Anton er mountainbiker med trang til stejle nedkørsler og store hop. Da vi var i Åre sidste år fløj han 18 meter fra afsæt til landing, så en grusvej har forståeligt nok aldrig været særligt tiltalende for ham.

Men man har ét standpunkt, til man tager et nyt, tænkte jeg.

Da jeg i påsken ville tage en spontan tur, for at teste lidt grej, spurgte jeg ham - efter et par snaps ved påskebordet - om han ville med, og så var han jo nødt til at svare "Ja."

Vi havde lige fået et par Specialized Diverge democykler hjem hos Bike & Co i Helsingør, så det var den perfekte anledning.

Kriteriet fra Antons side var dog, at vi skulle have god mad og øl ved bålet, så min plan om at være pakket ultralet blev skrottet til fordel for en lille rygsæk med lækker proviant. Det var trods alt hans første overnatning i det fri, siden vi var børn på teltferie.

Vi satsede og cyklede til et shelter der stod som booket. Vi fik gang i bål, tacos og en god øl, selvom der var en risiko for at nogen ville komme og smide os væk. De kom dog ikke.

Anton frygtede, som de fleste der skal sove udendørs første gang, at han ville fryse.
Så jeg lånte ham min varme 3 sæsoners sovepose, og jeg brugte selv min sommerpose med komforttemperatur på 12 grader.

Trods istapper fra shelterens tag om morgenen, holdt vi os begge varme uden problemer.

Noget der gjorde Antons søvn usammenhængende, var alle skovens lyde om natten, og dem er der mange af, især her i forårsmånederne, og det tog også mig et par nætter under åben himmel før jeg vænnede mig til det. Jeg blev vækket af en forbipasserende elg på min første solotur... så falder man ikke i søvn igen lige med det samme.

Til morgenmad havde jeg pakket kartofler, løg, hvidløg og smør i sølvpapir, så det var bare at smide det i gløderne, mens vandet til kaffen kogte.

God morgenmad med mindst ligeså god kaffe er et kæmpe plus, når man skal finde en god grund til at kravle ud af posen. Jeg lod Anton ligge, indtil kaffen var hældt op, og efter maden pakkede vi hurtigt sammen, og blev mødt af min Kollega Jesper, der ville med på dagens tur rundt i Gribskov.

Der er intet bedre end at stå op, pakke sit lille hjem ned i et par tasker, og så bare cykle ud i naturen, så ruten bestod af nogle af mine yndlingslokationer i Gribskov og derefter hjem mod Helsingør.

Der var blevet lovet sne i vejrudsigten, og med lidt småhagl hist og her, forventede vi ikke mere, da vi havde 10 kilometer tilbage. Men Anton fik da oplevet lidt vinterbikepacking i april, da vi blev ramt af en snestorm. Helt klart turens højdepunkt.

En time efter hjemkomst ringede Anton til mig, og spurgte:  “Har I en Diverge på lager i min størrelse?”.

Vi har siden vi var børn brugt cykler til at udforske skove og nabolag, det er nok det der er så tiltalende ved gravelcykling og bikepacking. Man får lov til at være barn igen.

Se mere på Feltet.dks Gravelside.