Stort internationalt cykelløb kommer til Danmark: Her skal 1.000 ryttere dyste

Den internationale cykelløbsserie GFNY kommer for første gang til Danmark. Den 8. august 2027 bliver Nyborg centrum for et stort internationalt motionscykelløb med to distancer, massestart ved Nyborg Slot og plads til både ambitiøse motionister og ryttere med konkurrencedrømme.

Af Jesper Johannesen, Motionsfeltet.dk

Danmark får endnu et stort cykelevent på kalenderen. Den internationale løbsorganisation GFNY har offentliggjort, at det første danske GFNY-løb skal køres i Nyborg den 8. august 2027.

GFNY Nyborg bliver kørt på landevej omkring Nyborg og Østfyn, hvor deltagerne kan vælge mellem to distancer. Den lange rute bliver på 140,1 kilometer med 911 højdemeter, mens den kortere motionsrute bliver på 80,6 kilometer.

Nyborg Slot skal danne en spektakulær ramme om både start og mål, og rytterne sendes afsted i en fælles massestart.

Ifølge arrangørerne kommer ruterne til at kombinere hurtige og forholdsvis flade strækninger med længere, jævne stigninger og nedkørsler gennem det østfynske landskab.

Op mod 1.000 deltagere

GFNY er en international serie af cykelløb, hvor almindelige motionsryttere får mulighed for at opleve et arrangement, der på flere områder forsøger at efterligne rammerne omkring professionelle cykelløb.

På den lange distance i Nyborg bliver der tale om et egentligt konkurrenceløb, mens den kortere rute i højere grad henvender sig til motionister.

Nyborg Kommune forventer, at op mod 1.000 danske og udenlandske ryttere kan stille til start.

“Det er en stor gevinst for Nyborg, at det internationale cykelløb GFNY Danmark har valgt os som deres første danske destination. GFNY er et stærkt internationalt brand, og derfor forventes op mod 1.000 danske og internationale cykelryttere at deltage – fra ambitiøse motionister til semiprofessionelle,” siger Nyborgs borgmester Kenneth Muhs.

Kommunen ser samtidig løbet som en mulighed for at tiltrække gæster, der ikke nødvendigvis rejser hjem umiddelbart efter at have krydset målstregen.

“Mange tager familie og venner med, og vi vil bruge muligheden til at vise Nyborg frem for et internationalt publikum og styrke vores position som en attraktiv destination for sport, turisme og store events,” siger Kenneth Muhs.

Danmark var et naturligt valg

GFNY arrangerer løb flere steder i verden, og den danske afdeling bliver endnu en del af organisationens voksende europæiske kalender.

Ifølge GFNY-præsident Lidia Fluhme passer Danmark godt ind i seriens internationale ekspansion.

“Danmark er et naturligt næste skridt for GFNY i Europa. Landevejscykling har et stærkt momentum her, og danske ryttere har en ægte passion for sporten,” siger hun.

Hun fremhæver samtidig Nyborg og Østfyn som et område, der både kan levere cykelruter og oplevelser uden for selve løbet.

“Nyborg og Østfyn tilbyder præcis den type destination, vi søger: smukke veje, en stærk cykelkultur, historie og et område, som rytterne har lyst til at opleve også efter løbsdagen.”

Jens Veggerby bliver løbschef

Det danske GFNY-arrangement bliver gennemført i samarbejde med MCI Scandinavia, der får ansvaret for logistikken omkring løbet.

Et kendt dansk cykelnavn får samtidig en central rolle.

Den tidligere professionelle cykelrytter Jens Veggerby er udpeget som løbschef for GFNY Nyborg.

“Da vi skulle vælge en dansk destination, der kunne leve op til GFNY’s krav og ambitioner, blev vi hurtigt overbevist om, at Nyborg var det helt rigtige sted at starte. Kombinationen af de flotte omgivelser, de gode vejforhold og den stærke lokale opbakning gør Nyborg til en ideel værtsby for GFNY Danmark,” siger Per Ankær, direktør i MCI Scandinavia.

Vejen kan føre helt til New York

GFNY er mere end enkeltstående motionsløb. Organisationen har opbygget en international konkurrencestruktur under navnet “GFNY Road to NYC”.

Her forbindes de enkelte GFNY-løb med nationale og kontinentale mesterskaber og i sidste ende GFNY World Championship i New York City.

GFNY-løbene tilbyder tidtagning og aldersopdelte konkurrencer, men er samtidig åbne for en bred gruppe af cykelryttere. Organisationen arrangerer primært landevejsløb, men har også aktiviteter inden for blandt andet gravel og mountainbike.

Flagskibet er GFNY World Championship New York City, der hvert år tiltrækker ryttere fra mere end 90 lande.

Tyvstart allerede i august

Selvom der er næsten et år til den første danske udgave, bliver GFNY Nyborg officielt skudt i gang allerede lørdag den 29. august 2026.

Her afholdes et launch-event i Nyborg. Efter præsentationen bliver der mulighed for at komme ud på cyklen sammen med Jens Veggerby på en cirka 30 kilometer lang tur.

Selve premieren på GFNY Nyborg finder sted søndag den 8. august 2027.

GFNY Nyborg kort fortalt

  • Dato: 8. august 2027
  • Start og mål: Nyborg Slot
  • Lang distance: 140,1 km og 911 højdemeter
  • Kort distance: 80,6 km
  • Forventning: Op mod 1.000 danske og internationale deltagere
  • Løbschef: Jens Veggerby

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *