtryk den har minder meget om den større 1050 model.
Der er dog nogle væsentlige forskelle. På 850 er der hele 7 fysiske knapper til betjening af funktionerne, selvom den naturligvis har touch screen. Det giver dog alt mulig god mening, da netop den mindre størrelse, og dermed mindre skærmstørrelse gør, at man ikke helt så let kan ramme de enkelte felter på skærmen. Mere herom senere.
Montering sker naturligvis med det klassiske Garmin mount, hvor man drejer den 90 grader og så er den låst fast. Det virker og udstråler bare Garmin kvalitet.
Opsætning:
Straks man tænder sin nye Garmin 850 EDGE vil man kunne koble den sammen med sin mobiltelefon og parre den med Garmin Connect APP’en. Det virker og hurtigt er de fleste af ens opsætninger overført.
Baner og træninger kan man nemt og meget effektivt sende fra Garmin Connect og synkroniseringen oplevede jeg som hurtig og præcis. En ny bane vil komme frem direkte på forsiden af computeren og man kan blot trykke på den, så er navigationen i gang. Smart og enkelt.
Selve softwaren i Garmin 850 er nu stort set magen til den jeg finder i min større 1050. Det vil sige samme måde at navigere rundt i menuerne, og samme betjening. Skærmen kan både betjenes som touch-screen og med de 7 knapper.
En helt igennem god skærm:
Garmin laver bare nogle gode skærme. Lysstyrken justerer sig selv på den 2,7 tommer store skærm, og der er altid nok lys i skærmen. Kontrasten er god, og selv i kraftig sol er der ingen problemer med at se, hvad der står.
Skærmen kan have mange felter, men jo flere jo mindre bliver de jo naturligvis. Hvis du er typen der kører “hård træning” eller løb, så vil jeg sige 4 felter er det maksimale man lige kan overskue. Flere felter bliver efter min smag for små. Har du andre behov, så kan du have flere skærme med flere felter til analyse undervejs.

Der er utallige muligheder for information. F.eks. kan du få forskellige funktioner frem: effekt fra pedaler, stignings overblik, aktuel vejrudsigt eller måske Garmins Group Ride funktion. Mulighederne er mange og de står alle knivskarpt på skærmen.
Navigation, med masser af informationer:
På Garmin Connect kan man lave eller finde sine træningsruter. Disse sendes med få tryk til Garmin 850 Edge, og kommer lynhurtigt over på cykelcomputeren.
Når man har fundet banen frem, så er det blot at trykke “START” på en af knapperne nederst på computeren, helt som det har været på Garmin cykelcomputere i mange generationer.
Når du navigerer, viser skærmen tydeligt kortet og ruten, og alt efter opsætning kan du få vejledning til sving undervejs. Du kan til- og fravælge en masse ekstra funktioner og informationer. POI, trafikerede veje, huller i vejene, segmenter og meget mere. Hvis du slår det hele til, vil du hurtigt blive træt af alarmer, displays der viser alt muligt og et “informations overflow”, som de færreste kan bruge.
Derfor bør man lave forskellige profiler, så man kan få vist det, man har behov for. Er du på hyggetur, er POI og trafik måske relevant. Er du ude at køre stærkt, er det måske bare advarsler om fare og huller i vejen, der skal bruges, resten er ligegyldigt. Mulighederne er mange.

Mange af os kører i skoven, og har behov for navigation der også. De store træer vil ofte skygge for GPS-signalet, og navigationen derfor bliver langsom. Det problem har Garmin forsøgt at løse med en 5 MHz GPS-optagelse, hvilket giver en hurtig fortolkning af GPS-signalet. (5Hz recording gælder kun for Enduro og Downhill aktivitetsprofilerne).
Jeg testede naturligvis Garmin 850 Edge under kørsel på singletracks i skoven. I forhold til tidligere, så oplever jeg faktisk at det virker. En opdatering af navigation og “stregen på kortet” er hurtig og præcis. Det er godt.
God lyd, og gode advarsler:
Garmin 850 Edge er udstyret med en decideret højttaler. Det betyder, at du kan få rutevejledning, ganske som vi kender i bilen. Det vigtigste for mig er, at højttaleren giver gode lydsignaler, når der er fare på færde. Højttaleren har nogle klare signaler. Fare kan indrapporteres via skærmen, og dermed markere f.eks et hul i vejen, som i Garmins økosystem bruges til at advare andre cyklister. Det virker godt, men du skal selv hjælpe med at gøre det bedre, ved at indrapportere f.eks huller.
Har du radar monteret giver højttaleren også god lyd fra sig, ligesom der naturligvis er advarsler ved sving under navigationen. Det virker rigtig godt, der skal lyde stor ros til Garmin for at have arbejdet med disse funktioner.
Og så er der jo den elektroniske ringeklokke. Den virker og den er faktisk god. Den virker bedst, hvis du har en fjernbetjening eller et gear med ekstra knap til ringeklokken.
Gruppeturfunktion:
Garmin lancerede for et par år siden en gruppefunktion. Det vil sige du kan oprette en tur/event, hvor du tilføjer en rute. Det genererer en kode, som du så kan dele med vennerne. Så kan man følge hinanden og se, hvem der vinder og hvor de andre er, ligesom man kan sende korte beskeder. Jeg har før testet denne funktion, men må også sige, at det efterfølgende ikke er noget jeg selv bruger eller har set brugt, der hvor jeg cykler.
Det kræver et større fællesskab, og jeg synes også mulighederne for at dele koder er for tung og besværlig. Som med alle andre sociale fællesskaber skal det være nemt og ligetil, og det synes jeg ikke denne “gruppe ride” funktion er. Men det virker, når man finder nogen med tilsvarende EDGE computere.
En lækker cykelcomputer, pakket ind i kompakt design:
Der er ingen tvivl om at den nye Garmin 850 Edge er en lækker cykelcomputer. Samlekvalitet, knapper, skærm og det medfølgende tilbehør er absolut topkvalitet. Den føles bare lækker og er super nem at gå til.
Betjening af funktionerne på computeren, skift mellem skærmbilleder, er for det meste intuitive, omend der er rigtig mange muligheder. Når man lige har lært den at kende, fungerer det hele bare til topkarakter.
Selve computeren kører rigtig godt. Den starter hurtigt op, og er hurtigt forbundet med din telefon eller dit WiFi. Jeg oplevede under testen ingen nedbrud eller genstarter, hvilket jo er helt essentielt.

De fysiske knapper føles præcise og er et godt alternativ, når man skal betjene computeren med (vinter) handsker. Touchskærmen virker bedst med én finger (uden handske) og derfor giver det god mening med knapperne, som også gør at man ikke skal lede efter skærmfelterne. Det minimerer fejltryk og er rigtig godt.
Garmin lover op til 12 timers batteritid ved hård udnyttelse. Jeg fik ikke kørt 12 timer i træk, men bedømt ud fra ture på 3-4 timer med hård brug, så er 12 timer ikke urealistisk. Det er ganske effektivt for en så lille computer med så mange avancerede funktioner. Det er klart navigationen, der bruger mest strøm.
Alt det jeg ikke fik testet:
Under denne test har jeg ligeledes haft et par Garmin Rally RS/XC 210 effekt- eller Watt pedaler til rådighed. Opkobling til dem og andre devices foregår let og ligetil, og du kan naturligvis følge dine watt på skærmen. Jeg kommer med en anmeldelse af disse senere.
Har du et af de større Di2 skiftegreb, så kan du forbinde din Garmin 850 til disse. Det giver et par klare fordele. Dels kan du på displayet se batteriniveau på Di2, men du kan også opsætte systemet til at kunne ringe med den elektroniske klokke via de ekstra knapper på skiftegrebene. Det er smart. Du kan ligeledes skifte skærmbilleder, hvilket er endnu mere smart.
Sammen med Garmin Connect universet kan du ligeledes planlægge træninger og følge med i dine resultater og dine forbedringer. Det virker og kan være en rigtig god træningspartner.
Har du behov, så kan du også koble dig på GARMIN Pay, og dermed betale dit stop ved bageren med cykelcomputeren. Den funktion har jeg dog ikke testet. Garmin 850 benytter det klassiske mount med et vrid på 90 grader. Hvis beslaget slides, kan det udskiftes, så din cykelcomputer altid sidder perfekt.
Konklusion:
Garmin 850 Edge er et rigtigt godt valg for en cykelcomputer. Den kommer med masser af funktioner og i en rigtig god kvalitet. Samspillet med telefonens APP og andet ekstraudstyr spiller bare, og hele Garmins økosystem er generelt af høj kvalitet.

Størrelsen på skærmen kan man altid diskutere. Den vil være stor nok for de fleste, og på den anden side fylder den ikke så meget og er nem at have med. Prisen er attraktiv, da indholdet er tæt på det, man finder i den større model, bare i en mindre indpakning.
Garmin 850 Edge er en af de ting jeg har testet, som ikke er så sjovt at skulle aflevere tilbage..
Motionsfeltet.dk vurdering: 9/10
Om testen:
Garmin 850 Edge er stillet til rådighed for testen hos motionsfeltet.dk af Garmin Danmark. På denne side kan du læse, hvad Garmin selv skriver om cykelcomputeren.
Garmin 850 Edge er testet i oktober/november måned 2024 på landevejene og skovstier omkring Aalborg.
