Kommentar: Hvor blev cyklen af i finansloven?

Finansloven for 2026 er landet, men cyklen er nærmest forsvundet i regnearket.

Af Jesper Johannesen, direktør hos Motionsfeltet.dk.

Mens regeringen og Konservative fremhæver lettelser og vækstinitiativer, er der intet, der peger på, at Danmark ønsker at styrke den grønne og sunde transportform, som ellers burde være en hjørnesten i et moderne, bæredygtigt samfund.

Cyklistforbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag, kalder det en “usund finanslov med mere slik, flere biler og ingen cykling”, og det er svært at være uenig. Afgifterne på kaffe, chokolade og sukkervarer afskaffes for milliarder, mens skatteincitamenter, der kunne få flere til at vælge cyklen, glimrer ved deres fravær.

Andre lande har for længst vist vejen: Sverige giver medarbejdere mulighed for at købe cykler via bruttolønsordninger, Holland og Portugal bruger momsnedsættelser, og Tyskland har gjort firmacykler til en integreret del af grøn pendling. Danmark derimod – “cykellandet” – nøjes med en enkelt million til en BMX-bane i Hvidovre.

Det er svært ikke at se ironien. Vi taler ofte om sundhed, klima og trængsel, men når finansloven skal fordele de store midler, havner pedalkraften nederst på prioriteringslisten.

Hvis Danmark skal bevare sin status som cykelnation, kræver det politisk mod og økonomisk vilje. Cykling skaber sundhed, reducerer CO₂, mindsker trængsel og giver et kæmpe samfundsafkast. Alligevel er cyklen igen parkeret uden for forhandlingslokalet.

Måske skulle man begynde med at give den en plads i finansloven?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *