En cykelklub i Lind står til at skulle fjerne en del af deres mountainbikespor, som frivillige medlemmer har brugt tusindvis af timer på at etablere. Afgørelsen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø møder nu massiv kritik fra både lokale aktører og politikere.
Af: Jesper Johannesen, Motionsfeltet.dk
Cykelklubben “De små klinger” bakker i disse dage op om en sag fra Hodsager, hvor en landmand er blevet pålagt at rive sin 23 år gamle gylletank ned, fordi en tredjedel af tanken ligger i fredskov. Tankens placering fire meter forkert på egen grund har fået styrelsen til at afslå ansøgningen om dispensation – til trods for, at der ikke har været problemer med placeringen tidligere.
“Det giver ingen mening, at man ser sådan på den sag,” forklarer Finn Lau Nielsen, formand for “De små klinger” til tvmidtvest.dk.
“Fuldstændig horribelt” – 4000 frivillige timer i fare
Klubben oplever nu selv en tilsvarende udfordring: Styrelsen kræver, at en tredjedel af klubbens mountainbikebane i Lind skal fjernes, fordi den del af banen ligger i fredskov.
“Vi er ude i noget af det samme her. Det er fuldstændig horribelt,” siger Finn Lau Nielsen, som påpeger, at området, før banen blev etableret, blot var en mark med spredt buskads. Skoven er siden vokset frem parallelt med cykelsporets udvikling.
Mountainbikebanen blev anlagt i 2013 med tilladelse fra Herning Kommune, som på daværende tidspunkt havde omdannet området til et bakket naturområde for blandt andet at dæmpe motorvejsstøj ved nærliggende boliger. Klubbens medlemmer har investeret omkring 4000 frivillige timer i at plante træer og udvikle sporet.
Alligevel understreger teamleder i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Mette Arpe Hansen, i et skriftligt svar, at området allerede i 2010 fik status som fredskov, hvilket som udgangspunkt forhindrer byggeri, anlæg og terrænændringer.
“Det er bureaukrati for bureaukratiets skyld,” fastslår Finn Lau Nielsen.
Politiker: “Det skriger til himlen”
Johs. Poulsen (RV), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune, retter skarp kritik af styrelsens praksis.
“De allerfleste mennesker tænker, at det skriger til himlen,” siger Johs. Poulsen og understreger samtidig, at kritikken ikke handler om at svække beskyttelsen af skovene.
“Det handler ikke om, at vi ikke skal have en fornuftig beskyttelse af vores skove – tværtimod. Jeg står for mest mulig god natur. Men man skal anvende fornuftig dømmekraft,” fastslår han.
Johs. Poulsen fremhæver, at Herning Kommune har oplevet flere tilfælde, hvor læbælter i erhvervsområder pludselig er blevet kategoriseret som fredskov, hvilket har forhindret selv små anlæg som vendepladser.
Han erkender, at styrelsen har hjemmel til at træffe afgørelserne, men opfordrer politikerne på Christiansborg til at tage et grundigt kig på skovlovgivningen.
Alle billederne i artiklen er private fotos