Her i slutningen af november 2025 gennemførte jeg endnu et ekstremt cykelløb: gravel bikepacking-race Across Andes i Chile.
Skrevet af: Sebastian Arnstedt.
Det var et løb, jeg havde kæmpe forventninger til. Jeg har rejst i Chile før, og jeg er vild med landet, og heldigvis skuffede det mig på ingen måde.
Start og mål lå i byen Pucón i Araucanía-regionen, sådan cirka midt i Chile. Regionen er kendt for to ting:
– Araucaria-træerne på dansk abetræer, Chiles nationaltræ. De vokser sig enorme og helt majestætiske.
– Vulkanerne: Vi cyklede forbi otte vulkaner med sne på toppen. Stort set uanset hvor vi befandt os, havde vi en vulkan i synsfeltet.
Særligt Villarrica, Chiles mest aktive vulkan, var fuldstændig imponerende. Jeg kunne se den hver dag fra Pucón, og jeg blev aldrig træt af at beundre den.
Ruten – tre store loops og 806 km i brutalt terræn.
Ruten bestod af tre store loops på i alt 806 km og 12.000 højdemeter, med tre checkpoints på vejen. Starten gik søndag klokken 08, og man skulle være i mål fredag den 28. kl. 12:00. 255 ryttere startede – 169 gennemførte. Det siger lidt om hårdheden.
Det er et af de største gravel bikepacking-races, jeg har kørt. De to foregående løb, jeg deltog i, havde kun 35-45 deltagere. Her var vi mange flere og niveauet var højt.
Underlaget fordelte sig med 55 % gravel og 45 % asfalt. Ved første øjekast så grusvejene brede, velholdte og overraskende gode ud, men skindet bedrager.
Ofte lå der lag af små, løse sten oven på den hårdt stampede overflade, så cyklen hoppede og dansede, og det var svært at få ordentligt greb.
Alle nedkørsler – uden undtagelse – havde dybe riller og vaskebræt. Det er fysisk opslidende, og det begrænser farten markant. Det var også årsagen til, at der på de første 50 km var flere styrt, og en del ryttere måtte hentes i ambulance.
Snak med en pro – og en helt anden tilgang
Inden start talte jeg med en professionel tysk deltager, der som “afpudsning” var cyklet 750 km fra Santiago til Pucón. Han har tidligere vundet både Unbound XL og Badlands, så han ved, hvad han laver.
Han sagde noget tankevækkende: “Jeg hader næsten, at det kun handler om at vinde. Jeg ser aldrig den natur, vi kører igennem.”
Jeg er nærmest modsat. Jeg får ondt i nakken af hele tiden at kigge til højre og venstre for at absorbere landskabet samtidig med, at jeg selvfølgelig giver alt, hvad jeg har.
Støv, varme og støt opbygning af rytme
Arrangørerne havde lavet en fantastisk og afsondret rute. Heldigvis var det ikke svært at finde forplejning undervejs – bortset fra de første 100 km, hvor der ingen muligheder var.
Vejret var varmt og tørt, 27-30 grader om dagen og omkring 10 grader om morgenen. Det tørre vejr gjorde det ekstremt støvet, og da vi kørte på offentlige veje, kom der jævnligt biler og lastbiler forbi. Når en lastbil passerede, tog det minutter, før støvet lagde sig igen.
Mit race – stærkt, stabilt og fokuseret
Jeg gennemførte de 806 km på 65 timer og 58 minutter, blev nr. 41 samlet og nummer 35 i solo kategorien. Det er jeg mere end tilfreds med.
Starten var, som starter altid er: kaotisk. Jeg startede bagerst og kørte stille og roligt frem, da det værste hysteri havde lagt sig.
Efter 100 km nåede vi en lille lokal kiosk, som må have haft “happy days”. Rytterne flåede sodavand og alt med sukker ned fra hylderne. Vi passerede den ene smukke sø efter den anden.
Checkpoint 1 – beslutningen der betalte sig
Ved 206 km lå første checkpoint og mulighed for at sove.
Jeg ankom 18:30 og følte mig fantastisk kørende. Jeg overvejede at fortsætte, men:
- Næste sovemulighed var først i Icalma, 45 km længere fremme
- Der ventede en 800 højdemeter stigning med 7 % i snit
- Alt var gravel
- Jeg var usikker på at finde et sikkert sted at sove
Så jeg blev. Der var dog meget larm fra ryttere, der kom og gik, så jeg sov kun et par timer, men fik hvilet godt.
Dag 2 – abetræer, energi og en dæktragedie
Jeg startede 05:30, og det var en god beslutning. Stigningen ud fra Check Point 1 var ond. Virkelig ond, men med friske ben gik det.
Ved toppen begyndte de første Araucaria-træer at dukke op – imponerende og ældgamle som noget fra en anden verden. Landskabet skiftede konstant: tempereret regnskov, bjerge, vulkanørken, ancient forest floder og søer.
Efter 100 km nåede jeg en større by, hvor jeg kastede mig over en kyllingeburger og tankede voldsomt op med sukker, nødder og tørret frugt – min optimale brændstof kombination.
Herefter begyndte problemerne. Mit fordæk mistede luft. Først hver 100 km. Så hver 50 km. Så hver 25 km.Ved km 400 satte jeg en slange i mit tubeless-setup, der var intet hul at se. Tror simpelthen at jeg pressede luften ud af ventilen, da terrænet var så bumpet. Da jeg skulle pumpe det igen, satte ventilen sig fast i pumpen – en klassisk rookie mistake. Jeg fik den til sidst ud ved hjælp af tænderne… min tandlæge vil nok ikke være imponeret, men det virkede.
Dag 3 – låst inde, gode ben og mørk magi
Jeg havde planlagt at overnatte ved 410 km, hvor jeg havde fundet en lille hytte. Men jeg var foran planen og kørte som en drøm, så jeg fortsatte til CP2 ved 469 km, hvor jeg ankom lidt over kl. 22. Her slugte jeg en hel kylling plus ris.
Jeg fandt et “hotel” i byen – jeg var eneste gæst. Alt kommunikation foregik på engelsk fra mig og spansk fra dem.
Dagen efter startede kaotisk. Jeg var låst inde. Porten til vejen var tre meter høj og låst. Efter 15 minutters råben og banken kom en ældre dame ud fra nabohuset og lukkede mig ud. Benene var stadig eminente, så jeg gav den gas hele formiddagen.
Ved CP3 (km 621) ankom jeg til frokosttid. Mange ryttere var nu synligt pressede, mens jeg følte mig næsten friskere end dag 1. Efter 640 km punkterede jeg igen. Herefter fulgte 60 km asfalt langs en smuk sø, men med konstante små stigninger og tung trafik.
Finalen – nattehimmel, 11 % stigning og ren vilje
Kl. 18:30 nåede jeg byen Panguipulli. Jeg havde kørt 231 km på dag 3, men havde stadig masser af energi. Jeg overvejede at sove, men besluttede at teste mig selv og tage de sidste 100 km. Efter opladning af energi og en god pause tog jeg af sted.
Med 70 km tilbage ramte jeg et 40 km langt grusstykke i mørke. Jeg var “on fire”, indtil jeg ramte en stigning på 200 højdemeter med 11 % i snit. Her måtte jeg trække cykel. Til gengæld var nattehimlen så vanvittig smuk, at jeg slukkede cykellygten og nød stjernerne.
De sidste 30 km meldte trætheden sig for alvor. Men jeg holdt mig kørende og krydsede målstregen onsdag kl. 02:00 – 12 timer hurtigere end forventet.
Efterspil – stærkeste race nogensinde og en ting der trak ned
Resultatet blev: 65 timer og 58 minutter, jeg blev nr. 35 i solo kategorien og nr. 41 samlet (inkl. teams)
Det er det race, hvor jeg fysisk har været allerstærkest.
Mentalt har jeg aldrig problemer, hvor mange begynder at knække halvvejs, bliver jeg kun stærkere. Alt fungerede perfekt: mad, energi, væske, fokus.
Men én ting brød jeg mig virkelig ikke om: De mange løse hunde. Jeg blev jagtet langt over ti gange. Har prøvet det enkelte gange i races før, men aldrig så ofte som her. Det er ekstremt ubehageligt at have en hund én meter bagved i +30 km/t, gøende og aggressiv. Mine strategier:
– Sprøjte vand efter dem
– Råbe (jeg blev hæs)
– Om natten: lyse dem direkte i øjnene (meget effektivt)
Desværre blev flere ryttere bidt.
Across Andes er et fantastisk race, enestående natur, flot rute, varme mennesker og en udfordring i verdensklasse. Det tager nogle dage at komme sig, og man spiser som en hest bagefter. Men det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer.
