Dag 0

Fra Epoka Svenstrup til Best Western Torvehallerne i Vejle - 161 km

Dagens kommentar: God tur - søde far… (Regitze Brix)

 

Med gigantiske forventninger og overskud cyklede jeg sammen med et halvt hundrede andre nordjyder fra Team Rynkeby denne lørdag morgen væk fra de trygge nordjyske ramme. Vi skulle ”syd på” og havde gode ben efter et langt træningsforløb, men også et unikt sammenhold omkring at støtte Børnecancer-fonden - og den næste uge skulle det vise sig, om det hele ”kunne holde vand” langt fra Limfjordens vande.

 

Dagen forinden havde der været afskedsreception på Gammeltorv i Aalborg, hvor to tidligere ryttere - radioværten Niels Skovmand og rådmand Tina French Nielsen - havde været med til at sætte de helt rigtige ord på den kommende uges op- og nedturer. Arrangementet blev yderligere løftet af den meget rammende ”Never giving up” samt at mange tidligere ryttere havde valgt at møde op for at sende deres kammerater af sted.

 

Sammenlagt var der en hjertelig stemning, og jeg oplevede da også stor glæde ved blandt andet at møde de tidligere service-folk, den gode massør Line, præsten Jude, humørspæderen Ottesen, pause-vennen Finn samt værelseskammeraterne Mette og Rikke. Alle ville sikkert gerne med på turen for at indhente nogle af de sociale relationer igen, men flere af dem ønskede ikke nærkontakt med en landevejscykel - efter sidste års hårde tur.

 

Sidste år var turen hård for mange - blandt andet mig selv - så erfaringerne derfra samt en lidt bedre form og ikke en operation to måneder før afgang havde givet mig fortrøstning for, at jeg måske kunne nyde turen i år lidt mere denne gang. Det kom jeg til, men inden vi satte os på cyklerne lørdag morgen, havde vi - sammen med det store fremmøde - nydt godt af Epokas store gæstfrihed.

 

Sponsoren havde en reklame på bagsiden af vores bukser, og IT-virksomheden blev igennem hele ugen voldsomt eksponeret, da vi kom til at tilbringe mange timer med at kigge på forankørende cyklisters bagdel. Derudover var der hele ugen også en livlig og afslappet snak om forskellige cremer og tilstanden for vores jah… røv.

 

Turen til Vejle gik i et fint tempo, og jeg havde masser af tid til at tænke tilbage på min familie, der havde givet mig nogle dages forspring, inden de vil sætte sig i bilen og jage os. Desuden tænkte jeg faktisk også en del på holdkaptajnen Peter Thorsø, som holdt sin fjerde og sidste afskedstale. Han er indbegrebet af Team Rynkeby Nordjylland, og hele hans familie er flettet ind i projektet, men denne tur blev den sidste - hvilket hans følelsesladede tale også bevidnede.

 

Thorsø fik en god første dag af TRN16, da vi ankom inden kl. 17 til Vejle, og efter en lang nat fik jeg sovet nogle få timer, men humøret og viljen var på rette sted, men det skulle hurtigt ændre sig.

 

 

Dag 1

Fra Best Western Torvehallerne i Vejle til Hotel Heidehof i Büdelsdorf - 182 km

Dagens kommentar: Er det for sent at fortryde? (Tina Støvring)

 

Var der godt humør aftenen før… fik det en syngende lussing næste morgen. Imod det store glastag på Torvehallerne, hvor vi sad og spiste morgenmad - hamrede regnen ned, og lige pludselig var der meget langt til Paris. Og det skulle blive meget værre.

 

I løbet af dagen kom der vanvittige 18 punkteringer og et mindre sammenstød. Vi var næsten gennemblødte op af formiddagen, hvor opklaringen kom. De mange defekter samt uheldet gjorde, at vi først ankom til hotellet efter kl. 18, altså efter ti timer på cyklen, hvor vi kun havde trådt i pedalerne i små syv timer.

 

Derudover bød dagen også på den mest imponerende ”tissepause” i Padborg. Hos H.P. Therkelsen var deres værksted omdannet til et hyggelig samlingssted for forskellige Team Rynkeby-hold. Live-musik, cykelvask, masser af god mad, is fra Hjem-Is og autografskrivning var med til at løfte stemningen blandt de efterhånden lidt trætte ryttere.

 

Selvom H.P. Therkelsen skabte noget unikt var service-holdet på Team Rynkeby Nordjylland endnu bedre, når de igennem hele ugen har fremtryllet fine retter fra bilens køletrailer og den medbragte grill, hvilket også har været tilfældet igennem hele forårets intense træningsforløb. Udover maden var de særdeles behjælpelige, når cyklerne strejkede og derudover formåede disse orangeklædte venner også at fylde mental energi i de trætte ryttere. For at cykle til Paris er ikke bare hårdt fysisk. ”Øverste etage” bliver også testet, og er man i tvivl om, hvor ens grænser er, så finder man dem på sådan en cykeltur.

 

I Büdelsdorf blev vi forenet med det nystartede Rynkeby-hold fra Silkeborg, og derudover mødte vi i løbet af dagen også de første andre hold, og jeg oplevede, at sammenholdsfornemmelsen påvirkede debuttanterne på holdet. For Rynkeby kan gå ”i blodet” på en, og det har ramt mig… og ramte vist også andre!

 

 

Dag 2

Fra Hotel Heidehof i Büdelsdorf til Hotel Zur Riede i Bremen - 205 km

Dagens kommentar: Vi har klart pænere piger end dem fra Silkeborg (Morten Thorup)

 

Gårdagens dramatiske EM-finale blev diskuteret til morgenmaden, men ellers handlede meget af snakken om, hvorvidt det gode vejr i Tyskland kunne fortsætte. Efter turen på de våde sønderjyske veje var de nordtyske mere venlige stemt - og det fortsatte godt med tørvejr.

 

Store dele af hele turen blev kørt i tørvejr, men i mod- eller sidevind. Storset på intet tidspunkt havde vi noget medvind, hvilket godt kunne frustrere en ”trækkerdreng”. Jeg cyklede på hold 2, og igennem langt størstedelen af turen cyklede jeg i front sammen med tre andre mænd og den sympatiske fighter - Natasja, der disponerede kræfterne helt korrekt. Disse ryttere tager vinden for de andre ti ryttere, og bortset fra en enkelt formiddag, hvor min kassette drillede, var jeg med på toppen, og jeg følte mig også fysisk på toppen.

 

 

Modvinden gjorde dog, at benene begyndte at blive lidt trætte, og jeg tænkte lidt på en samtale med min gode ven og cykelmakker - Henrik Fenger - hvor vi var i tvivl om, hvorvidt vi havde trænet nok i år. Essensen af samtalen blev, at man skal passe på med at tro, at turen bliver meget lettere, når man har cyklet den før. Der er sateme langt til Paris - på en cykel.

 

 

Dag 3

Fra Hotel Zur Riede i Bremen til Resort Bad Boekelo i Holland - 197 km

Dagens kommentar: Der har været blod, sved og tårer - desværre lidt for meget af det første… (Peter Mikaelsen)

 

Sidste år cyklede jeg meget ved siden af Lene, mens hendes mand - Benny - var på service-holdet. Den meget festlige Benny ville dog gerne prøve at cykle 2015/16-turen… det kom han desværre ikke helt til.

 

Tirsdag formiddag kunne vi nemlig høre ambulancerne nærme sig, da to medcyklister var styrtet på hold 1. Os på hold 2 stod 30-40 meter derfra, og det var tydeligt, at Lene kunne ”mærke”, at der var sket noget med ægtemanden Benny, der cyklede på hold 1.

 

Benny havde kæmpet hårdt igennem træningsmånederne for at være klar til ”turen”, men fighteren fra Vodskov var chanceløs, da han blev trukket med i et voldsomt styrt, der endte med koste ham tre brud på ansigtsknogler. I dagene der fulgte sendte Benny billeder til mig af sit ansigt, og han lignede en slagen mand. Men for Benny er bitter noget, man drikker. Lene tog med Benny til Danmark og afsavnet af hende på hold 2 blev til at mærke.

 

Derudover gik Mads fra at være Mads til at være ”skidt-Mads”. Han hostede meget på den halvdel af turen, som han deltog i, og han var ramt. Udover Mads endte hold 2 med ikke at have nogen i ”Servicebilen”, hvilket er noget af en bedrift. Igennem hele ugen tænkte jeg dog på stakkels Lene og Benny, som så gerne ville have cykler sammen ind i kærlighedens by. Årets tur blev overskygget af disse uheld, og aftnerne blev påvirket af det, da vores tanker gik til vores slagne venner.

 

 

Dag 4

Fra Resort Bad Boekelo i Holland til Terhills Hotel i Belgien - 180 km

Dagens kommentar: Hvis det kløer i dag - så kommer det til at svie i morgen (Bendt Godtberg)

 

Man skal ikke cykle med Team Rynkeby, såfremt man gerne vil have goutmetmad eller stjernebelagte hoteller, men en undtagelse er der dog. På ”Sportsresortet” i Holland fik vi indviet vores badeklub i den udmærkede swimmingpool, og dagen efter blev vi indlogeret på det femstjernede hotel - Terhills.

 

Til min overraskelse kom jeg dog til et hotelværelse, som virkede beboet eller ikke rengjort. Jeg gik i receptionen, hvor de beklagede fejlen og spurgte om, hvordan de kunne gøre skaden god igen. Umiddelbart sprang jeg ikke på tilbuddet om en flaske champagne, men sagde, at min værelseskammerat og jeg - utrolig gerne - ville have lidt tøj vasket, da vi ikke drikker alkohol.

 

Sidstnævnte troede de gudhjælpemig på, og til stor glæde fik vi vasket vores tøj, der havde nærmet sig en sundhedsrisiko. Jeg har efterfølgende tænkt på den stakkels vaskekone, der fik det svedelugtede og våde cykeltøj leveret i en lukket plasticpose.

 

 

Om aftenens spiste vi på en nærliggende god italiensk restaurant, mens snakken - nogen vil kalde det for hysterikken - faldt på morgendagens møde med ”Muren”. Huy de Mur ventede, men for mig har den aldrig haft den helt store betydning. Jeg er mere fokuseret på at cykle hele vejen til Paris - samt hjælpe dem på mit hold, som har behov for det - fremfor at cykle om kap på under 0,1 % af turen.

 

Sådan forholdt det sig ikke for de cykelnørder, der aftenen før bjerg-mødet skiftede noget udstyr på cyklen for at være helt klar. Jeg var også klar og havde planen klar - jeg gør som sidste år og holder ind halvvejs, får pulsen ned samt sparer lidt på kræfterne til senere på dagen. Det gjorde jeg ikke sidste år, og det fik jeg en gevaldig regning for, men jeg så meget frem til toppen af Huy - alene af den grund, at min familie stod på toppen.

 

 

Dag 5

Fra Terhills Hotel i Belgien til Best Western i Charleroi - 164 km

Dagens kommentar: Efter ”Muren” kommer der et par mindre knolde - mere… (Thorkild ”Høyde-meder” Dahl)

 

Sidste år gik jeg ”sukkerkold” efter mødet med Huy de Mur, og den gode holdlæge ville have, at jeg skulle have en mindre cykelpause. Det fik jeg heldigvis talt hende fra, men i år havde jeg bestemt mig for, at Ardennerne skulle have en lille hilsen tilbage, og derfor trak jeg alene i front på hold 2 de sidste 45 km efter turen op af ”Muren” - ligesom jeg sammenlagt havde gjort de to dage forinden. Sidste år blev bestemt betalt tilbage, imens jeg kunne se debutanterne blive mere og mere trætte, hvilket gav mig flashbacks til året før.

 

Smerten, hovedpinen og ømheden overalt blev på det meget homogene hold 2 slået ned af stærk vilje til at gennemføre, men også af hjælpende hænder fra mange sider, samt et til tider smittede humør - det er TEAM Rynkeby.

 

Flere af mine medcyklister var meget hudløse i mellemkødet - hvilket jeg heller ikke kunne skrive mig helt fri for. Derudover døjede jeg med den stortå, som jeg slog weekenden inden afrejsen samt havde smerter i mit hævede knæ og generelt ondt i langt de fleste af mine muskler, men det gik langt bedre end sidste år…

 

Turen op af Huy de Mur får større og større indflydelse på Team Rynkebys tur til Paris. Det er et afbræk, men også et sted, hvor der er alt for mange nederlag - efter min mening. I min verden er bedst, at mindst muligt antal, der cykler til Paris, skal lide nederlag, og det var bedre at vælge den letteste rute, så endnu flere fik en stor oplevelse. Flere af mine holdkammerater fra de sidste to sæsoner har opgivet at cykle hele vejen op, og de føler, at de ikke har cyklet til Paris, da de mangler de sidste 500 meter. Det er forkert.

 

Som tidligere nævnt tog jeg en pause på vejen op, men cyklede hele vejen, men det gjorde 10-20 % ikke, og det er altså en skam at få meter af de over 1400 km skal være afgørende for turen. Senere på min tur mødte jeg en gammel bekendt Martin Høirup, som cyklede for Næstved. Han berettede, at deres hold ikke længere cykler ekstra kilometer for at komme til stejle Huy, hvilket jeg har langt mere respekt for end de hold, der tilgodeser de stærkeste.

 

I forvejen gør geografien jo, at Nordjylland er det hold, der cykler længst på vejen til Paris, så vores tur er hård nok. Nogle af de hold fra de nye nordlige destinationer sejler til Kiel og starter deres cykeltur der. Der er altså voldsom forskel på at cykle til Paris fra Kiel end fra Aalborg.

 

Igennem hele træningsforløbet til turen har jeg stået for flere ekstra spinningtimer og ture på landevejene. En af de mere flittige deltagere hedder Marianne, og hun ville bare ikke i ”Servicebilen”, så hun kæmpede - voldsomt. Hele hendes kropsholdning og ansigtsudstrykket ændrede sig faktisk i løbet af ugen, og det altid smilende ansigt så helt tungt ud, da jeg talte med hendes til morgenmaden, og jeg kunne næsten ikke kende hende. Hun mente også selv, at hun var blevet hundrede år ældre på disse første dage. Marianne gik op af Huy, hvilket viste sig at være en fornuftig beslutning, for i de efterfølgende dage fik hun brug for alle sine kræfter, men samlet set cyklede hun ind til Paris på allerflotteste vis, selvom hun var helt smadret.

 

 

Dag 6

Fra Best Western i Charleroi til Hotel ibis Compiègne - 203 km

Dagens kommentar: Du vil vel ikke have en snaps mere - Torsten? (Morten Thorup)

 

Ved ankomsten til Compiègne fik jeg den største krammer af Marianne. Hun kravlede næsten helt ind i mig og det var ganske rørende sekunder. Hun var tydeligvis påvirket, for vi vidste begge, at hun ville hun klarer det. Vi mangler blot de ca. 100 kilometer til - og kørsel - i Paris.

 

”Sekretæren - som blev en cykelmaskine” gjorde det, selvom hun gennemlevede et smertehelvede, efter hendes læge et par uger forinden havde fremrådet hende at cykle til Paris. Hun havde i den grad fortjent anerkendelse for sin præstation, som var langt mere krævende end ret mange på holdet, men jeg fik ikke givet den til hende, da hun faldt i søvn siddende på hendes seng på hotelværelset, imens hun var i gang med at sende en SMS. Hendes værelseskammerater fandt hende en time senere, hvor hun - til deres store morskab var faldet i søvn nærmest nede i sin kuffert på sengen. Det er blot et af de mange billeder på, hvor hård turen til Paris er for mange af cyklisterne, og hvor udmattende det kan være.

 

Imens Marianne vist ikke havde problemer med at sove, forholdt det sig anderledes for nogle af de andre hotelgæster. Receptionisten kom flere gange om natten og bad os om at skrue ned for musikken, men stemningen var elektrisk for alle vidste nu… at der ikke var langt til Paris.

 

I løbet af ugen havde Morten Thorup rejst rundt med en flaske snaps, som vi havde glædet os meget til. Den bliver hurtig tømt, men sørme om den morsomme asfaltsælgeren fra Haverslev ikke faldt flere flasker ”likør” frem, som han naturligvis ikke skulle drikke alene.

 

 

 

 

Dag 7

Fra Hotel ibis Compiègne til Place de la Fontaine aux Lions i Paris - 87 km

Dagens kommentar: Far… Skal du cykle til Paris næste år? (Regitze Brix)

 

Med lidt tømmermænd og meget trætte kroppe vågnede vi langsomt op nord for Paris… vi grinede og havde det sjovt, men det fik en ende, da vi havde siddet på cyklerne i kort tid. Formiddagstimerne blev procentvis nogle af de hårdeste ”høyde-meter” på hele turen, hvilket var så hårdt, at vi flere gange næsten fandt det morsomt.

 

Paris nærmede sig dog, og imens vi cyklede de obligatoriske sidste kilometer på cyklestien langs en af Seinens bifloder, begyndte tankerne at ramme en. Jeg tænkte igen meget på Benny og Lene, som efter uheldet var taget til Danmark, men mine tanker faldt også på min sygdomsramte far og min ventende familie suste også rundt i mit trætte hoved. Ved ankomsten til Place de la Fontaine aux Lions fik jeg lige et par minutter sammen med dem, som ventede på os, inden vi begav os rundt på en 16 kilometer rundtur. Desværre var turen uden de helt store højdepunkter som Eiffeltårnet og Triumfbuen, men det blev trods dette en meget rørende cykeltur.

 

 

Især, da vi cyklede igennem en smal gade, hvor ”Der er et yndigt land” rungede på flotteste vis, fik jeg en kæmpe klump i halsen. Denne ”rigtige” nationalmelodi har tidligere påvirket mig ved sportsbegivenheder, og det gjorde den også her. Derudover havde det vestjyske hold lavet en omskrivning af den franske nationalmelodi, som var smuk, men også gav yderligere næring efter terrorhændelsen i Nice. Klumpen i halsen blev ikke mindre, da vi cyklede ind igennem menneskehavet, der hyldede os på flotteste vis, da vi vendte tilbage til ”løve-pladsen”, og igen i år blev mine gule Oakley-briller lidt våde på indersiden.

 

Det sidste år havde jeg tænkt på, hvorfor Team Rynkeby påvirker mig - er det den gode sag? De mange endorfiner som den hårde træning har produceret? Det unikke sammenhold iblandt mange forskellige aldre og erhverv? Disse spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange det sidste år, men svaret er jeg ikke kommet tættere på. For der er sikkert ikke kun et svar - det handler nemlig ikke blot en om ting… det er hele pakken.

 

Jeg havde ikke deltaget to gange i dette projekt, hvis overskuddet for turen gik til et politisk parti, som jeg endda sympatiserer med, og jeg ville heller ikke deltage, hvis der ikke var en sportslig aktivitet i det. Var det en motorcykel-tur, var det nok kun blevet til den ene tur og såfremt, at medcyklisterne ikke havde været ”Købmanden & søn”, en bramfri kvindelig bogholder, en pensioneret tømmermester fra Skovsgaard, en arbejdshest fra 9440 eller en lunefulde DR-journalist… havde jeg ikke følt mig så tæt forbundet i dette sammenhold.

 

 

Havde vi været ens i cykel-niveau, alder og alt i livet, havde turen ikke været noget for mig - forskelligheden og respekten omkring hinanden er en af grundstenene i dette smukke projekt, som påvirker mig helt inde i hjertet. Et projekt hvor vi i Nordjylland kommer til at indsamle omkring 70.000 kroner i gennemsnit pr. deltager - og samlet sikkert lidt i underkanten 3,5 million kroner. Det forventes, at den nationale rekord fra sidste år på 48 millioner kroner vil blive slået - det er ikke mange penge… det er vanvittigt mange penge, som skal gå til kampen imod Børnecancer. Det kan ikke bare gøre en forskel, men næsten skabe en kløft.

 

En kløft var der også imellem rytterne for ti måneder siden, da vi mødtes for første gang, men siden har det udviklet sig til venskaber - for livet.

 

Ligesom efter et efterskole-/højskoleophold eller andre hjerteskærende afskeder, så dør en stor del af disse relationer ved afskeden - i dette tilfælde ved ankomsten til Paris, og måske er det også derfor, at det er så vedmodigt ved ankomsten til Paris.

 

Vi ved alle, at det aldrig bliver helt det samme igen. Vi bliver aldrig samlet til en cykeltur og får ikke det samme. Det slutter der - hvilket måske også er med til at gøre bedriften endnu smukkere. Vi lever ikke i fortiden, hvilket sikkert også er termen for de mange kræftramte børn, som vi har indsamlet til… i hjertet har vi dog en lille gul ært, som er fyldt med mange minder. Her findes frygten for kantsten, ”en ned”, historier om røvcreme, byture, kampsange og en masse mere - samt frygten for ikke at lykkedes, men også smerte, kærlighed og stolthed. Sidstnævnte kommer for at være en del af noget, der har gjort så stor en forskel for mange mennesker. Der er noget livsbekræftende og meget givende i et gøre noget for andre - især hvis de lider.

 

Det må være et instinkt, som helt sikkert ikke er lige stort i alle mennesker. Dem, der cyklede med på TRN16, har det rette instinkt, men har også haft hjertet på rette sted, når de indtjente penge ved at være løbs- og spinningsarrangører, kogebogsproducenter, garderobepiger, kagesælgere, roadies og meget mere. Det blevet gjort med stort sammenhold, ærlighed og kærlighed - og glem nu ikke, at alle pengene bliver sendt til kampen imod kræft. Det lyder næsten som en smuk historie jah… vel næsten som et eventyr, og det var det også, da jeg cyklede til Paris på ryggen af en - cykel… med de smukkeste mennesker omkring mig.

 

For et år siden var jeg klar til at smide cyklen i ”Stort brandbart”, men nu forholder det sig helt anderledes. Jeg slikker i øjeblikket mine sår med et stort smil på læben. Betændelsen er næsten ude af stortåen - ligesom hævelsen i mit venstre knæ. Mine sår i munden er også helet og læberne er heller ikke knastøre mere, men smerten fra i mine simrende fødder og problemer i mellemkødet går nok ikke væk foreløbigt. Alt dette er dog fucking ligegyldigt, for stoltheden over bedriften får det til at forsvinde, som duggen på glasset på de kolde drinks jeg drikker på det grotesk varme Sicilien, hvor jeg tog til kort efter ankomsten til Paris. Hernede stiller min omgangskreds og familie mig det modbydelige spørgsmål, om jeg skal cykle den kommende sæson med Team Rynkeby?

 

Hvordan skulle jeg kunne afbryde noget af det største, som jeg har oplevet i mit liv ? Fordi at det tager meget tid er det mest oplagte svar, men når livet lakker mod enden, vil jeg med stor sandsynlighed kigge tilbage og placere Team Rynkeby højt på listen over de største oplevelser… så skal jeg finde mere tid - kunne jeg fjerne andre mindre langt mindre vigtige ting... Trods dette argument er jeg ikke afklaret. Jeg kan faktisk slet ikke tænke på næste års tur - dertil er indtrykket fra 2016 alt for tæt på, og derfor kan jeg kun sige én ting til alle: Tak for dette eventyr… Au Revoir Paris - du er og bliver den smukkeste by… med de smukkeste mennesker.