Her vil vores udstyrsredaktør Morten Andersen fortælle om hans rejse mod det italienske løb Maratona Dles Dolomites. Du kan få et solidt indblik i at passe op til 10 timers træning ugentligt ind i en travl hverdag, i selve træningen og det at arbejde med en cykeltræner for første gang.

Du kan også samle nogle fif op til egen træning.

Du kan også læse om udstyret som bliver brugt til projektet og få et indblik i hvilke overvejelser man kan gøre sig omkring grejet, når der står masser af træning og et langt bjergrigt løb på menuen. Vi har fået en række af vores spændende partnere til at være med.

Solskin og cykelhoteller i Alta Badia

Efter at fredag havde budt på mere end fire timer i sadlen, kunne kroppen godt mærkes en anelse lørdag morgen. Dolomitterne viste sig dog heldigvis fra sin flotteste side og det var ikke svært at finde motivation til at hoppe i tøjet, når den grønne dal lå badet i solskin med de nøgne klipper som majestætisk baggrund.

Alta Badia-regionen, som var vært for mit ophold, har i selve Badia-dalen via to hoteller specialiseret sig i at huse cykelturister med mod på at køre masser af højdemeter.

Således er hotellet, hvor jeg boede ekstra godt gearet til at komme nogle af de behov i møde, som man har, når man er afsted for at cykle.

Melodia Del Bosco, som hotellet hedder, har således en stor cykelgarage, hvor man trygt og sikkert kan opbevare sin cykel. Denne er desuden indrettet med alt det mest basale værktøj til at lave småjusteringen og reparationer, ligesom at der er vedligeholdelsesprodukter til rådighed samt et område til at vaske sin cykel. Her er også en flåde af fine udlejningscykler, så man ikke behøver at rejse med sin egen, hvis man synes, det er for besværligt.

På hotellet er der desuden vaskeservice, så man kan aflevere sit beskidte cykeltøj inden aftensmaden og hente det rent og tørt i forbindelse med morgenmaden dagen efter.

Endelig er hotellet et af samlingsstederne for Dolomites Bike Team, som hver dag kører guidede ture i området. Hotellets ejer, Klaus Irsarra, er selv en del af dette team og en dedikeret rytter.

Hotellet summer således af cykling, det er tydeligt fra når man træder ind allerførste gang. Faktisk er Klaus lykkedes med at skabe lidt af et brand, ’Pedalo Per Le Dolomiti’, som formidler glæden ved at cykle i området og som hver sæson danner ramme om en masse fede events.

Området har så meget at byde på, at jeg vil lave en dedikeret artikel om mulighederne i Alta Badia, som er et stærkt anbefalelsesværdigt område, hvis man planlægger at tage ned og køre bjerge. Hold øje med et af de næste kapitler, hvis du kunne tænke dig at høre mere om dette fantastiske område.

Monsterdag i Dolomitterne

Det store spørgsmål efter morgenmaden: Hvad skal dagen stå på?

Inde i hovedet havde jeg i en uges tid leget med tanken om at køre hele Maratona-ruten igennem.

Om ikke andet så for at få lov at få prof-følelsen af at køre en decideret ’recon’ - og håbe på at følelsen ville kunne kanalisere lidt flere watt i stængerne, om ikke andet.

Der var dog en bestemt ting i spil, før jeg endeligt ville beslutte mig: Vejret.

Kører man Maratona-ruten kommer man ret langt væk ’hjemmefra’ og hvis man bliver fanget i 2000 meters højde i lyn og torden, så kan det pludselig være lidt tricky.

Derfor var en anden mulighed at holde sig på den kendte Sellaronda-rundstrækning, som er små 60 kilometer, hvis man starter fra Melodia Del Bosco.

Den gennemkøres alligevel som indledning på Maratona Dles Dolomites, så jeg ville skulle starte på den under alle omstændigheder. Den består af fire stigninger, så selvom der ville være halvlangt hjem uanset, så ville jeg trods alt være tættere på. Ligeledes er denne rundstrækning langt mere populær blandt både gæster og lokale, så hvis uvejret skulle komme, ville jeg trods alt ikke være helt alene, som jeg havde lidt fornemmelsen af at være på Passo Giau især dagen før.

Det så dog ud til at holde tørt og der var tommel op fra Klaus og de lokale guider ved morgenmaden; vejret holder. (Tip til at køre i bjerge: Stol altid mere på de lokale end på alverdens vejrudsigter. De har en sjette sans for den slags ting).

Jeg besluttede mig for at begive mig ud med et mål om at gennemkøre hele ruten.

Syv timer - syv stigninger

Aftenen før havde jeg skrevet lidt frem og tilbage med coach Mads Christensen om formen og diskuteret hvordan den lange lørdag skulle og kunne udnyttes bedst.

Samtalen forløb nogenlunde sådan her:

Mig: ’Skal jeg køre langt eller lidt kortere og så fyre den af med nogle hårde intervaller’?

 Mads:’…..’

Mig: ’Og nu skal du ikke sige begge dele'

Mads: ’Få kørt nogle 15-20 minutters intervaller i din high-medium zone og med varierende kadence’

Mig: ’Super’

Mads: Og vigtigt at få nogle timer og kilometer på - den hårde træning kan du sagtens lave derhjemme også. Vigtigt at udnytte at du kan få kørt nogle lange stigninger’.

Et veludført coach-trick lige dér! Præsentér intervallerne først og så lige nævne at der også skal køres langt oveni.

På med tøjet og ud på rammen. Først ud på Sellaronda-ruten, som er et loop med fire stigninger: Campolongo, Pordoi, Sella og Gardena.

Rundturen starter og ender i Corvara og udgør første del af Maratona-ruten som sagt. Campolongo er en smule stejl i bunden, men flader mod toppen, hvor man kan få godt med rul i den.

Det er en vigtig erfaring før selve løbet, hvor jeg tror at det godt kan betale sig at give den gas på den sidste del og få luft afstand hen over toppen, hvor nedkørslen er noget mere stejl og med garanti blive lige så overfyldt som en tysk motorvej i industriferien.

Herefter venter Pordoi, som er noget mere skarp og byder på noget stejlere procenter og kontinuerlige hårnålesving mod toppen. Her gælder det med garanti om at finde sin egen rytme, for det giver ingen fordel at hænge på en gruppe op ad.

Nedkørslen går ned mod Canazei, men inden man når bunden, drejer man blødt til højre og ruller direkte ind på Sella-stigningen. Det er jeg også glad for, at jeg har prøvet inden selve løbet, for man går fra at rulle nedad med 45-50 kilometer i timen til at ramme et kort stykke med falsk flad som udvikler sig til en rampe, som er kendetegnende for Sella: Stejl og hård.

Er du gal en benbrækker, hvis man som jeg har glemt at få kørt benene rundt på nedkørslen! Efter 30 sekunder kan jeg mærke syren hobe sig op og jeg må helt ned i gear for at få kadencen op og køre den væk. Her kan jeg til gengæld mærke, at alle de kadenceskift, som Mads’ træning har budt mig på, kommer mig til gode. Jeg sender ham en venlig tanke mens syren så småt slipper sit tag, rytmen indfinder sig og jeg overhaler en masse andre ryttere op ad.

Efter nedkørslen fra Sella, står den på Gardena-passet. Det er en lidt underlig størrelse, hvor nedkørsel igen afløses af en kort stigning inden et åbent dalstykke med mulighed for vind. Hernæst går det igen et par kilometer mod toppen via en reel stigning. Runden sluttes af med en lang og lidt teknisk nedkørsel, inden jeg igen rammer mit udgangspunkt, Corvara.

Nålen står på 60 kilometer kørt og med udsigt til 140 af slagsen før jeg er hjemme, så napper jeg en apfelstrudel og en cola inden jeg igen forcerer Campolongo for at komme ud mod dalene, som giver adgang til de sidste - og hårdeste - stigninger.

Vanvittigt udsigt

Stykket efter anden opkørsel på Campolongo er lidt spøjst. Først går det nedad i lang tid - kun et par procenters fald - så man drøner ned igennem dalene. Så rammer man nogle stykker med et par procenters stigning. Her kan det godt betale sig at ligge lidt på lur i en gruppe og finde et godt hjul. Det vil jeg helt sikkert forsøge på d. 1. juli.

Man får her også for alvor lov at mærke, at man er i et udpræget bjergområde. Der er nemlig ikke en eneste flad meter! På vej ud mod Passo Giau, som er rutens vel nok hårdeste stigning, kører man flere gange opad på noget som minder om reelle stigninger, selvom man faktisk kun er i dalen.

Men området er næsten absurd smukt og opvejer lidt for at det så småt begynder at gå ondt i bentøjet.

På et tidspunkt skal man forcere et par kilometer med rigtige stigningsprocenter, hvilket man forbander langt væk, som ender på en lille top kaldet ’Bellavista’. Her åbner dalen sig op med grønne marker, floder og træer så langt øjet rækker - alt sammen flankeret af de evigt majestætiske klippebaggrunde, som hele tiden rejser sig mod skyerne, og giver en barsk kontrast til de grønne, frodige nuancer, som ellers gør området mildt. Det er en passende og billedlig påmindelse om at områdets skønhed også besidder en ru virkelighed og at bjergene er terræn man på alle måder skal have respekt for.

Jeg nyder udsigten kort og triller ned til foden af dagens store eksamen: Passo Giau.

For hvordan vil benene reagere efter 4-5 timer i sadlen på en timelang stigning, som er ubarmhjertig med sine små 10 % gennemsnitsstigning? Giau er den endefuld som man nødlidende kan tvinges til at indkassere, hvis man har været lidt for kæk i replikken på dagens første håndfuld stigninger.

Jeg spiser lidt og begiver mig op ad. Starten er decideret ond. Stejl. Hårnålesving afløses af lange, ulidelige stykker, hvor man føler, at man står stille. Tiden ligeså.

Jeg kæmper lidt cirka midtvejs, det tilstår jeg gerne. Forsøger at holde på og få kørt de watt, som jeg har aftalt med coach. Tanker lidt vand ved en kilde og tvinger cyklen til toppen.

Giau ER en led fætter! Især fordi den kommer sent på ruten og er så lang og monoton.

Nedkørslen er ti lgengæld både behagelig og smuk og triller direkte ned for foden af Falzarego-stigningen, som er både løbets og dagens trænings sidste stigning.

Faktisk er Falzarego lidt to-delt i dette tilfælde, da de sidste halvanden af de11,5 kilometer faktisk er Passo Valparola, som man skal tage for at komme helt til toppen.

Stigningen er knap så hård som den foregående, men den har et helt fladt stykke på godt to kilometer på midten, hvilket jo lyder dejligt, men faktisk viser sig at være det modsatte.

Min rytme forsvinder nemlig som dug for eftermiddagssolen og mine ben kan slet ikke vænne sig til at skulle på stor klinge.

Også en værdifuld erfaring til selve løbet, at være forberedt på dette flade stykke.

En go’ dinger!

Tilbage i Badia-dalen står nålen på 140 kilometer og over 4000 højdemeter. 7 timer og 20 minutter i sadlen. Også kendt som en solid lørdags-dinger!

Benene er brugte og jeg led en smule på de sidste to stigninger. Dog fornemmer jeg, at en del af min træthed er fordi jeg bestemt har spist og drukket for lidt. For det første havde jeg for lidt kalorier med ud i lommerne og jeg nedprioriterede at tage et ekstra pitstop for at imitere løbsdagen mest muligt.

Desuden efterlod jeg en dunk på toppen af Passo Sella, da jeg tog et kort hvil og fik en jakke på. Opdagede det først i bunden og kom hurtigt til konklusionen, at så måtte en anden hellere få glæde af den. Jeg havde ikke behov for at køre 10 kilometers stigning ekstra for den i hvert fald.

Jeg har en tendens til at ville køre meget lette gear og med høj kadence på stigningerne, hvilket jo er meget godt, da det formentlig kan være med til at udsætte muskeltrætheden på en lang dag. Men jeg føler også, at jeg kan arbejde lidt mere med min power, så jeg kan tåle at træde tungere og holde lidt mere momentum, når stigningsprocenterne er under otte. Det vil jeg lige snakke med coach Mads Christensen om, når vi nu planlægger slutspurten frem mod løbet d. 1. juli.

Som sagt kan Alta Badia-området og Dolomitterne anbefales på det varmeste og jeg vil skrive et mere overordnet kapitel om netop det i næste uge.

Vi høres!

Læs hele beretningom vejen til Maratona:

Vejen til Maratona

Vejen til Maratona - kapitel 1: Syrebad hos Cyclo Position

Vejen til Maratona - kapitel 2: Watt i skuret

Vejen til Maratona - kapitel 3: Maveinfluenza - og hul igennem til benene

Vejen til Maratona - kapitel 4: Første dag i Dolomitterne