Skoleelever gør klar til dansk WorldTour-løb: Pynter ruten med genbrugsmaterialer

Når Københavns gader atter danner kulisse om cykelløbet Copenhagen Sprint den 13. og 14. juni, har flere af byens folkeskoler pyntet ruten med genbrugsmaterialer.

Der er dømt fest i gaderne, når verdens bedste cykelrytterne indtager København den 13. og 14. juni til CPH Sprint. Og til en ordentlig fest hører festligt pynt. Derfor har fem af hovedstadens skoler, som ligger tæt på eller langs cykelruten, sørget for at pynte op. 

Eleverne på Fensmarkskolen, Guldberg Skole, Nørrebropark Skole, Skolen ved Dybbølsbro og Sølvgade Skole har op til cykelløbet et undervisningsforløb, hvor de laver pynt til deres skoler i Copenhagen Sprints farver: grøn, hvid, sort og blå. Der bliver blandt andet lavet vimpler og bannere med beskeder til rytterne. 

Nyt liv til kasserede stofrester 

Og der er tænkt over sagerne. Pynten er nemlig lavet af tekstilrester, der var blevet smidt ud, fordi de ikke umiddelbart kunne bruges andre steder, og som derfor var på vej til genanvendelse hos Sydhavns Genbrugscenter. Men med skolernes projekt om citydressing bliver stofresterne nu alligevel brugt en ekstra gang, inden de sendes retur til genbrugscenteret til videre forarbejdning. 

Temaet for elevernes undervisning har derfor fokus på genanvendelse af ressourcer blandt andet med en gennemgang af affaldshierarkiet og brug-og-smid-væk-kulturen – ud over cykelløbet selvfølgelig. 

Museum danner ramme om undervisning og produktion af pynt 

Produktionen af pynt har hovedsageligt fundet sted ude på skolerne, men den 9. og 10. juni dannede Statens Museum for Kunst ramme om elevernes arbejde. Det skete i tidsrummet 10.00-13.00, hvor eleverne fra Sølvgade Skole vil være på museet. Her henter de blandt andet inspiration til deres kreationer fra museets udstillinger. 

Meget mere cykelglæde for børn på programmet 

Til Copenhagen Sprint er der masser af fest og cykelløb på programmet for byens børn – og ikke kun som et godt heppekor langs ruten.

Lørdag og søndag den 13. og 14. juni fra klokken 10.00-12.15 er der BørneTour i Østre Anlæg, som er et begyndercykelløb for børn og unge i alderen 3-9 år. Løbet sætter fokus på børns cykelglæde. BørneTour handler derfor ikke om at cykle hurtigst eller komme først. 

Børne- og Ungdomsborgmesteren vil være til stede til BørneTour, hvor han begge dage skyder løbet i gang klokken 11.00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *