Da jeg gennem mit medlemskab af Team Motionsfeltet.dk fik mulighed, for at køre løbet, havde jeg en forventning om at andre fra Team Motionsfeltet.dk ville have et lift over, så man kunne dele udgifter, ellers ville jeg tage cyklen med færgen og så klare en billig tur den vej. Der var dog højere magter som valgte noget andet, da familien bekendtgjorde, at hvis jeg skulle til Bornholm, skulle de med. Så der blev bestilt færgeoverfart og campinghytte til hele familien. Ikke just den billige løsning jeg havde regnet med, men hvad gør man dog ikke for husfreden.

Fredag aften ankom vi så til Bornholm, og hentede lige startnummer inden vi kørte til campingpladsen. Nummerudleveringen var effektiv, og få minutter efter at have parkeret i Gudhjem, kunne vi køre videre igen.

Lørdag morgen vågnede jeg allerede klokken fem, og tænkte at det måske var lige tidligt nok, da jeg først havde starttid til enkeltstarten klokken 11:10. Alligevel stod familien op og spiste en samlet morgenmad, og da jeg ikke er så bekendt med hvordan det foregår ved enkeltstarter, eftersom jeg aldrig har deltaget i en før, besluttede vi at køre ned til parkeringsområdet og dele os op klokken lidt i 8.

Min kone ville tage børnene med til Hammershus, og jeg kunne så tage til Vang og snakke med de andre cykelryttere der var til stede. Når jeg så kom forbi Hammershus havde familien lovet at heppe og tage billeder.

Vejene var fint afspærrede. Der var hjælpere til at vejlede de bilister, som havde overset de første  to tre bomme med påtegnelse af omkørsel. Disse hjælpere havde også en hel del tålmodighed, efter hvad jeg så, når folk mente at de da godt lige kunne køre igennem for at nå en færge eller lignende.

Det viste sig, at langt størstedelen af de der skulle deltage i enkeltstarten, havde valgt at planlægge det, så de kom til Vang omkring 20-30 minutter inden de skulle af sted, så der var en nogenlunde jævn mængde folk på havnen hele dagen.

Det blev aldrig for proppet, da folk hele tiden blev sendt af sted. Der var stadig nogen at snakke med, i hvert fald de par timer jeg stod der.

Vejret var jo absolut i top, men jeg hørte flere nævne, at der tidligere år havde været havgus og så koldt at rytterne kun lige cyklede ned til havnen i sidste øjeblik.

Endelig blev det min tur til at komme af sted, og med et par enkelte kilo for meget på vægten, kan jeg godt hilse og sige, at det ikke var en afslappet fornøjelse at køre fra Vang op til landevejen imod Allinge. En kilometer der kun gik opad, er en fin måde at få testet benene på, men en enkelt ting irriterede mig lidt undervejs.

På trods af fine afspærringer, kom der på vejen op en bil ud fra en sidegade, og chaufføren kiggede åbenbart ikke ud af vinduerne, så jeg måtte lige ud og køre i rabatten en tur, mens hans kone sad og sagde, at der altså kørte en cyklist, der hvor han lige var kørt ud. Det var heldigvis et kort irritationsmoment, og sammen med bilen der kørte af sted foran mig, kunne jeg se toppen af bakken, og vejen der i sidste ende skulle føre til Hammeren Fyr.

Jeg syntes egentlig selv, at jeg holdt en fin fart da jeg først var på landevejen, men det forhindrede ikke rytteren bag mig i at overhale. Bevidst om mine egne evner, kunne jeg godt se, at jeg ikke ville kunne overhale ham igen, men jeg kunne da gøre mit til, at han ikke forsvandt ud af syne. Det lykkedes også, indtil vi drejede ind i skoven, hvor jeg var blevet advaret om, at der i nogle af svingene kunne være meget glat.

Da vi nærmede os de benævnte sving, opdagede jeg nemlig at endnu en rytter bagfra havde hentet os, og som den påpasselige cyklist jeg er , valgte jeg at holde lidt igen så han ikke lå ved siden af mig i de glatte sving. Bagefter gik det heldigvis ned af bakke et stykke, og der kommer de 20 kilo for meget jo til hjælp. Resten af vejen til den sidste stigning, kunne jeg holde begge ryttere, der havde overhalet mig, i syne.

Sidste stigning var som mange havde sagt til mig i løbet af dagen ret hård. Ikke lige så lang som opkørslen fra Vang, men den havde lige de 1-2 procent mere, som ville have gjort den til en god rødvin, hvis altså det var alkohol.

Der blev kæmpet hårdt, men i de sidste par sving mistede jeg de to andre af syne, og det lykkedes mig at komme over målstregen i tiden 19:11. Ikke værst når man tager i betragtning, at mit mål for en flot tid var at holde mig under 20 minutter.

Så blev der ellers lige pustet lidt ud, inden jeg fik samlet familien op ved Hammershus og turen gik ud for at få noget frokost og så ellers slappe af resten af dagen.

Søndag morgen stod den på klargøring til det store bjergløb.

Hytten blev ryddet og bilen pakket, da aftenen skulle bruges på turen hjem så børnene kunne komme i skole mandag. Der var noget diset da vi forlod campingpladsen, og på vejen til Gudhjem var der steder hvor sigtbarheden var meget lav.

Håbet var at solen ville brænde det væk i løbet af formiddagen, men sådan skulle det altså ikke gå. I Gudhjem fik vi anvist en parkeringsplads på en stubmark lige ved museet, og så var det ellers op imod startområdet.

Starten var umiddelbart meget velorganiseret. Der blev uddelt prikkede bjergtrøjer til de to hurtigste ryttere på enkeltstarten, og et kvarters tid inden start, blev der meldt ud, at starten ville gå fra broen, og der var flag i den farve som ens startgruppe havde.

For de fleste var det nemt at finde, men en del fik ikke set at de store flag i siden af broen havde forskellige farver og måtte derfor vende om og køre tilbage. Andre valgte at starte med en farve de ikke var tilknyttet - både hurtigere og langsommere. At stå på broen i 10 minutter, med havgus der blæste ind, var en noget kold fornøjelse, men humøret var højt. En ulempe ved disen som jeg ikke havde tænk over under selve løbet, var at linsen på mit kamera blev våd, så praktisk talt alt hvad der var optaget mere end to minutter efter start var ubrugeligt.

Efter starten gik det i roligt tempo gennem Gudhjem til Brøddegade og op, inden løbet blev givet frit. Nede bagerst i den første startgruppe, hvor jeg havde placeret mig, var der masser at følges med, og tempoet var fint. Det lykkedes mig endda at køre fra en hel del på vej op ad den næste stigning, så ved den første frie nedkørsel ad Kjeldsebyvej, var jeg i en lille gruppe som holdt et pænt tempo.

Jeg havde hjemmefra besluttet mig for at se, om jeg på vej ned af Kjeldsebyvej kunne slå min tidligere fartrekord på 68 km/t, men en heftig modvind, samt den førnævnte tåge gjorde, at det var svært at komme meget over 50 på denne vej.

Den lille gruppe jeg havde fået sluttet mig til voksede stille og roligt, og det lykkedes mig at følge med næsten 20 kilometer, hvor jeg egentlig syntes det gik rigtig godt. Jeg blev ikke for træt i benene, opkørslerne kunne jeg følge med på, og gennemsnitshastigheden nærmede sig de 30. 

Jeg vidste at der lå et depot ved toppen af Saltunavej, men da gruppen kørte fint, jeg havde masser af vand i dunken, og lidt energi i lommen, blev det passeret med kun et kort blik så jeg kunne huske hvor det lå.

Det var selvfølgelig for godt til at være sandt, og da vi kom til Røbrovej gik det rigtig fint nedad, men på opkørslen bagefter kunne jeg simpelthen ikke følge med, og for at gøre det hele lidt værre for mine ben, kom der en gruppe mere og overhalede mig inden jeg nåede toppen.

På vejen imod Gudhjem igen fik jeg hvilet benene lidt, men i bagklogskabens lys kan jeg godt se, at jeg fik presset mig selv alt for hårdt på den første omgang. Som en håbløs optimist kunne jeg dog se frem til, at køre ned af svingene på Nørresand til Gudhjem, uden at skulle bekymre mig så meget om at ligge midt inde i en gruppe. Som heldet vil det, kom der dog en gruppe op og hentede mig lige inden jeg drejede ind i Gudhjem, og da det altid er rart at kunne ligge i læ, fulgte jeg med dem ned.

Jeg kan vel lige så godt sige, at så snart vi nåede Brøddegade forsvandt denne gruppe også, og det viste sig at være et mønster, som jeg holdt igennem resten af løbet. På nedadgående strækninger, var der ikke mangel på folk der gerne ville ligge i læ, og på de flade stræk kunne jeg så følges med den gruppe, der nu engang var kommet op til mig. Når der så kom en bakke, kunne jeg se gruppen trække lige så stille fra mig, og nogle gange kom der lige en gruppe mere inden jeg nåede toppen.

I løbet af anden omgang besluttede jeg mig for, at det var på tide med noget energi. Det viste sig dog, at på grund af tågen var mine fingre så fugtige, at jeg ikke var i stand til at åbne pakken, og efter forgæves at have forsøgt med tænderne til hjælp, gav jeg op og besluttede mig for at bede om hjælp fra familien, der stod ved målområdet.

Under min anden omgang fik jeg også en bekræftelse på hvorfor mit konkurrencegen har det godt med at være pakket ind i vat, da en rytter i en gruppe der lige havde overhalet mig havnede i grøften under et venstresving.

En hurtig forespørgsel til hjælperen der stod ved svinget omgangen efter, viste at han var blevet kørt på hospitalet, men ikke hvor slemt det var.

Denne gang lykkedes det mig dog, at komme gennem svingene på Nørresand alene, og jeg fik kørt hele vejen ned uden at komme under hastighedsbegrænsningen på 30 km/t. Turen op igen gik også som forventet, nemlig ved at der kom nogle flere og overhalede mig.

Da jeg fik øje på min kone ved målet, bad jeg hende om at åbne en pakke til mig, så jeg kunne få den om en omgang, og fik smidt den ud til hende.

Jeg kunne dog også godt indse, at jeg ville gå død inden jeg kom i mål på tredje omgang, hvis ikke jeg fik noget energi indenbords, og dermed blev beslutningen om at besøge depotet taget.

Som tidligere nævnt lå depotet på toppen af Saltunavej, så der var to hårde stigninger, der lige skulle overvindes inden jeg kunne komme dertil.

Da den første af stigningerne var ved at være slut, forsøgte jeg mig igen med at få åbnet en pakke, og efter noget tid med bid og riv fik jeg faktisk hul på den, og kunne hermed indtage min første energi under løbet.

Efter en rolig tur op ad bakke, kom jeg endelig til depotet, hvor der straks blev spist et stykke frugt, og fyldt op med noget energidrik inden jeg fik den glædelige overraskelse, at der var matador mix i depotet. Havde jeg vidst det fra starten, kunne jeg jo godt have ladet min første gruppe gå, og så besøge det hver omgang. Der blev fanget en lille håndfuld som kunne stoppes i munden, og så gik turen videre imod målet og den sidste omgang.

Mens jeg var på min næstsidste passage af Brøddegade, kunne jeg høre i højtalerne at de forreste ryttere nu var på vej ind i Gudhjem, så idet jeg passerede mål, og fik min åbnede frugtstang udleveret af datteren, kunne jeg køre og glæde mig over, at jeg ikke var blevet hentet med en omgang.

På dette tidspunkt havde jeg set et par stykker med orange nummer, som jeg kunne gætte mig til, at jeg selv havde hentet med en omgang, så selvtilliden var, om ikke i top, så i hvert fald over middel.

Sidste omgang var der, hvor alle småskavankerne begyndte at melde sig. På en opkørsel fik jeg krampe i baglåret, som heldigvis fortog sig så snart jeg var kommet op, og ikke vendte tilbage. Efter at have været inde på depotet og hente en håndfuld slik mere, kom der lidt hold i lænden så jeg havde svært ved at træde til, mens jeg sad ned, og med omkring 15 kilometer til mål begyndte knæene at brokke sig en smule.

Samtidig havde jeg, lidt inden jeg kørte ind til depotet, besluttet at jeg ville prøve at give mig så meget, som jeg overhovedet kunne på stigningen til mål. Så hvis jeg var i stand til at cykle når jeg kom op, måtte det være fordi jeg ikke havde givet mig nok.

Jeg forsøgte også at hilse på alle de hjælpere der stod ude på ruten på min sidste omgang, og sige tak for i år, og det blev mødt med et smil og en hilsen tilbage. Hvis jeg fik passeret nogen uden at sige tak, skal de være velkommen til at læse det her. Tak til alle de hjælpere der stod og sørgede for at vi kunne komme sikkert gennem ruten, og sørge for at vi vidste hvor vi skulle hen.

Inde i Gudhjem igen, stod den på afslapning af benene inden bakken. På selve bakken blev gearet ikke sat i det letteste, som de andre gange, men lige et par trin højere, og så var det ellers om at rejse sig i pedalerne og træde til.

For en af de få gange, siden første omgang lykkedes det mig at overhale andre på vej op ad en bakke, og det gav et ordentligt boost til min selvtillid at køre op med alt, hvad jeg havde tilbage, mens jeg kunne høre kommentarer fra tilskuerne, om at der er der en som virkelig giver den gas.

Da jeg endelig kom i mål var jeg ikke helt så udmattet som jeg kunne have været, men jeg var godt tilfreds med min indsats. Min oprindelige plan var at køre på lidt under fem timer, og med tiden 4:41:13, kan man vel ikke sige andet end at mit mål blev overholdt.

Der var så noget kaos i målområdet, hvor man skulle til et sted for at hente drikkevarer, og et andet sted for at hente lidt at spise, samtidig med at både ryttere og tilskuere gik på kryds og tværs.

Der er selvfølgelig begrænset plads, og rigtig mange ryttere som kommer ind som skal over og hente forfriskninger. Personligt ville jeg sætte pris på en eller anden form for organisering af, hvordan man lettest får sine forsyninger og bliver ledt lidt væk, så der ikke er så meget trængsel.

Tilbage var der blot et besøg til Gudhjem Svømmehal for at få et bad, så man kunne være bekendt at vise sig på færgen. Hvis jeg endelig skal bede arrangørerne gøre noget bedre til næste år, ud over organisering af målområdet, vil det være vejret, da næsten fem timer i havgus og blæst ikke er de optimale forhold at opleve Bornholm under.

Jeg har fuld forståelse for, at det ikke er under arrangørernes kontrol, og der var meget fine udmeldinger fra dem på Facebook op til løbet, så hvis jeg får muligheden er det absolut ikke utænkeligt at jeg stiller op igen.

Vil du vide mere om Team Motionsfeltet.dk, så find information på www.motionsfeltet.dk/holdet