Hvis regeringen indfører gratis transport for unge og børn i bus og tog i hele Danmark, bør det følges op med en markant støtte til cykling blandt unge i Danmark. Ellers kan det koste cykelture blandt unge. Det siger Cyklistforbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag.
”Der er netop kommet en undersøgelse, der viser, at unges cykling på få år er faldet dramatisk, så hvis man giver dem gratis transport, bør det i den grad følges op med væsentlige indsatser for at få flere til at cykle. Vi ved, at når man gør det billigere eller gratis at benytte offentlig transport, vil nogle stille cyklen og tage bussen i stedet for. Det kan være fint af sociale årsager, men desværre have den sideeffekt, at nogle stiller cyklen. Det bør regeringen og støttepartierne modvirke ved at sætte væsentlige midler af til mere cykling.”
Unges cykling er faldet markant siden 2020. Blandt de 15-19-årige er der et fald på 16 pct., og hos de 20-29-årige er der 11 pct. færre, der cykler, viser en ny undersøgelse fra SDU.
”Det er meget bekymrende og har store negative konsekvenser for unges sundhed, så hvis vi bare giver dem gratis transport uden også at støtte cykling, risikerer vi at skubbe til den negative udvikling hvilket på lang sigt er en potentiel bombe under befolkningens sundhedstilstand,” siger Kenneth Øhrberg Krag.
Billedet er af Kenneth Øhrberg Krag og taget af David Foli
