Garmin med stort opkøb – kan ændre fremtiden for digital træning

Garmin udvider sit træningsunivers markant. GPS-giganten har opkøbt både TrainingPeaks og TrainHeroic, hvilket kan få stor betydning for millioner af cykelryttere, løbere og triatleter verden over.

Af: Jesper Johannesen, Motionsfeltet.dk.

Garmin har annonceret købet af de populære træningsplatforme TrainingPeaks og TrainHeroic. Med opkøbet samler virksomheden nu hardware, træningsplanlægning og coaching endnu tættere i ét samlet økosystem.

TrainingPeaks er blandt verdens mest anvendte platforme til struktureret træning og benyttes af både motionister og eliteudøvere til at planlægge, analysere og dele træningsprogrammer med deres trænere. Platformen understøtter en lang række cykelcomputere, pulsmålere og smartwatches – ikke kun fra Garmin.

Ifølge Garmin skal opkøbet styrke virksomhedens muligheder for at tilbyde endnu bedre coaching- og træningsoplevelser.

“TrainingPeaks og TrainHeroic deler Garmins passion for at give atleter og trænere verdensklasse-værktøjer, præstationsdata og brugbare indsigter. Tilføjelsen af de to platforme vil udvide adgangen til autentiske coachingoplevelser,” siger Garmins Co-Chief Operating Officer Brad Trenkle.

Hvad betyder det for cykelryttere?

Lige nu fortsætter TrainingPeaks som en selvstændig platform, og Garmin har ikke meldt ud, at tjenesten bliver eksklusiv for Garmin-brugere. Tværtimod har både Garmin og TrainingPeaks signaleret, at platformen fortsat skal fungere på tværs af forskellige mærker.

Alligevel rejser opkøbet flere interessante spørgsmål:
– Bliver TrainingPeaks integreret direkte i Garmin Connect?
– Vil Garmin samle sine træningstjenester i ét abonnement?
– Hvad sker der med TrainingPeaks Virtual, som i dag konkurrerer med blandt andre Zwift?
– Får Garmin-brugere eksklusive funktioner før alle andre?

Det er spørgsmål, som Garmin endnu ikke har givet svar på.

Kan blive en gamechanger

For mange motionscyklister er Garmin allerede omdrejningspunktet for træningen gennem Edge-cykelcomputere, pulsmålere og smartwatches. Med købet af TrainingPeaks tager virksomheden endnu et skridt mod at blive en komplet platform, hvor både udstyr, træningsplaner, dataanalyse og coaching samles ét sted.

Hvis Garmin formår at integrere tjenesterne uden at begrænse brugerne, kan opkøbet blive en af de største nyheder inden for digital træning i mange år. Samtidig vil mange følge nøje med i, om den hidtidige åbne integration med konkurrerende produkter bliver bevaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *