Rebild Bakker Ruten kåret som en af Hærvejens Perler

Når Rebild Bakker Ruten tirsdag den 14. oktober bliver udpeget som en af Hærvejens Perler, er det både et kvalitetsstempel og en stor anerkendelse af en af Nordjyllands smukkeste vandreruter.

Af Jesper Johannesen, Motionsfeltet.dk

Ruten, der strækker sig over 10,8 km, bliver dermed en del af et eksklusivt netværk af særligt udvalgte oplevelser langs den historiske Hærvej. Det betyder øget synlighed – både nationalt og internationalt – og flere gæster til området, som i forvejen er et mekka for naturelskere, motionister og historieinteresserede.

En rute med alt det bedste fra Rebild

Rebild Bakker er kendt for sit kuperede terræn, lyngklædte bakker og fantastiske udsigter. Rebild Bakker Ruten, som blev etableret i 2018, byder på nogle af områdets største højdepunkter:

Troldeskoven, hvor de krogede bøgetræer skaber en magisk stemning.
Sønderkol, ruten højeste punkt på 102 meter, med panoramaudsigt over bakkerne.
Ravnkilde, en af Danmarks mest vandrige kilder, hvor der springer 85 liter iskoldt, friskt vand i sekundet.

Tidligere på året blev også Gravlev Ådal Ruten optaget som en af Hærvejens Perler. Dermed markerer Rebildområdet sig nu endnu stærkere på landkortet som et område, hvor natur og kulturarv går hånd i hånd.

Et kvalitetsstempel til hele området

For borgmester Jesper Greth er udpegningen både en milepæl og en mulighed for at styrke Rebild Kommunes position som natur- og kulturdestination:

“Rebild Bakker Ruten er et enestående sted, hvor natur, kulturarv og fællesskab mødes. Med udpegningen som en af Hærvejens Perler får vi både et kvalitetsstempel og en mulighed for at vise området frem for endnu flere gæster,” siger han.

Også hos RebildPorten er begejstringen stor. Destinationsudvikler Susia Frendrup Larsen fremhæver især naturen som noget helt særligt:

“Noget af det, der gør Rebild Bakker Ruten unik, er den rå natur. Man kan drikke direkte fra Ravnkilde og opleve et bakket landskab, som man ikke finder mange andre steder i Danmark. Det er en oplevelse, der virkelig skiller sig ud.”

Markeres med fælles vandretur

Udpegningen markeres tirsdag den 14. oktober med en officiel åbning. Her holder borgmesteren tale, inden snoren klippes og deltagerne kan begive sig ud på en fælles vandretur.

Der er gratis kaffe og rundstykker til de første 200 tilmeldte – en ekstra god grund til at starte dagen i det smukke bakkelandskab.


FAKTA: Rebild Bakker Ruten som Hærvejens Perle

Hvornår: Tirsdag den 14. oktober kl. 9.00
Hvor: RebildPorten, Rebildvej 25A, 9520 Skørping
Pris: Gratis deltagelse. Morgenbrød og kaffe til de første 200 tilmeldte.
Tilmelding: rebildporten.dk – under “DET SKER”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *