Så blev det lørdag den 24. juni og dagens ret lød på 165 kilometer fra Vingsted til Viborg. Jeg havde starttid kl. 08.50, så jeg sad i bilen lidt efter halv syv. Jeg havde studeret vejrudsigten grundigt de foregåebde dage, og det tegnede til at holde tørvejr. Det fik humøret til at stige et par grader,og forventningerne gav lidt sommerfugle i maven. Den længste distance, jeg på forhånd havde tilbagelagt på MTB, var 50 kilometer i skovene omkring Silkeborg, så tre gange så langt var en smule intimiderende. Jeg syntes, at jeg havde forberedt mig godt, og formen var super god. Jeg krydsede fingre for, at benene ville det samme som hovedet, nemlig at fuldføre, gerne i en tid omkring de otte timer.

Jeg rullede ind på parkeringspladsen en times tid før afgang ved Vingstedcenteret, hvor der allerede var et mylder af mennesker med og uden cykler. Jeg fandt let et sted at smide bilen og havde hentet startnummeret inden for fem minutter. Menneskerne i nummerudlevering var glade og smilende, og stemningen i området var god.

Cyklen blev tjekket af, og så kom dagens første kritiske beslutning. Hvad skulle medbringes, og hvad skulle efterlades? Jeg kiggede rundt omkring for at se, hvad andre havde gjort af valg. Jeg kiggede op på en let overskyet himmel og besluttede mig for korte rør, kortærmet trøje, løse ærmer og vindvest. Regnjakke og skoovertræk blev i bilen. Jeg var derfor klar med 40 minutter til afgang.

Foto: Mikkel Beisner
 

Fuld fart fra start

Jeg kørte til startområdet for lige at orientere mig. Det viste sig, at der var flyvende start, så var du klar så var det bare at køre. Super - jeg fik styr på min Garmin og gps, ventede lidt tid, og koblede mig på en gruppe på 10 personer, som kørte sammen.

Der blev lagt hårdt fra land, og der var ikke noget med opvarmning eller social kørsel. Det var fuld blus på puls fra første lille stigning. Da vi ramte asfalt slap jeg gruppen, da jeg var lidt betænkelig ved, om jeg kunne sidde med hele vejen. Jeg fandt mit eget lidt konservative tempo og ramte snart singletrack i Jelling Skov. Det var vådt og fedtet flere steder, så jeg brugte en del kræfter på fremdrift. Det var også begyndt at dryppe lidt fra oven, men skoven gav en smule læ.

Skovsti blev til asfalt, og asfalt blev til grusvej. Da regnede det, og en blanding af vand og grus sprøjtede op på cyklen og undertegnede. Jeg sad i stilhed og savnede mine skoovertræk. Gear og kæder knasede lystigt af sand, så jeg krydsede fingre for, at det hele holdt. En gruppe fra Snejbjerg MTB kom forbi, og jeg koblede mig på. De holdt også stram kæde.

Depoter i høj klasse

Første depot kom efter 35 kilometer, og hvilket depot. Der var vand til dunken og til at skylle cyklen. Der var også varme hjemmelavede boller med hjemmelavet syltetøj, brownies og andre godter.

Tre boller med syltetøj, brownies og andet godt forsvandt ned i motoren. Lige pludselig var jeg ikke længere helt så våd og kold, så jeg satte mig på cyklen og gav den gas. Nu skulle den have en over nakken.

Regnen tog til, og asfalt blev til grus- og stenvej, forhjulet sank i, og farten aftog. Et nyt singletrack i skov kom efter 39 kilometer, og det var virkeligt vådt og fedtet med et par rigtig hårde bakker. Det var tydeligt, at jeg ikke var første rytter igennem skoven. Jeg kom igen ud på grus- og stenvej, som jeg fulgte tæt forbi udspringet af Gudenå og Skjern Å ved Tinnet Krat. Der kom et nyt singletrack, der egentligt blot var et spor, der var lidt bredere end mine dæk. Højt græs omkransede sporet, så mine sokker og sko sejlede, da jeg ramte asfalt og begyndte opstigning til Nr. Snede, hvor næste depot var efter 55 kilometer.

Der var kø ved vandslangen, så jeg satte cyklen og kiggede på udstillingen af mad. Sikke et syn det var. Varm suppe, scrambled eggs med bacon, kager, chokolade, brød, småkager var nogle af goderne. Jeg tog mig god tid og prøvede det meste. Det var lige, hvad en kold, våd, lille dreng havde brug for. Jeg sluttede af med en håndfuld småkager og slæbte cyklen forbi vandslangen. Jeg hoppede på cyklen og suste nordpå ud af Nr. Snede.

Holder tempoet højt
Jeg kørte på markveje syd om Hampen Sø og ramte asfalt, som førte til Vrads, hvor næste singletrack gemte sig i skoven. Her fik jeg første gang udfordring med min gps og skiltningen. En venlig sjæl fortalte mig, at jeg skulle til venstre gennem skoven, så kom jeg tilbage hertil, og så skulle jeg op til Vrads igen. Jeg rullede ind i skoven og fik pulsen helt op i det røde felt. Op op op følte jeg, men reelt var det bare en blød skovbund, som sugede cyklen til sig plus et par bakker. Jeg kom ud på asfalt igen og ramte så bakken op til Vrads igen, hvor jeg rundede 70 kilometer undervejs. Det var lidt hårdt i skoven, så jeg snuppede en gel inden det lange træk på asfalt til Hjøllund.

Modvind, bakket terræn og let regn fik medlidenheden til at snige sig ind i tankerne - hvorfor var det lige, jeg sad her? Langt fremme skimtede jeg en gruppe ryttere, og de blev mit næste mål. Jeg lå hen over styret og trådte hårdt, og derfor lå hastigheden mellem 32-35 km/t. Jeg nåede frem til gruppen kort før depotet i Hjøllund.

Her fik man virkelig en god modtagelse efter 81 kilometer. Der var fyldt med glade mennesker, der hujede, piftede, fløjtede og heppede inde i depotet. Det fik smilet frem igen. Der blev fyldt på motoren og i sadlen igen mod Viborg.

Det blev til knap 20 kilometer på skovveje, hvor jeg trådte til og skød god fart. Jeg mødte undervejs forskellige grupper, som forsøgte at sidde med, men jeg var ovenpå og holdet tempoet højt. Da vi rammer asfalt efter cirka 100 kilometer sad vi tre, som kørte rundt og hjalp hinanden. En sløjfe med en heftig lille bakke omkring hallen i Engesvang ledte over en træhængebro med nedkørsel over paller hen til døren ind i hallen. Her blev cyklen sat på bøjle, og menuen blev udforsket.
 

Der var pulled pork, kylling i dressing, brød, chokolade og kager. Det hele blev besøgt og nydt, mens ansigter fra ruten og andre depoter dukkede op. De hvide tænder stod i kontrast til de mørke og beskidte ansigter. Jeg fyldte dunken med vand, vaskede cyklen og begav mig ud på de sidste 55 kilometer til Viborg.

Vejret skifter

Solen tittede frem bag skyerne og fik efterhånden magten. Det var dejligt at mærke varmen i hele kroppen, mens jeg næsten fløj hen over grusvejen - nu er det sjovt igen - i hvert fald lige indtil jeg nåede det første åbne stykke land, hvor modvinden ramte som en hammer. Det hele blev lidt mere trægt, og jeg bemærkede nu, at min kæde var begyndt at snakke. Den var simpelthen blevet vasket ren for smøring undervejs. Jeg fangede mine to kammerater fra tidligere, og vi fulgtes til depotet og sporet i Stendal.

Trætheden havde meldt sig, da jeg rullede ind på depotet. Her var der musik, feststemning og masser af mennesker. Jeg snuppede en rugbrød og lidt æble, inden jeg satte mig for at finde noget smøremiddel til kæden. Der var desværre ikke meget hjælp at hente, men jeg fik øje på en reparations- og vaskestand, der var rigget til i skoven. Der stod en dunk med opvaskemiddel, og det måtte gøre det ud for smøremiddel.

For lidt plads

Med min kæde ”smurt” kørte jeg ud på Stendalsporet og sikke et spor. Jeg havde kun ros til overs for de mennesker, der havde slæbt flere kubikmeter grus ind i sporet, da det var et helt fantastisk spor. Det slog dog noget skår i glæden, at der var rigtig mange på sporet. Det blev næsten til en flaskehals, at alle fra 165, 100 og 65 kilometer-ruterne skulle igennem her. Der var masser af velvilje, men det hele gik lidt i stå.

Jeg rundede de 140 kilometer, inden det igen stod på asfalt til Dollerup Bakker. Der var efterhånden en del på vej til Viborg, og jeg så da også flere drabelige overhalinger på steder, som nok kun var beregnet til en af gangen. Det sidste træk forbi Hald Ege var på de store grusveje i skoven. De sidste kræfter blev pumpet ned i pedalerne, og jeg bragede forbi tidtagningen på Koldingvej i Viborg.

Havde jeg vidst, at tiden stoppede der, havde jeg taget mig tid til at nyde turen op igennem Viborg midtby. Det var første gang nogensinde, jeg havde kørt på den røde løber til mål. Jeg fulgte en strøm forbi Nytorv, hvor der var gang i byfesten ,og det duftede af grill og pølser. Jeg var tæt på at stoppe og spise her, men strømmen flød videre op gennem byen, hvor flere på racer pressede de sidste kræfter ud i voldsomme spurtopgør, indtil vi svingede til højre og kunne se målet ret fremme lige ud for den gamle kaserne. Endelig var jeg i mål. Der var masser af mennesker ved vejen og inde bagved i kasernegården var der et sandt mylder af mennesker og cykler. Næsten alle smilede og glædede sig over at være kommet i mål, og der var også mange virkelig trætte ansigter. Husk at se de forskellige Betfair Kampagner, hvis du vil spille online.

Jacob "Gulddrengen" fra Team Motionsfeltet.dk er i gang med at vise "Scooter Kim" et par tricks
 

Epilog

Min tid blev på 8 timer og 5 minutter, så jeg var super tilfreds med min kørsel. Det var hårdt og jeg var træt bagefter, men samtidig også tilfreds på en lidt underlig sadistisk måde. Jeg havde tømt min krop for energi for at se, hvor min grænse var. Nu tænkte jeg på den næste udfordring i mit ”løbsprogram”.

Jeg er helt sikker på, at jeg vender tilbage til Hærvejsløbet, ikke mindst på grund af depoterne undervejs, de var fantastiske. Det var en super god rute med masser af tonserstykker, som jeg er glad for.

Der er også lidt skår i glæden først og fremmest de sidste 30 kilometer ind til Viborg. Jeg synes, der var for mange singletrack stykker i forhold til antal mennesker på cykel. Der opstod flere dumme situationer, blot fordi nogle kørte hurtigere end andre, og så kan det ikke være rigtigt, at deltagere i et motionsløb ikke kan tage deres eget affald med hjem. Jeg så flere efterladte slanger efter punkteringer de sidste små fem kilometer før mål henslængte i siden af vejen. Kan man slæbe noget med ud, kan man bestemt også slæbe med hjem efter min mening. Tak for turen til alle.

Tilmeldingen til Hærvejsløbet 2018 starter den 24.oktober.