SRAM går i krig mod UCI’s nye gear-regler

Cykelkomponentgiganten SRAM har indgivet en officiel klage til de belgiske konkurrencemyndigheder mod cykelsportens internationale forbund, UCI.

Af Jesper Johannesen, Motionsfeltet.dk

Årsagen er UCI’s nye Maximum Gearing Protocol, som sætter en øvre grænse for gearudveksling i udvalgte løb.

Reglen betyder, at ryttere maksimalt må køre med en gearudveksling på 10,46 meter pr. pedalomdrejning – svarende til et 54×11-setup. Dermed bliver SRAM’s populære RED AXS 54×10 ulovlig, hvilket rammer flere af firmaets WorldTour-hold direkte.

”Denne protokol straffer innovation og stiller vores ryttere dårligere,” siger SRAM’s direktør Ken Lousberg, der mener UCI hverken har dokumenteret behovet eller lyttet til input fra branchen.

UCI afviser dialog – SRAM svarer igen

SRAM fortæller, at man flere gange har forsøgt at tage dialogen med UCI om konsekvenserne for ryttere og hold, men uden held. I stedet indbringer SRAM nu sagen for de belgiske konkurrencemyndigheder, som har åbnet en formel sag mod UCI.

Samtidig advarer SRAM om, at reglen kan skade både firmaets omdømme, markedet for high-end gearsystemer og i sidste ende rytternes sikkerhed.

”Alle ryttere bør kunne konkurrere på lige vilkår. Lige nu bliver SRAM-udstyrede hold tvunget til at køre med færre muligheder end konkurrenterne – og det er hverken fair eller gennemsigtigt,” siger Lousberg.

Risiko for hele markedet

Hvis restriktionen fastholdes, frygter SRAM, at producenter og forhandlere vil droppe deres systemer, hvilket kan få store konsekvenser for firmaet.

SRAM kræver nu, at gearbegrænsningen suspenderes øjeblikkeligt, og at producenter fremover får indflydelse på UCI’s beslutninger om udstyr.

”Vi opgiver ikke fire årtiers udvikling, fordi en arbitrær regel spænder ben for os,” lyder det fra SRAM-direktøren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *