1989 er året for Berlinmurens fald og det er også året hvor undertegnet bliver født. Derfor har jeg aldrig set Laurent Fignon live i aktion, men kender historien om de berømte otte sekunder. Mit kendskab til Fignon var derfor sparsomt, inden jeg satte mig for at læse franskmandens selvbiografi, der i år er blevet oversat til dansk af den Franske Bogcafés Forlag.

Da jeg først fik fat i bogen og begyndte at læse, først forordene skrevet af selveste Jørgen Leth, og senere kapitel for kapitel blev jeg med det samme opslugt af stemningen og hvis der er noget Jørgen Leth kan, så er det at skabe en euforisk stemning omkring ryttere han elsker. Laurent Fignon var én af dem.
 

Laurent Fignon blev kendt som manden der tabte Tour de France med otte sekunder til amerikaneren Greg Lemond. Fignon var kendt som en angriber af Guds nåde, hvorimod amerikaneren var kendt som forsvarende og kalkulerende type der sad på hjul. De otte sekunder er noget der fylder meget i franskmandens bevidsthed, hvilket man tydeligt ser ved at første kapitel i bogen hedder ”Otte Sekunder”.

Her beskriver han hvordan hele løbet havde været før den sidste etape. Hvor han tabte løbet efter at Greg Lemond havde kørt 58 sekunder fra franskmanden ved at bruge aerodynamisk hjelm, og triatlonstyr. Udstyr der efter Fignons mening ikke var godkendt af løbets officials. Men han beskriver også et siddesår, han havde døjet med i nogle dage og som gjorde, at han ikke kunne varme ordentlig op inden enkeltstarten.

Han fortæller blandt andet også om diamanter i benene på etapen til Alpe d´Huez, hvor Fignon på de sidste 4 kilometer kører 1 minut og 19 sekunder fra Lemond, men også om en ærgrelse over ikke at have angrebet tidligere.

Laurent Fignon tager som sagt hurtigt fat på emnet de otte sekunder. Det er tydeligt, at han er ked af at blive nævnt som rytteren der tabte Touren med otte sekunder,  i stedet for at blive nævnt som dobbelt vinder af Tour de France 1983 og 1984, Giro de Italia vinder i 1989 og Milan-San Remo vinder i 1988 og 1989, plus flere etapesejre i karrieren.

De efterfølgende kapitler sluger man råt omkring Laurent Fignons opvækst i Paris. Om starten på karrieren hvor han som 16 årig vandt det første løb han stillede op i. Herefter tager karrieren langsomt fart og som professionel kommer han ind på Renault-holdet, hvor der på det tidspunkt ikke herskede nogen tvivl om, hvem der var kaptajn. Det var Grævlingen, også kendt som Bernard Hinault.

Men Laurent Fignon får tildelt en fri rolle i sit første Tour de France i 1983 på grund af Hinaults fravær og vinder løbet i en alder af blot 22 år. 

I slutningen af karrieren var Laurent Fignon også med til at forme en ung Bjarne Riis som etapeløbsrytter. Riis har tidligere udtalt at netop Fignon havde haft stor betydning for hans karriere.  

Doping berøres også, men man skal helt hen til kapitlet ”Dopede over hele linjen”, hvor Fignon fortæller om starten af 90’erne hvor flere ryttere som Fignon tidligere let kørte fra, nu på mystisk vis kørte ”overmenneskeligt”. Det er rart at få franskmandens perspektiv på hele dopingkulturen, som vi ved var i 90’erne og som gjorde at han mistede mere og mere lysten til cykelsporten.

Fignon stoppede karrieren i 1993. Fignon selv fortæller allerede indledningsvis i bogen, at han dopede sig med kortison og amfetamin men aldrig EPO.  Igennem bogen fylder doping ikke meget og det giver et indblik i cykelsporten før rytterne blev maskiner og doping blev en fast del af hverdagen for cykelrytterne i 90’erne.

Hvert år inden Tour de France starter, lader jeg op med en bog der på den ene eller anden måde fortæller historien om Tour de France. Derfor har jeg læst flere selvbiografier af ryttere. Men Laurent Fignons ”Vi Var Unge og Ubekymrede” er én af de bedste. Jeg kan varmt anbefale den til alle cykelfans, både dem som nåede at opleve franskmanden, men også dem, som mig selv, der bare er cykelnørd.

Mangler du en bog du vil læse inden Tourens start eller i løbet af Touren for at komme i den rette stemning, kan jeg varmt anbefale denne. Bogen er på 327 sider men læses hurtigt og du får et godt indblik i smukt kapitel i cykelhistorien.

Laurent Fignon døde i 2010 af kræft i en alder af 50 år. Fignon fik konstateret kræft i 2009 som han også fortæller om i bogens indledning. 

KØB BOG PÅ FELTET.DKS WEBSHOP