Dag 1

Fredag den 7. juli 2017

Aalborg - Vejle: 175 km

 

Hav nu en rigtig god tur…

 

Sådan sagde min mor - med nogle lidt ”våde” solbriller - kort tid inden, at jeg satte mig på den gule Rynkeby-cykel for sammen med små 50 andre ryttere og en flok servicefolk af den rigtige støbning at sætte kursen imod den franske hovedstad. Det, som ventede, var kulminationen på næsten et års forberedelse, og afskeden med Limfjordens vande blev derfor også en ganske flot en af slagsen. Der var god opbakning fra mange tidligere deltagere, såsom den afgåede holdkaptajn Peter ”Peak” Thorsø samt ægteparret Benny og Lene. Sidstnævnte har jeg cyklet til Paris med et par gange, og vi har udviklet en speciel relation.

 

Kort tid før afrejsen havde deres barnebarn fået konstateret leukemi, hvilket gjorde vores tur endnu mere bevægende, og indsatsen blev lige pludseligt endnu mere aktuel. Derfor var det også ganske rørende at dele en fælles krammer med de gode mennesker fra Vodskov, som har gjort så meget for Børnecancer-fonden, men som nu - desværre - kommer til at kende organisationen fra en anden side.

 

En anden tidligere rytter er rådmand Tina French Nielsen, der holdt en ganske flot tale i Aalborgs gamle byrådssal, inden ”Sigfreds fodvarmere” sendte os afsted. Forinden havde Søgaards Bryghus og Penny Lane udvist stor gæstfrihed, hvilket senere skulle vise sig at være gennemgående for turen. Vores deporter på turen nåede nye højder… hvilket skyldtes et unikt service-hold, som havde mange gode leverandører, der støttede vores tur med masser af lækker og gratis mad.

 

Efter en lille smule regn omkring Randers kiggede jeg forgæves efter mine venner i Ry, som havde placeret sig et forkert sted i byen, da vi cyklede igennem det naturskønne område i den midterste del af Jylland. Dette er ganske kupperet, men vi kom alle godt til Vejle, hvor vi blev indlogeret på et godt hotel. Generelt var hotelstandarden på denne tur den bedste, som jeg har oplevet på de tre ture, som jeg har deltaget i på Team Rynkeby Nordjylland.

 

På vores første bagsmæk drak vi lidt af det gode øl, som Søgaards Bryghus havde medbragt, men allerede inden kl. 22 gik jeg op på værelset med min nye værelseskammerat - Morten Thorup. Vi havde begge aftalt at starte blidt op, da vi begge havde haft nogle småskavanker op til afrejsen, og holdlægen Mette havde bedt mig om at få Morten tidligt i seng. Det gjorde jeg, og senere skulle det vise sig, at han tilbagebetalte på denne gestus.

 

Turen igennem Jylland vil dog blive husket for en underlig oplevelse, som et par af pigerne oplevede ved en tissepause, hvor en mand ”spillede” med i skoven, men trods dette lille intermezzo var den første dag en god start på turen…

 

 

Dag 2

Lørdag den 8. juli 2017

Vejle - Büdelsdorf: 182 km
 

Næste morgen fortsatte det kupperede terræn, især med mange stigninger, da vi skulle cykle ud af Vejle. Desværre gik der heller ikke mange kilometer, før holdet blev ramt af turerens eneste styrt. Den nye holdkaptajn Thorkild Dahl måtte en tur i asfalten, men gudskelov fik han kun skrammer på huden. Den pensionerede tømmermester fra Skovsgaard havde valgt at løfte opgaven som holdkaptajn for hele Team Rynkeby Nordjylland og havde indført flere gode tiltag, som afveksling af træningerne - sådan at vi igennem hele foråret trænede skiftevis mellem lørdag og søndag - i stedet for kun at træne om lørdagen.

 

At være holdkaptajn er en stor opgave, og i opstarten havde Thorkild påtaget sig alt for mange opgaver, men dette blev ændret hen imod turen. Thorkild og jeg har haft et par verbale sammenstød, men ikke mere end at vi kunne give hinanden hånden efter en tur i ”den verbale boksering”.

 

Midt på andendagen cyklede vi ind hos H.P. Therkelsen i Padborg, hvor vi indtog dagens middagsmad, og nok engang blev vi mødt af stor gæstfrihed, så alle vores depoter blev også fyldt på dette depot. Derfor kunne vi afslutte dagens 186 kilometer ved at falde til ro i Nordtyskland. Forinden havde Hold 2 lukketjansen på bagsmækken, og det blev et af turens mange gode minder. Der blev hygget og til min store overraskelse også danset på denne smukke sommeraften, hvor jeg tror, at de andre Rynkeby-hold på hotellet syntes, at Nordjylland havde det lidt sjovere end dem. Et af de mange pudsige indslag var, da et af holdets par gik på værelset med hver sin romkugle, og der næste morgen blev bemærket, at de begge havde krymmel på deres knæ.

 

Derudover var det næsten rørende at se, hvordan holdets forskelligheder kom til udtryk på den græsplæne, der blev omdannet til et dansegulv. Alderen på holdet spænder næsten fra 18 til 70 år - så ikke alle lavede samme dansetrin som Renes tekno-dans. En håndfuld stykker fra Hold 2 ryddede op sammen med den utrættelige Flemming Ask, og dermed blev dagens bagsmæk også lukket ned. Det gjorde vi med et stort smil på læben, for trods Thorkilds uheld var turen startet rigtig godt.

 

Som et nyt tiltag havde vi i ”bagsmæk-udvalget” uddelt to aftner til hver af holdene - samt et par stykker til service-teamet. Dette indbefattede noget oprydning samt noget underholdning, og vi endte op med at lave denne sang i løbet af dagen på vores cykler:

 

Hold 2’s sang

 

Det forreste hold - det er hold 1

Og der har de jo Skaue

Han har defekt og flade hjul

Med ham må man ikke jave

Hey-hov Team Rynkeby

Vi cykler dagen lang

Det giver meget mening

Når vi når Paris engang.

 

Det midterste hold det er hold 2

Og holdet for de smukke

De har de bedste lår og ben

Så de andre hold må sukke

Hey-hov for Team Rynkeby

Vi cykler dagen lang

Det giver meget mening

Når vi når Paris engang.

 

Allerbagerst kører hold 3

og de har mange singler

og derfor ser vi ofte dem

i mange sjove vinkler

Hey-hov for Team Rynkeby

Vi cykler dagen lang

Det giver meget mening

Når vi når Paris engang.

 

Gert han kører jo som om

han ejer hele lortet

Michael siger - pas nu på

”DU har ik flere klip i kortet”

Hey-hov for Team Rynkeby

Vi cykler dagen lang

Det giver meget mening

Når vi når Paris engang.

 

Vores Service-hold er nyt og godt

Vi kalder dem for ”føll’et”

Men de skal til at sørge for

At køle ned for Øllet

Hey-hov for Team Rynkeby

Vi cykler dagen lang

Det giver meget mening

Når vi når Paris engang.

 

3. dag

Søndag den 9. juli 2017

Büdelsdorf - Bremenvörde: 130 km

 

Den festlige nat gav ikke mere end fire timers søvn, så vi var lidt klatøjet næste morgen, men vejret skulle hurtigt løfte humøret. For TRN17 blev generelt gennemført i utroligt godt vejr. Bortset fra ti timers regn, så var det noget nært perfekt cykelvejr. Store dele af turen blev cyklet med blå himmel og næsten ingen vind.

 

Udover det gode vejr steg humøret også lidt, da et tv-hold fulgte os en del af formiddagen på turens tredje dag for at lave et indslag til Team Rynkeby News. TV-holdets deltagelse fik mange af rytterne til at ændre adfærd.

 

Pudsigt nok mødte jeg ”landmanden” Peter Henriksen langt væk fra kameraerne, da vi skulle holde pause. Vi ønskede ikke kontakt med kameraet og grinte lidt af dette. De sidste tre år har jeg cyklet med Peter, og han er en solid, venlig og meget vellidt deltager - som jeg holder mere og mere af.

 

 

Tv-holdet gav et lille afbræk, men dem var der faktisk flere af på denne dag, da vi både cyklede over og under vand. Vi kom nemlig under Kielerkanalen og blev sejlet over Elben. En af turens mange gode kommentarer kom, da vi ventede på færgen. Her blev Anette Enevoldsen kontaktet af et tysk ægtepar, der spurgte om, hvor ”Bjarne” var med henvisning til den tidligere danske Tour de France-vinder Bjarne Riis. Svaret fra den blonde pige blev: ”Bjarne ….. han er på service-holdet”.

 

 

Dagens tur var næsten en ”hviledag”, da vi kun cyklede 130 km og kom i mål omkring kl.15, hvilket betød, at der var mange timer i solen med iskoldt øl. Dette blev for meget for Peter Erik Jensen, som blev puttet af den myndige holdlæge. Derudover mødte vi også et andet Rynkeby-hold, som kunne fortælle, hvordan de havde startet deres tur med et besøg på et børnehospital. Igen ramte den gode sags alvorligheder os lige i hjertet, og nok engang gik mine tanker til Benny og Lene….

 

 

4. dag

Mandag den 10. juli 2017

Bremervörde - Melle: 182 km 

 

Tankerne omkring de syge børn og den gode sags tjeneste blev der brug for på turens fjerdedag, hvor der kom meget regn. De første 50 km forløb ellers roligt, men på det første depot åbnede himlen sig, og alle var gennemblødte på få minutter. De anderledes forhold ændrede stemningen på holdet, og alle blev lidt mere pirrelige - og et par gange kom der et par hårde udmeldinger.

 

Stemningen fik dog et voldsomt løft til dagens middagsdepot, hvor service-holdet nok engang imponerede. De gode folk havde givet hele dagen et juletema, så den varme flæskesteg og ris ala mande frembragte tiltrængt energi til rytterne fra de nisseudkældte venner. Om aftenen blev der også danset om juletræet og uddelt gaver. Det er til disse tider, at rytterne sugede energien ud af hjælperne.

 

I min tid på Team Rynkeby har jeg hygget mig meget med cykelmekanikeren Peter Hansen, og han stak mig ved ankomsten til hotellet et godt rensemiddel til at ordne min meget beskidte cykel. Vi ankom først til hotellet omkring kl. 19, og herefter skulle cyklerne og tøjet ordnes inden aftensmad samt det efterfølgende samvær. Nok engang boede vi på et lækkert hotel, som dog blev noget overrasket over, hvor meget 50 cyklister spiser efter de har cyklet 180 km. Nok en lang dag sluttede på værelset med Morten. Vi grinede meget og hyggede os… og samtidigt blev vi enige om, at Mortens mor ”Måtter” var den rytter, der havde imponeret mest under turen.

 

 

 

5. dag

Tirsdag den 11. juli 2017

Melle til Gladbeck: 159 km

 

Midt på femtedagens tur gjorde jeg lidt hovedregning med den gode Bendt Godtberg, og vi nåede frem til, at vi nu havde cyklet halvvejen til Paris. Det gav ro i sjælen, men satte også nogle tanker i gang. For det påvirkede ens hjerne, når det pludselig gik op for en, at man var tæt på Belgien… og at man gudhjælpemig var cyklet dertil på relativt få dage.

 

Det påvirkede dog ikke Bendts humør og som ugen skred frem - og imens han blev mere træt - blev hans kommentarer mere og mere platte - og dermed mere morsomme i min verden. Holdets tandlæge Mette blev omdøbt til ”Mæ det vons”… og plathederne var mange. Morten og jeg holdt os ikke tilbage - og vi blev omdøbt til ”Brumbasserne”. Til aftensmaden tog vi vores stole med op til dessert tag-selv-bordet, for ”at slå os ned der”. Trods vores aldersforskel nød jeg at være sammen med Morten, men også med den udviklingshæmmede Magnus Ask, hvis forældre var på serviceteamet. Efter et dage blev Magnus tydeligvis mere og mere tryg ved flere på holdet, og han endte med at gå på værelset sammen med Morten og jeg til ”mandehørm”. Det var meget morsomt, selvom Magnus var hård ved os. Da jeg fortalte ham, at jeg bor i Aabybro, konstaterede han med den største selvfølgelig, at det må være årsagen til, at jeg er så tyk, da der jo både er Aabybro Mejeri med den gode softice og McDonald’s i byen. Derudover slog han fast, at det nok var bedre, hvis Morten og jeg tilbragte noget mere tid ved salatbuffen.

 

Op til turen fik jeg ”tildelt” en walkie af vores nye holdkaptajn på hold 2 - Lars Vium. Den skabte stor glæde for Magnus, som har en stor forkærlighed for Politiet. Holdets to meget dygtige marshals blev nøje fulgt af Magnus, og Michael Henningsen havde medbragt nogle nedlagte politi-mærker samt en trøje, som Magnus elsker. Han elskede også min radio, og den snakkede vi meget om. Lars inddragede også Magnus flere gange, når der skulle gives fællesbeskeder. ”Vium” havde overtaget kaptajn-rollen på hold 2 fra Peter Thorsø, hvilket ikke var en let opgave, men den løste Lars flot. Jeg havde et godt samarbejde med ham, og sikkerheden var helt i top. TRN17 endte med at cykle til Paris, uden nogen skulle på hospitalet, hvilket løftede hele præstationen, men vi begyndte at blive presset på udstyret.

 

Lars Priskovs gear gik i stykker, ligesom Natasja ”disponer” Rosendahls gjorde. Sidstnævnte valgte dog til alles overraskelse, at hun ville cykle hele vejen til Paris, så da hendes cykel var lavet satte hun sig ikke i servicebilen, men sprang på cyklen for at hente os andre. Det lykkedes ikke, og hun endte faktisk med at fare vild. Nogle af turens hyggeligste minutter havde jeg faktisk med Natasja, da vi på forsædet af servicebilen fandt en stor kasse slik, som vi delte med Morten og Magnus.

 

Ellers var vi kommet til et sted på turen, hvor selve cykeldelen blev lidt kedelig, så vi forsøgte at lave lidt ”lir”. Udstyrsspecialisten Poul Haugaard fik flyttet sin cykel på et depot, og generelt grinte vi mere og mere, som turen skred frem. Bagest på hold 1 cyklede Kasper Ørtoft, som er en sand mester på den del af turen, hvorfor han blev omdøbt til ”Skipper Skræk”. Han løftede konstant stemningen med komiske betragtninger - alt imens han havde gang i piben fra sin baglomme.

 

Trætheden begyndte at indtræffe sig alt imens hyggen om aftenen for mit vedkommende blev til længere og længere ud på natten. Den gode stemning kom de kommende dage til at stå sin helt stor prøve.

ER DU CYKELMOTIONIST? SÅ BLIV EN DEL AF DANMARKS STØRSTE FORDELSKLUB. DET ER GRATIS!
 

 

6. dag

Onsdag den 12. juli 2017

Gladbeck til Versiers = 192 km

 

På de sidste dage af turen blev dagsturene længere og længere. Derudover kom vi til Ardenerne og dermed flere højdemeter. Til manges overraskelse endte turens sjettedag med at blive en af de værste dage. 192 km blev cyklet i regnvejr - til tider voldsomt regnvejr.

 

I løbet af dagen fik vi udleveret ekstra regnjakker, som dermed blev mit sjette lag tøj, men på trods af det kunne jeg ikke holde på varmen. Den varme tomatsuppe på formiddagsdepotet hjalp voldsomt samt de flotte omgivelser på det gamle slot, hvor vi spiste vores middagsmad.

 

Der var i den grad også brug for lidt ekstra energi, for det begyndte at knibe lidt med kræfterne. Der kom nogle mindre småstyrt, som gav asfalteksem til Hanne Høyer, Anette Enevoldsen og Line Guldhøj - men ikke noget som påvirkede deres deltagelse, så vi kunne cykle roligt og meget våde ind i Belgien.

 

Dag 7 

Torsdag den 13. juli 2017

Verviers - Vresse: 172 km

 

I Belgien voksede hysteriet omkring Mur de Huy, selvom jeg ikke troede, at den kunne blive større. Jeg har tidligere kørt mig helt ned på den voldsomme stigning, og derfor trak jeg mig fra al polemikken. Efter de to kurver, hvor stigningen er over 20 % holdt jeg ind - ligesom jeg også gjorde sidste år. Morten og jeg fulgtes med Karin Hedemand, Betina Rønnest og Dorthe Bisgaard. Alle kom op i fin stil, og modsat tidligere havde bjerget ikke så mange ofre.

 

Efter de to kurver gjorde vi stop, og her kunne jeg - til min store overraskelse - genkende min datters stemme blandt de mange tilskuere. Min puls var tæt på 100%, men jeg var ikke i tvivl… 50 meter længere oppe på bjerget stod min familie. Jeg anede ikke, at de vil komme, så det frembragte stor glæde for en stolt farmand. Så jeg cyklede ned fra ”Muren” med et stort smil på læben, efter min familie havde overrasket mig på toppen.

 

Efter Mur de Huy ventede en lang cykeltur på nogle næsten ligeså stejle bjerge. Morten og jeg  trak de sidste 60 km ind mod hotellet, mens den hårdtkæmpende Dorrith Knudsen blev ”efterladt” sammen med Lars Priskov kort før ankomsten til hotellet, hvilket gjorde, at vi lige skulle snakke tingene igennem på hold 2. Der var dog ikke mere i det end, at alle kunne gå fra dagens hårde etape med opløftet pande, da sammenholdet bestod sin prøve.

 

Rytterne på hold 2 havde fungeret godt sammen, og mod slutningen af turen løftede vi virkelig i flok. I forårstræningen ændrede holdkaptajnen til, at alle deltog i et stor 16-mandsrulleskift, hvilket var en rigtig god beslutning, da det betød, at snakken og relationerne blev meget stærkere. Det var uvurderligt efter denne lange dag på cyklen. Efter de tolv timer på cyklen var der først aftensmad kl. 21, og kulden udenfor gjorde, at ”Bagsmækken” blev kortvarig, men vi snuppede lige et par ”Gin’er”, inden vi gik trætte i seng.

 

 

8. dag

Fredag den 14. juli 2017

Vresse - Compiegne: 199 km

 

En mindre omvej omkring middagsdepotet gjorde, at hold 1 og 2 endte med at cykle over 200 kilometer på denne dag, hvorved denne dag trak lidt tænder ud. Mine tanker sværmede omkring min sygdomsramte far, og jeg tænkte også meget på min lille familie og de flotte bannere, som de medbragte til gårsdagens ”konge-etape”.

 

Mine håndflader var vabelramte, mine fødder ”sov” og mit venstre knæ begyndte - som de tidligere år - at knage lidt. Jeg har den sidste håndfuld år, siden jeg startede med at køre landevejscykel, cyklet omkring 30.000 kilometer, og jeg har ikke været med i et eneste uheld eller haft nogle skader. Det fik jeg med 130 kilometer til Paris.

 

Da jeg skulle rejse mig for at cykle op af en stigning, gav det et smæld i højre knæ. Først tænkte jeg, at der var sket noget med ledbåndet, men jeg cyklede de tyve kilometer til det næste depot med smerter i knæet. Her lagde ”doktor Mette” mærke til min specielle gang. Hun tilså mig sammen med ortopæd-lægen John Jakobsen, som konstaterede, at jeg havde fået en fibersprængning i en af de store muskler, som hæfter lige over mit højre knæ. Der var 50 km til dagens etape var slut og dertil lagt morgendagens 80 km… var der 130 km til Paris.

 

Jeg har kendt Mette gennem de sidste tre år, og hun kiggede mig blot i øjnene uden at nævne mere end servicebilen - inden hun selv gjorde sætningen færdig ved at konstatere, at ”Torsten vil vist gerne cykle hele vejen til Paris”.

 

Det ville jeg - og det gjorde jeg, men det kom til at gøre ondt. Mette kølede knæet ned, og herefter lånte jeg et knæbind af Thøger Dam, hvori der blev smidt en masse varmecreme i samtidigt med, at jeg tog nogle ”heste-piller”. Det hjalp, men løste ikke problemet. Jeg kunne næsten ikke træde med mit højre ben.

 

Morten tog sig af mig… efter tre sæsoner, hvor vi har kørt ved siden af hinanden og derfor kender hinandens grænser. Han sørgede for, at jeg sad rigtigt i feltet og spurgte ikke om noget. Han kendte mine svar og ved, at jeg vil cykle hele vejen til Paris - selv.

 

 

De sidste 50 km ind mod legendariske Compiègne blev hårde, og jeg tænkte på de tidligere ryttere, som har lidt meget på denne strækning. Mit knæ hævede op, men jeg ville ikke give op… og bestemte mig for at give aftenens fest ”en over nakken” - så måtte morgendagens etape briste eller bære.

 

Først klokken 22 var vi færdige med aftensmaden, og jeg havde fået slået baren op. I samarbejde med den altid smilende og behjælpelige nye service-chef Karina Raunsmed havde vi fået købt ind til en bar på græsset foran hotellet. Bendt og jeg tog bartjansen, og hurtigt løb vi tør for Gin. Pina Colada’erne - indkøbt til Niels Peter og Natasja - gik også som varmt brød på denne smukke og varme sommeraften, hvor Claus Skrubbetrang også sendte anerkendende nik for at vi havde medbragt hans ynglingsdrink.

 

Alt imens, at indholdet i baren blev mindre og mindre, blev der holdt flere taler - og specielt Lars Viums udlevering af en signeret Rynkeby-trøje til Magnus tog kegler. De næste timer var der meget lir, og vi fik tømt mange af slatterne ved at hælde indholdet i et stort glas, som hold 2 drak samlet med ti sugerør. Sammenholdet og humøret var helt i top, da alle vidste, at der blot manglede 80 km, inden vi ville være i Paris.

 

9. dag

Lørdag den 15. juli 2017

Compiegne - Paris: 88 km

 

Efter et par timers søvn ramte virkeligheden, da turens sidste dag bankede på døren. Midt på de blot 80 km var der 20 km, som er nogle af dem på hele ugen, der har flest højdemeter målt på procenter. Tømmermændene mærkede jeg ikke noget til, da smerterne i mit knæ ikke var gået væk i løbet af natten. Det havde jeg inderst inde håbet på, men ikke regnet med, så under de sidste tre stigninger på hele turen kunne jeg kun træde med mit højre ben, og smerterne var ikke til at misforstå. For første gang på mine tre ture til Paris var jeg alvorligt bekymret for, om jeg kom til at gennemføre.  

 

Tyve kilometer før Paris standsede vi, og jeg vidste, hvad der ventede. Den sidste del af turen skulle cykles langs en af Seinens bifloder. Lars Vium bad mig om at tage bagtroppen på holdet, og det passede perfekt, for jeg kunne dermed tilpasse tempoet samt cykle lidt for dig selv det sidste stykke. På dette tidspunkt stødte flere og flere Rynkeby-hold til, og ”den gule slange” drejede sig malerisk omkring flodens broer og smukke vand. Turen endte med, at vi cyklede igennem et jublende menneskehav, og tårerne trillede ned af mine solramte kinder. VI gjorde det - igen og på flotteste vis. 

 

Efter et par timer i varmen på Cercle Sud skulle vi cykle de sidste fem kilometer til vores hotel. Her gik den hjerteskærende sang "Never giving up" lige i hjertet. Sangen stod på repeat, og vi hørte den vel ti gange på turen fra den højtaler, som Claus Søgaard havde monteret på sin cykel. Især disse linjer gik stærkt igennem:

 

Don't you ever give up
When the river gets strong
We'll make it through
When the road gets long
We'll make it through
When the rain gets tough
And we're lost
We're fighting on for you
It's You and I
It's You and I

 

Stemningen var elektrisk til vejen til hotellet, og vi nød de sidste minutter sammen på cyklen. Kort før ankomsten til Paris blev ruten til hotellet ændret, og dermed skulle vi ikke cykle omkring Eiffeltårnet og andre monumenter i den franske hovedstad. For mig havde det ikke den store betydning, men debutanterne gik glip af en stor oplevelse. Op til turen havde vi modtaget mange mails omkring dette, og det blev et eksempel på hvordan TRN17 har været et ”rodet” år, men vores tur blev rigtig god - noget som alle kan være stolte over.

 

Efter min første tur holdt den veltalende Claus Ottesen en rørende tale, som afsked på sin Rynkeby-tid. Sammen med ham var der en del profiler på det daværende hold, der stoppede som blandt andet lægen Anne, den nyudnævnte politidirektør Henrik Thomsen og den altid økonomisk-ansvarlige John Refsgaard. Den gode Ottesen sagde, at Team Rynkeby Nordjylland til den efterfølgende sæson ville opleve store ændringer - og samtidigt smed han bolden op i luften.

 

Siden har rigtig mange ”grebet bolden” og været med at påvirke og dermed udvikle den nordjyske del af dette smukke projekt. For Rynkeby er som en plasma, der udvikler sig efter, hvilke personer der er med i det. Alle har en rolle og kan være med til at forme det. Nogle mere end andre, men alle har en rolle - og en smuk rolle!

 

Så om man er en lunefuld holdkaptajn på hold 3, motorcykelbetjent fra Århus, har de korteste ben i Skelund eller ejer huset med den flotteste udsigt i Frederikshavn - så har man en rolle. Man er en brik i et smukt puslespil, hvis motiv først bliver flottest og tydeligst, når man ankommer til Paris. Det er lidt ligesom et efterskole- eller højskoleophold. Man oplever først, hvor stærkt et sammenhold man har haft, når det er slut.

 

På Hold 2 har der på årets hold været store udskiftninger, ligesom der har været på service-holdet og i styregruppen, men sammen blev vi alle rigtigt stærke, og det er min klare fornemmelse, at alle har haft en rigtig god tur. Til TRN18 vil der også komme mange ændringer, men jeg er slet ikke i tvivl om, at Lars Vium kan løfte opgaven som ny holdkaptajn. Om jeg skal være en del af dette, er fortsat meget uvist.

 

Her et par dage efter ankomsten til Paris er jeg havnet i det meget unikke, varme og gudesmukke Italien - lidt ligesom Team Rynkeby. De sidste dage har jeg fået et hav af positive tilkendegivelser på min deltagelse i cykelturen, og flere har takket mig personligt for min rolle. Det varmer og gør mig endnu mere stolt. Flere har opfordret mig til at ansøge til næste sæson, og både nye og gamle har endda gjort deres ansøgning betinget af min deltagelse. Tænk sig, at nogles deltagelse i så stor en livsændrende begivenhed afhænger af min beslutning. Det gør mig om muligt endnu mere stolt!

 

Igennem de sidste tre år har jeg været spinninginstruktør, udsmider, bartender, solgt lodsedler, været ”trækkerdreng”, garderobepige, kagesælger, stået for ekstra træninger, lavet en kogebog og meget andet. Der har været små irritationsmomenter, men ikke nogle som fjerner den lille gule klump, der er kommet i mit hjerte.

 

Min ynglingsfarve er, efter jeg er blevet 45 år, blevet ændret til gul. Jeg vil aldrig kunne drikke en Fanta, spise en lakrids-polet eller en tartelet uden at tænke tilbage på Team Rynkeby - med stor glæde. Team Rynkeby har ændret mig som person, da jeg er blevet mere rummelig, og jeg kender mine grænser totalt samt hviler mere i mig selv. Dette projekt går ind under huden på de fleste, som deltager, og der bliver det - også selvom det har skyggesider.

 

Så kære mor… imens jeg cyklede de sidste meter ind mod Paris, kunne jeg stille svare dig… Turen blev en rigtig god tur, da tredje gang endte med at blive lykkens gang…

 

ER DU CYKELMOTIONIST? SÅ BLIV EN DEL AF DANMARKS STØRSTE FORDELSKLUB. DET ER GRATIS!